techno-fiksering?
3.0
Uprætentiøs og uforfalsket b-film uden innovative idéer, som højst sandsynlig kun fik biografpremierer i Danmark på grund af dens nogenlunde velbesatte rolleliste. Manuskriptforfatteren Larry Cohen er med Cellular gået den diametrale modsatte vej fra hans sidste projekt, Schumachers fremragende Phone Booth med begrænset locations og lavt budget. Ligeså er der heller ingen underliggende frelsertoner i Cellular, et element der klart trak op i bedømmelsen med Schumachers film. Men Cellular er nu alligevel en fermt sammensat og velskrevet film, der malker dens søgte og urealistiske præmis for alle spændingsdråber.
Instruktørstolen er besat af David R. Ellis, der sidst begik den uoriginale og lettere tåbelige Final Destination 2, men heldigvis har han fået mere styr over sine virkemidler, og takket være den korte spilletid er tempoet og intensiteten helt i top. Hvis man sætter hjernen på stand-by og kan sluge det som førnævnte søgte plot, så er Cellular letvægterunderholdning af den uforpligtende og ganske velfungerende slags. Spændingen er måske letkøbt, men fænger publikum, ikke mindst takket være de velspillende skuespillere, der dog må kæmpe med tør og uophidsende dialog.
Kim Basinger er kvinden, der bliver kidnappet, men fikser en telefon og ringer op til en tilfældig person, spillet en karismatisk Chris Evans (ham fra den latterlige Not Another Teen Movie), der hverken er en mindeværdig eller talentfuld skuespiller, men som alligevel formår at agere god actionhelt. Det helt store gennembrud får Evans (ganske velfortjent) nok med Tim Storys kommende Marvel-filmatisering af De Fantastiske Fire. William H. Macy spilder sit talent i denne film, men fungerer ikke overraskende godt som underkuet betjent, der langsomt løser mysteriet på sidelinien. Jason Statham er altid seværdig, men virker en smule malplaceret og overraskende usikker som koldblodig skurk. Alle personerne er naturligvis håbløse karikaturer, men da filmen langtfra har intentioner om psykologisk menneskeskildringer (som var så gennemført i Phone Booth), kan man ikke rigtig beklage sig på det punkt, da de fungerer indenfor filmens egne rammer.
Karakterintroduktionen er ligesom resten af filmen lynhurtig og effektiv uden unødvendig påfyldning, der gør, at Cellular afvikles befriende hurtigt. På trods af dens gode kvaliteter (blandt andet nogle humoristiske øjeblikke), har filmen dog ikke særlig meget at byde på, andet end let forglemmelig og tanketom underholdning, som kun Hollywood kan levere. To ting skal den dog i særdeleshed have ros for. Slutcredits er ganske underfundige, hvor man så kan klage over product-placement, hvis det er det, man lyster. Desuden er brugen af Nina Simones fantastiske nummer Sinnerman (dog i en lidt plat remixet udgave, hvor sangens pointe aldrig kommer frem) kærkommen og medrivende. Sangen er også anvendt (i original og bedste form) i tv-serien Scrubs, hvor der skabes et i sandhed magisk øjeblik.
Instruktørstolen er besat af David R. Ellis, der sidst begik den uoriginale og lettere tåbelige Final Destination 2, men heldigvis har han fået mere styr over sine virkemidler, og takket være den korte spilletid er tempoet og intensiteten helt i top. Hvis man sætter hjernen på stand-by og kan sluge det som førnævnte søgte plot, så er Cellular letvægterunderholdning af den uforpligtende og ganske velfungerende slags. Spændingen er måske letkøbt, men fænger publikum, ikke mindst takket være de velspillende skuespillere, der dog må kæmpe med tør og uophidsende dialog.
Kim Basinger er kvinden, der bliver kidnappet, men fikser en telefon og ringer op til en tilfældig person, spillet en karismatisk Chris Evans (ham fra den latterlige Not Another Teen Movie), der hverken er en mindeværdig eller talentfuld skuespiller, men som alligevel formår at agere god actionhelt. Det helt store gennembrud får Evans (ganske velfortjent) nok med Tim Storys kommende Marvel-filmatisering af De Fantastiske Fire. William H. Macy spilder sit talent i denne film, men fungerer ikke overraskende godt som underkuet betjent, der langsomt løser mysteriet på sidelinien. Jason Statham er altid seværdig, men virker en smule malplaceret og overraskende usikker som koldblodig skurk. Alle personerne er naturligvis håbløse karikaturer, men da filmen langtfra har intentioner om psykologisk menneskeskildringer (som var så gennemført i Phone Booth), kan man ikke rigtig beklage sig på det punkt, da de fungerer indenfor filmens egne rammer.
Karakterintroduktionen er ligesom resten af filmen lynhurtig og effektiv uden unødvendig påfyldning, der gør, at Cellular afvikles befriende hurtigt. På trods af dens gode kvaliteter (blandt andet nogle humoristiske øjeblikke), har filmen dog ikke særlig meget at byde på, andet end let forglemmelig og tanketom underholdning, som kun Hollywood kan levere. To ting skal den dog i særdeleshed have ros for. Slutcredits er ganske underfundige, hvor man så kan klage over product-placement, hvis det er det, man lyster. Desuden er brugen af Nina Simones fantastiske nummer Sinnerman (dog i en lidt plat remixet udgave, hvor sangens pointe aldrig kommer frem) kærkommen og medrivende. Sangen er også anvendt (i original og bedste form) i tv-serien Scrubs, hvor der skabes et i sandhed magisk øjeblik.
18/02-2005
