alternativ julehygge

Veloplagt og tiltrængt, ja hvis ikke bydende nødvendig sort komedie, der, til tider ganske ondskabsfuldt, er en tyk satire over den sødladne og sentimentale julefilm, som vi i stor stil serveres for af den amerikanske filmindustri. Bad Santa blev en overraskende stor succes, men det dulmede ikke Disney-selskabets bekymringer, da filmen er produceret af et af deres underselskaber og kan ikke ligefrem kaldes familievenlig i den rette Disney’ske ånd. Filmen blev påstemplet lettere kontroversiel i det konservative og snerpede Amerika, og selvom den behandler tabubelagte emner med respektløshed og frækhed, så tvivler jeg nu på, at danskerne vil blive nær så stødte over filmen.

Produceret af de renommerede Coen-brødre er den sorte, men også herligt underspillede humor i topklasse. Iscenesættelsen er dog styret af den kompromisløse og ganske særegne instruktør Terry Zwigoff, der har dokumentarfilmen Crumb og den anderledes Ghost World bag sig. Zwigoff er blevet en smule mere blødsøden med denne film, da dens trods alt optimistiske budskab med at man altid kan forandre sig til et bedre, eller i hvert fald anderledes menneske, føles en smule forceret og obligatorisk. Det ødelægger dog ikke alverdens, da Bad Santa er propfyldt med veloplagte vitser, der ufortrødent parodierer den tommetykke julesentimentalitet. Filmens præmis er ikke genial, men noget nær. Billy Bob Thornton er fremragende i hovedrollen som antihelten, der lever en tabereksistens af dimensioner. Man kunne ikke forestille sig andre som den evigt drikkende, rygende, bandende og horende julemand, der på sidelinien stjæler fra storcentrerne. Thorntons nærmest hærgede fysik går perfekt i spænd med karakterens selvdestruktive liv, der egentlig godt aner, hvilket falleret menneske han er. Den uundgåelige opvækkelse og livsforandring katalyseres af en lettere tilbagestående knægt, hjerteskærende og rørende spillet af en overbevisende Brett Kelly. Thornton finder til sin egen store overraskelse sympati for drengen, men det bunder nok mere i en svag genkendelse. Thornton træder ikke ligefrem ind i en faderrolle, da filmen heldigvis ikke forfalder til så banale klicheer, men fungerer alligevel som et nødvendigt forbillede for den uskyldige dreng. Thorntons langsomme rehabilitering og personudvikling føles heldigvis ikke synderlig påtaget, men er på den anden side set heller ikke 100 procent troværdigt. Det virker lidt som om, at bagmændene ikke har turdet at gå det sidste pessimistiske skridt i frygt for at filmen derved ville blive alt for misantropisk. Den unuancerede slutning skader desværre mere end den gavner. Desuden er de sideløbende historier heller ikke optimalt sammenklippet.

Selvom Bad Santa utvivlsomt er en one-man-show (med dertilhørende yderst velskrevne og mindeværdige replikker), så bakkes Thornton godt op i birollerne af en (naturligvis) velvalgt Tony Cox, en som altid morsom Bernie Mac og ikke mindst den dåredejlige Lauren Graham, hvis intentioner er en smule uklare, men hendes rolle er nu heller ikke skrevet med stor dybde. Bad Santa blev desværre den karismatiske skuespiller John Ritters sidste film.

Filmen spiller meget på det kontrapunktiske, hvor associationer til de uendelige mange julekomedier hiver ens forventning i den ene retning, mens man i stedet serveres for befriende frække og grovkornede scener. Man kommer til at skraldgrine med dårlig samvittighed, da det hele grundlæggende er ret tragisk, men med den konsekvente kynisme fungerer det fantastisk indenfor filmens rammer. Desuden tilføjer de velkendte julesange ekstra morskab, når Thornton opfører sig fuldstændig ueksemplarisk og uciviliseret. Zwigoffs ambition med en sukkerfri og pessimistisk julefilm er indfriet på vellykket (og stedvis anstødelig) vis.