solopgang
4.0
To fremmede mødes på et to, falder i snak og tilbringer en nat sammen i Wien, hvor de forelsker sig i hinanden, mens de filosoferer over flere af livets aspekter. Så simpelt og banalt kan Before Sunrise genfortælles, men selve filmen er alt andet end ordinær. Det er independent-instruktøren Richard Linklater der står bag denne semi-klassiker, et alternativ til de mere opulente og følelsesbetonede amerikanske kærlighedsdramaer, minimalistisk produceret, men sikkert og indsigtsfuld iscenesat.
Linklater har sammen med Kim Krizan skrevet det enkle manuskript, der dog er fyldt til randen med filosofisk og velskrevet, men også meget naturalistisk dialog. Præmissen er rigtig god, men Before Sunrise ville ikke have fungeret hvis det ikke var fordi de to skuespiller Ethan Hawke og Julie Delpy gjorde det så fornemt og fantastisk i de to altdominerende hovedroller. De kender og værdsætter tydeligvis deres karakterer, hvor man får indsigt i både usikkerheden såvel som den usigelige glæde ved nyforelskelsen. Det er lidt underfundigt, at de mødes på et tog (upersonlig middel til at komme fra sted til sted), og faktisk kun på grund af et tysk ægtepar, der konstant skændes, altså skrækbilledet på et ældre par. Portrættet af disse to helt almindelige hverdagsmennesker, der finder oprigtig kærlighed i hinanden efter meget kort tid, er nuanceret og realistisk. Intimiteten fylder billedet, og romantikken bliver aldrig sødladen eller manipulerende. Dialogen serveres med indblik og forståelse fra Hawke og Delpy, der ganske uprætentiøst kommer omkring mange emner. Deres samtaler bunder faktisk flere gange i ren eksistentialisme, men undviger så heldigvis de filosoferende bagtanker om skæbnen, der bragte disse to mennesker sammen. Disse to levende personer repræsenterer ikke en samfundsgruppe eller lignende, det er almindelige mennesker, der finder kærlighed ved hinanden. Delpy er mere spirituel end Hawke, som til gengæld er en smule skepsis overfor det paranormale. Heldigvis (og befriende nok) skæres deres forskellighed ikke ud i pap for publikum, som sagtens kan relaterer til situationen, deres tanker og følelser. Der er noget poetisk essentielt over Before Sunrise, der virkelig viser Linklaters enestående talent for de mere atypiske film.
En detalje i filmen, som jeg fandt ganske morsomt (men ikke på den der ha-ha måde) er Hawkes ide. Han har udtænkt et reality-program før disse blev kendte, som Delpy afskriver som kedelige. Det paradoksale er jo netop den uforståelige succes, som de mange reality-shows har nydt godt af de sidste mange år. Monologen markerer dog ikke publikum, da man med Before Sunrise ikke føler, at man nysgerrigt trænger sig på og overværer to menneskers uortodokse møde. Linklater er ikke gået efter den letfordøjelige og utroværdige eskapisme, men mere den realistiske kærlighed, som fremstår endnu smukkere her, end den gør i alle Meg Ryan og Julia Roberts-filmene sammenlagt.
Before Sunrise er ikke bare en generationsfilm, men et eviggyldigt bevis på både filmmediets mange muligheder og den naturalistiske film, som ikke nødvendigvis keder publikum. Det er sandt, at få enkelte scener godt kunne være havnet på redigeringsgulvet, og at filmen mangler lige det sidste dramatiske fremdrift for at blive virkelig fremragende, men dette godtgøres alligevel af Linklaters kvalitative og indfølte instruktion samt skuespillernes prisværdige og behagelige præstationer. Slutteligt skal scenen i lytteboksen nævnes, da den i et tålmodigt tempo formår at være nærmest ubegribelig smuk, samt den uforløsende og åbne slutning, der er intet mindre end perfekt!
Linklater har sammen med Kim Krizan skrevet det enkle manuskript, der dog er fyldt til randen med filosofisk og velskrevet, men også meget naturalistisk dialog. Præmissen er rigtig god, men Before Sunrise ville ikke have fungeret hvis det ikke var fordi de to skuespiller Ethan Hawke og Julie Delpy gjorde det så fornemt og fantastisk i de to altdominerende hovedroller. De kender og værdsætter tydeligvis deres karakterer, hvor man får indsigt i både usikkerheden såvel som den usigelige glæde ved nyforelskelsen. Det er lidt underfundigt, at de mødes på et tog (upersonlig middel til at komme fra sted til sted), og faktisk kun på grund af et tysk ægtepar, der konstant skændes, altså skrækbilledet på et ældre par. Portrættet af disse to helt almindelige hverdagsmennesker, der finder oprigtig kærlighed i hinanden efter meget kort tid, er nuanceret og realistisk. Intimiteten fylder billedet, og romantikken bliver aldrig sødladen eller manipulerende. Dialogen serveres med indblik og forståelse fra Hawke og Delpy, der ganske uprætentiøst kommer omkring mange emner. Deres samtaler bunder faktisk flere gange i ren eksistentialisme, men undviger så heldigvis de filosoferende bagtanker om skæbnen, der bragte disse to mennesker sammen. Disse to levende personer repræsenterer ikke en samfundsgruppe eller lignende, det er almindelige mennesker, der finder kærlighed ved hinanden. Delpy er mere spirituel end Hawke, som til gengæld er en smule skepsis overfor det paranormale. Heldigvis (og befriende nok) skæres deres forskellighed ikke ud i pap for publikum, som sagtens kan relaterer til situationen, deres tanker og følelser. Der er noget poetisk essentielt over Before Sunrise, der virkelig viser Linklaters enestående talent for de mere atypiske film.
En detalje i filmen, som jeg fandt ganske morsomt (men ikke på den der ha-ha måde) er Hawkes ide. Han har udtænkt et reality-program før disse blev kendte, som Delpy afskriver som kedelige. Det paradoksale er jo netop den uforståelige succes, som de mange reality-shows har nydt godt af de sidste mange år. Monologen markerer dog ikke publikum, da man med Before Sunrise ikke føler, at man nysgerrigt trænger sig på og overværer to menneskers uortodokse møde. Linklater er ikke gået efter den letfordøjelige og utroværdige eskapisme, men mere den realistiske kærlighed, som fremstår endnu smukkere her, end den gør i alle Meg Ryan og Julia Roberts-filmene sammenlagt.
Before Sunrise er ikke bare en generationsfilm, men et eviggyldigt bevis på både filmmediets mange muligheder og den naturalistiske film, som ikke nødvendigvis keder publikum. Det er sandt, at få enkelte scener godt kunne være havnet på redigeringsgulvet, og at filmen mangler lige det sidste dramatiske fremdrift for at blive virkelig fremragende, men dette godtgøres alligevel af Linklaters kvalitative og indfølte instruktion samt skuespillernes prisværdige og behagelige præstationer. Slutteligt skal scenen i lytteboksen nævnes, da den i et tålmodigt tempo formår at være nærmest ubegribelig smuk, samt den uforløsende og åbne slutning, der er intet mindre end perfekt!
12/02-2005
