Miller-time!

Lettere udskældt, men nogenlunde habil psykologisk thrillerdrama, instrueret af den eksperimentale Mike Figgis, der både har begået interessante og mere anstrengende film. Med Cold Creek Manor er hans udfoldelser dog blevet standardiseret betydeligt, og selvom instruktionen er sikker og kompetent, så havde man nok forventet noget mere fra en filmskaber som Figgis.

Filmen er til dels en familieskildring, hvor Quaid og hans familie føler sig nødtvunget til at flytte fra den fortravlede storby og finder et afsidesliggende og stort hus i en anonym by. Problemet med handlingen er, at man ikke rigtig ved, hvad man egentlig overværer. Genremixet er simpelthen hverken konsekvent eller gennemført nok, og det er først halvvejs inde i filmen at et konkret omdrejningspunkt egentlig afsløres. Figgis er yderst tilbageholden med informationerne og lægger ikke engang små clues ud til det nysgerrige publikum, intet decideret set-up og pay-off. Filmens langsomme afvikling besidder en konstant trykkende stemning, der helt klart fungerer til dens fordel. Dette ødelægges dog næsten komplet når Cold Creek Manor skifter spor til en standard mord-thriller, komplet med ulogisk opførsel og billige virkemidler. Troværdigheden ryger også når fokus flyttes fra den varme (familie)idyl, der langsomt krakelerer til Dorffs vanvittige mordudskejelser. Den første halvanden time føles som en lang og moderat seværdig (om end lettere diffus) opbygning til en flad og banal historie om et psykisk plaget sind og afdækningen af dennes gerninger. Og det er her Cold Creek Manor mister nogle ellers velfortjente point, da den besidder talrige kvaliteter.

Figgis har altid været en indsigtsfuld personinstruktør. Han fremtvang blandt andet en af Nicholas Cages bedste præstationer nogensinde i den kompromisløse og deprimerende Leaving Las Vegas (indiskutabelt Figgis hovedværk). I denne film har han garvede og begavede skuespillere at dirigere, og han gør det udmærket, men kan ikke leve op til fordums triumf. Dennis Quaid er som altid sikker og seværdig, en sympatisk herre med flere nuancerer, end der egentlig vises. Sharon Stone spiller uglamourøst og afdæmpet, og det klæder hende virkelig. Børneskuespillerne gør også et fint stykke arbejde, men man kan ikke undgå at krumme tæer, når familien render rundt og skriger falsk og tydeligvis påtaget. Stephen Dorff som psykopat er på overfladen udmærket, men det psykologiske aspekt er fuldstændig fraværende. Dorff kører den hjem på hans karisma, men fungerer altså bedre i endimensionale skurkeroller som i eksempelvis Norringtons Blade.

Cold Creek Manor er stilsikker og stemningsfyldt filmet, men musikken ødelægger mere end den gavner og fungerer slet ikke som stemningsskabende katalysator. Figgis står selv bag tonerne, som virker for hysteriske og udpenslende. Desuden er snake attack scenen alt for overgearet og nærmest irriterende iscenesat, og Figgis formår ikke helt at opbygge den forventede spænding. Slutningen irriterede mig også en smule. En tvetydig (af)slutning er aldrig uvelkommen, men her virker freezeframet af Juliette Lewis (endnu engang ganske forfærdelig), der tilsyneladende så stadig er fastfrosset af afdøde Dorffs magt, som en doven og billig skrækeffekt, der skal så tvivl hos publikum.

Cold Creek Manor er ikke nær så dårlig og kedelig, som først antaget, men noget mesterværk er den skam heller ikke. Fortænkt, men ikke udspekuleret.