Godards debut

Jean-Luc Godards film har inspireret mange filmskabere ikke mindst stilmæssigt. Denne filmen er hans debut, og den er klippet lidt sjovt og energisk til tider. Handlingen består mest af alt af samtaler mellem småslyngelen og hustleren Michel (Jean-Paul Belmondo) og den amerikanske skønhed Patricia (Jean Seberg). Michel skyder en politibetjent i starten af filmen, da han bliver taget i at køre hurtigt på de franske landeveje. Som han siger, biler er til for at bevæge sig, ikke stå stille. Michel er i det hele taget en meget rastløs størrelse. Han bryder sig ikke om fejhed og konformitet. Han har alle muligheder, men kan ikke finde mening eller ro i noget. Han er en evig drengerøv, en hustler. Han er fascineret af kvinder, fart, Bogart og ikke særlig meget andet. Patricia har heller ikke let ved at finde sin plads i samfundet, selv om hun er lidt mindre radikal og urolig end Michel. Forskellen mellem de to udpensles da hun citerer en forfatter, der siger at "hvis jeg skulle vælge mellem sorgen og intetheden, ville jeg vælge sorgen." Patricia ville tilsyneladende også vælge sorgen, mens Michel siger, at han ville vælge intetheden. Dette ser jeg som en meget interessant forskel mellem Michel og Patricia. Da Michel til sidst vælger at lade sig tage til fange af politiet for at stirre ind i et væg i fængslet og tænke på hende, kan det måske ses som et udtryk for, at han fravælger sin nihilisme og sin frihed til fordel for sorgen, som er en del af livet. Dog lykkedes det ikke i sidste ende at opnå dette. Dette er min måske naive tolkning. Ellers er der nogle elementer i filmen, som kan læses sociologisk. Der er en del overvejelser om individ og samfund i filmen. Der er også en hel del om patriarki og forholdet mellem mænd og kvinder i filmen. Det kan være, at jeg tager fejl, men filmen lader til at angribe snobberi mere end den dyrker den. Stilmæssigt er filmen også interessant og innovativ, men eftersom så mange filminstruktørerer har ladet sig inspirere af denne stilart, er det svært at få øje på det nye. Dog var det sprudlende jazz-soundtrack herligt. Denne film har under alle omstændigheder vækket min interesse for 'la nouvelle vague', selv om den måske ikke er så ny længere.

Jeg kan godt forstå at Godard er blevet så citeret og hyldet af forfattere og instruktører verden over.