Heaven, I'm in heaven

Filmen er ren underholdning og flødeskum, men det er eminent udført. Vittighederne i filmen er oftest baseret på sjove og hurtige ordspil, og mange af dem er lige så sjove nu, som de var dengang. Komedien såvel som dansenumrene i denne film er perfekt timet. Det er en fryd for øjet at se det berømte par, Fred og Ginger, svinge og steppe sig rundt i Hollywood-kulisserne. Selv om man ikke har interesse for show og danseopvisning, kan man ikke undgå at blive imponeret af koreografien og rytmen i parrets dansenumre, der alle lader til at være taget i et shot. Ginger Rogers i sig selv har også en fantastisk udstråling på lærredet. Dengang kunne de noget med glamourøse billeder af bedrøvede pigeansigter, som man sjældent ser nutildags. Filmen bliver dog aldrig dybsindig eller videre dramatisk. Der er altid en selvironisk distance til materialet hele vejen igennem filmen. Der er for eksempel den karikerede italiener Beddini (Erik Rhodes), som i sin jalousi gang på gang råber: "For the women the kiss, for the men the sword". Det er i det hele taget en fornøjelse at se en film, der efter 70 år stadig formår at underholde sit publikum i sådan en grad.