Troværdig og skræmmende!
6.0
“Taxi Driver” er forståeligt nok anset for at være Martin Scorcese absolutte mesterværk og Robert De Niros glansrolle! Sjældent er en mands ensomhed og påbegyndende sindssyge skildret med så meget overblik og sans for sindets udvikling! Robert De Niro leverer helt sikkert en af karrierens allerbedste præstationer som den hårdtprøvede og uretfærdigt ensomme Vietnam-veteran, Travis Bickle, der langsomt trækkes væk fra andre menneskers rækkevidde og bliver mere og mere psykotisk! Scorcese har sat i scene, hvilket er gjort sublimt: alt lige fra kameraføring, musik og klipning til skuespil er uhyre stemningsmættet og eksemplarisk! Så selvom filmen kæmper lidt med alderen og en lovlig lang slutning, er ”Taxi Driver” ganske enkelt et filmhistorisk hovedværk!
Historien om den unge Vietnam-veteran, Travis Bickle, der efter krigen har svært ved at vende tilbage til normale rammer, får job som taxachauffør da han har problemer med søvnen! Langsomt, men sikkert korrumperes hans sinde af al volden og meningsløsheden han ser på gaderne i New York! Han kører både nat og dag og væmmes ved alle de udskud, junkier og alfonser han dagligt må køre rundt i byen! Efter mødet med den blot 12½årige prostituerede pige, Iris, beslutter han sig for at gøre noget ved byens afskum på egen hånd! Han er selv ved at være langt ude og har svært ved at fungere sammen med andre mennesker og hans sindssyge tager til sidst udspring i en voldsom massakre!
”Taxi driver” indeholder, udover en usædvanlig velfortalt og socialrealistisk fortælling, en af Robert De Niros uomtvisteligt bedste roller til dato! Rollen som Travis og den udvikling denne karakter gennemgår hele filmen igennem bliver mesterligt skildret af den på det tidspunkt unge De Niro! Hans øjne, smil og opførsel bliver mere og mere twistet og foruroligende, hvilket De Niro har indkapslet på forbilledlig vis! Man både frastødes og fascineres af ham og sympatien for denne håbløst afsondrede unge mand er umulig at ryste af sig! Selvom han er filmens hovedattraktion på skuespillersiden kan man dog også opleve en helt ung Jodie Foster som pigen Iris og hendes alder ”in mente” kan man ikke andet end forbløffes af hendes utrolige talent for faget! Harvey Keitel ses også i en fæl birolle som temmelig usympatisk alfons, der dog til sidst må sande at man ikke lægger sig ud med Robert De Niros sindssyge og fordrejede psyke! I andre små roller kan man også kaste et blik på Peter Boyle, Albert Brooks og Cybill Shepherd, der også i deres respektive roller bidrager til et aldeles velspillende skuespillerhold!
Filmens visuelle udtryk er gennemført og fuldstændig forrygende! Fotografen Michael Chapman har med nogle seværdige kameravinkler og panoreringer givet historien et, i sin tid, usædvanligt præg! Bl.a. scenen hvor Robert De Niro går ud af taxagaragen i starten af filmen og kameraet kører væk fra ham for at filme garagens interiør og personale og derefter får De Niro i linsens rækkevidde igen skabte, hvis man skal tro den lange og fyldestgørende dokumentar der følger med på dvd’en, en hel del furore! Også scenen hvor De Niro snakker i telefon med Shepherd og kameraet langsomt glider væk fra De Niro og i stedet filmer en lang tom gang, hvor De Niro sekunder senere går ned ad, skulle eftersigende have vakt opsigt i det herrens år 1976! I det hele taget er filmens visuelle udtryk detaljeret og opsigtsvækkende med slørede billeder fra New Yorks beskidte og neon-belyste gader og en del, men vellykket brug af slowmotion! Det er lykkedes Martin Scorcese at skabe en visuelt nyskabende film uden det tager overhånd som det vanen tro gør nu om dage! Det er blot hermed endnu engang blevet tydeliggjort at film fra 1970’erne i mine øjne havde meget mere at byde på en moderne film har i alle filmiske henseender!
Eneste få kritikpunkter man kan præsentere filmen for er at den trods alt har et par år på bagen og derfor ikke slår helt så hårdt som den uden tvivl gjorde da den kom frem i 70’erne og så kan man ikke komme uden om at musikken til tider virker lidt outdated! Jeg synes personligt at musikken er fremragende, også i dag, og det eneste punkt hvor jeg syntes at filmen fejler lidt er den lovlig lange slutning! UP-AND-COMING SPOILER // Jeg havde helst set at filmen var sluttet umiddelbart efter det hårdtslående og forståeligt berygtede og meget blodige ”shakedown” mellem De Niro og en flok ubetaleligt klamme alfonser! Men i stedet får vi kastet en lidt for lys og lykkelig historie, om hvordan Travis reddede Iris’ liv og at hun nu er dygtig i skolen, bor hos sine tilsyneladende skæppeskønne og omsorgsfulde forældre og alt er fryd og gammen, ind fra siden! Det er meget muligt at jeg slet ikke har fattet pointen med slutningen, det ville ikke være første gang er jeg bange for, men selvom jeg også så dokumentaren ”making Taxidriver” bagefter fik jeg stadig ikke fat i hvad slutningen skulle betyde! Jeg havde hellere set den føromtalte mere dystre og mørke slutning, men filmen er sikkert ikke sluttet helt så lykkeligt som jeg har lyst til at tro: Travis er sikkert stadig på grænsen til sindssyge og lider muligvis stadig af ensomhed, måske nu mere end før da Iris er taget væk, og selv den mindste situation kan muligvis ”trigge” hans tidligere adfærd! Og måske ville det faktisk mere humant at lade Travis dø i stedet for at lade ham leve videre i sit ubarmhjertige mørke af et liv…
Men om ikke andet må vi konstatere at Travis Bickle højst sandsynligt er en af filmhistoriens mest troværdige ”helte” og en af de mest interessante karakterer i film overhovedet, takket være Robert De Niros uhyggelig portrættering af en ensom mand med voldsomme psykiske problemer og for hvem det pludselige slår fuldstændig klik, selvom hans eneste mål er noget så retsindet som retfærdighed! ”Taxidriver” er en tidløs klassiker, en modig film og en storbyskildring der sjældent er set mere rammende og skræmmende! Martin Scorcese har med denne film i min mening begået et forholdsvist stille og stilsikkert værk der ikke alene fremstiller en såret og følelsesmæssigt isoleret sjæls rejse mod et endegyldigt helvede, nemlig sindets ”overload”, men tilmed også en social realistisk beskrivelse af en frastødende og kynisk verden, der trods én mands dedikerede kamp aldrig kan overvindes og renses! Kort fortalt er ”Taxi driver” en helstøbt klassiker der stadig, snart 30 år efter premieren, er svær at ryste af sig…
"Name's Ottooo; I'll be playing Pablooo!"
- Otto-man, "The Simpsons"
Historien om den unge Vietnam-veteran, Travis Bickle, der efter krigen har svært ved at vende tilbage til normale rammer, får job som taxachauffør da han har problemer med søvnen! Langsomt, men sikkert korrumperes hans sinde af al volden og meningsløsheden han ser på gaderne i New York! Han kører både nat og dag og væmmes ved alle de udskud, junkier og alfonser han dagligt må køre rundt i byen! Efter mødet med den blot 12½årige prostituerede pige, Iris, beslutter han sig for at gøre noget ved byens afskum på egen hånd! Han er selv ved at være langt ude og har svært ved at fungere sammen med andre mennesker og hans sindssyge tager til sidst udspring i en voldsom massakre!
”Taxi driver” indeholder, udover en usædvanlig velfortalt og socialrealistisk fortælling, en af Robert De Niros uomtvisteligt bedste roller til dato! Rollen som Travis og den udvikling denne karakter gennemgår hele filmen igennem bliver mesterligt skildret af den på det tidspunkt unge De Niro! Hans øjne, smil og opførsel bliver mere og mere twistet og foruroligende, hvilket De Niro har indkapslet på forbilledlig vis! Man både frastødes og fascineres af ham og sympatien for denne håbløst afsondrede unge mand er umulig at ryste af sig! Selvom han er filmens hovedattraktion på skuespillersiden kan man dog også opleve en helt ung Jodie Foster som pigen Iris og hendes alder ”in mente” kan man ikke andet end forbløffes af hendes utrolige talent for faget! Harvey Keitel ses også i en fæl birolle som temmelig usympatisk alfons, der dog til sidst må sande at man ikke lægger sig ud med Robert De Niros sindssyge og fordrejede psyke! I andre små roller kan man også kaste et blik på Peter Boyle, Albert Brooks og Cybill Shepherd, der også i deres respektive roller bidrager til et aldeles velspillende skuespillerhold!
Filmens visuelle udtryk er gennemført og fuldstændig forrygende! Fotografen Michael Chapman har med nogle seværdige kameravinkler og panoreringer givet historien et, i sin tid, usædvanligt præg! Bl.a. scenen hvor Robert De Niro går ud af taxagaragen i starten af filmen og kameraet kører væk fra ham for at filme garagens interiør og personale og derefter får De Niro i linsens rækkevidde igen skabte, hvis man skal tro den lange og fyldestgørende dokumentar der følger med på dvd’en, en hel del furore! Også scenen hvor De Niro snakker i telefon med Shepherd og kameraet langsomt glider væk fra De Niro og i stedet filmer en lang tom gang, hvor De Niro sekunder senere går ned ad, skulle eftersigende have vakt opsigt i det herrens år 1976! I det hele taget er filmens visuelle udtryk detaljeret og opsigtsvækkende med slørede billeder fra New Yorks beskidte og neon-belyste gader og en del, men vellykket brug af slowmotion! Det er lykkedes Martin Scorcese at skabe en visuelt nyskabende film uden det tager overhånd som det vanen tro gør nu om dage! Det er blot hermed endnu engang blevet tydeliggjort at film fra 1970’erne i mine øjne havde meget mere at byde på en moderne film har i alle filmiske henseender!
Eneste få kritikpunkter man kan præsentere filmen for er at den trods alt har et par år på bagen og derfor ikke slår helt så hårdt som den uden tvivl gjorde da den kom frem i 70’erne og så kan man ikke komme uden om at musikken til tider virker lidt outdated! Jeg synes personligt at musikken er fremragende, også i dag, og det eneste punkt hvor jeg syntes at filmen fejler lidt er den lovlig lange slutning! UP-AND-COMING SPOILER // Jeg havde helst set at filmen var sluttet umiddelbart efter det hårdtslående og forståeligt berygtede og meget blodige ”shakedown” mellem De Niro og en flok ubetaleligt klamme alfonser! Men i stedet får vi kastet en lidt for lys og lykkelig historie, om hvordan Travis reddede Iris’ liv og at hun nu er dygtig i skolen, bor hos sine tilsyneladende skæppeskønne og omsorgsfulde forældre og alt er fryd og gammen, ind fra siden! Det er meget muligt at jeg slet ikke har fattet pointen med slutningen, det ville ikke være første gang er jeg bange for, men selvom jeg også så dokumentaren ”making Taxidriver” bagefter fik jeg stadig ikke fat i hvad slutningen skulle betyde! Jeg havde hellere set den føromtalte mere dystre og mørke slutning, men filmen er sikkert ikke sluttet helt så lykkeligt som jeg har lyst til at tro: Travis er sikkert stadig på grænsen til sindssyge og lider muligvis stadig af ensomhed, måske nu mere end før da Iris er taget væk, og selv den mindste situation kan muligvis ”trigge” hans tidligere adfærd! Og måske ville det faktisk mere humant at lade Travis dø i stedet for at lade ham leve videre i sit ubarmhjertige mørke af et liv…
Men om ikke andet må vi konstatere at Travis Bickle højst sandsynligt er en af filmhistoriens mest troværdige ”helte” og en af de mest interessante karakterer i film overhovedet, takket være Robert De Niros uhyggelig portrættering af en ensom mand med voldsomme psykiske problemer og for hvem det pludselige slår fuldstændig klik, selvom hans eneste mål er noget så retsindet som retfærdighed! ”Taxidriver” er en tidløs klassiker, en modig film og en storbyskildring der sjældent er set mere rammende og skræmmende! Martin Scorcese har med denne film i min mening begået et forholdsvist stille og stilsikkert værk der ikke alene fremstiller en såret og følelsesmæssigt isoleret sjæls rejse mod et endegyldigt helvede, nemlig sindets ”overload”, men tilmed også en social realistisk beskrivelse af en frastødende og kynisk verden, der trods én mands dedikerede kamp aldrig kan overvindes og renses! Kort fortalt er ”Taxi driver” en helstøbt klassiker der stadig, snart 30 år efter premieren, er svær at ryste af sig…
"Name's Ottooo; I'll be playing Pablooo!"
- Otto-man, "The Simpsons"
15/02-2005
