- Sangleg -

Udstyrsstykket ”Chicago” maner ethvert postulat om, at musical ikke begår sig på det store lærred, i jorden. Denne taler så sandelig for sin sag, og efter en død periode for genren genfinder ”Chicago” dens oprindelige kvaliteter og står som et glimrende eksempel på, at det gamle syngespil langt fra er forældet, så længe der er noksom talent til at forhindre det. Og det er der så sandelig her.

Denne her er bygget over den klassiske Broadway-musical af samme navn, og her har man valgt at blande fiktion og virkelighed ved konstant at veksle mellem en jordnær udgave af historien og en scenisk musical-version af den. På den måde har man altså fastholdt de stolte traditioner, der lægger grunden til filmen og samtidig gjort historien håndgribelig, så man er med hele vejen. Denne kombination er lidt af en genistreg, og den fungerer forbløffende godt. Det er mildt sagt medrivende, og man underholdes suverænt fra start til slut i denne livlige sag.

De mange flotte danse- og sangsekvenser er imponerende koreograferet og udført, og visuelt er filmen formidabel. Instruktør Marshall udviser forbløffende overblik og har i den grad forstået at udnytte kameraets mange muligheder. En sanseoplevelse uden lige.

Skuespillet er bestemt også godt og i den rette ånd. Zeta-Jones, Zellweger og Gere er alle veloplagte og imponerer med både sang, dans og skuespil, men også i birollerne finder vi gode præstationer.

Men det der mest af alt gør ”Chicago” til en fantastisk oplevelse er den herlige løssluppenhed, som filmen hele vejen igennem bobler af. Det er lavet så pragtfuldt muntert og med løftet overlæbe, at man selv får lyst til at skrige med på de, i øvrigt mange, gode sange. Det er forbasket charmerende, det er smukt og medrivende, kort sagt fremragende underholdning.