forbilledlig efterfølger
5.0
Spoilers
Den talentfulde instruktør Doug Liman (markante film som Swingers og Go) eksekverede indiskutabelt et sublim stykke arbejde med The Bourne Identity, en atypisk nedtonet, men yderst seværdig og vellykket alternativ til spiongenren, der hovedsagligt bestod af opulente og opblæste karakterer som James Bond, Ethan Hunt (der dog har fået nogle ekstravagante film med de to Mission: Impossible) og forpulede xXx. Jason Bourne er en kompleks, men gennemført karakter, der skildres ligeså nuanceret i filmene som i Robert Ludlums bøger, hvorpå både Bourne Identity og Supremacy er baseret.
Den lettere irritation og skepsis omkring udskiftningen af instruktør (Liman fungerer som executive producer, men indledte i stedet iscenesættelsen af den efter sigende problematiske Mr. and Mrs. Smith, der snart får premierer) fjernes fuldstændig, når man overvære dette mageløse værk, som instruktøren Paul Greengrass har begået. Blandt tidligere bedrifter er den anmelderroste doku-drama Bloody Sunday mest opsigtsvækkende, og Greengrass viderefører modigt hans realistiske og semi-dokumentariske stil med Bourne Supremacy, der må siges at være en anderledes Hollywood-produktion. Independent-stilen er bibeholdt fra den første film, og det er blandt andet af denne grund, at de to film virker så atypiske og fungerer så fremragende.
Historien fortsætter det samme sted, som den blev sluppet i den første film. Bourne er i skjul med kæresten (fint spillet af tyskeren Franka Potente, der er en interessant skuespiller at følge), men tvinges ud af denne på grund af et kompliceret komplot imod (og med) ham. Dette resulterer i mordet på Potente, ganske usentimentalt og uhyggelig skildret. Potentes lig i vandet trækker sig stille tilbage og lader håret dække ansigtet. Denne ansigtsløse og derfor anonyme person indlades i rækken af Bournes ofre, og dette understøtter ikke kun hans hævnmotiv, men endnu mere selve skyldkomplekset. Dette medfører den overraskende følelsesbetonede og rørende slutning, hvor Bourne opsøger et overlevende familiemedlem fra et af hans ofre og bekender sine synder. Og her distingverer Bourne sig som agenthelt, da han viser flere dybe og mørke lag af hans personlighed. Heldigvis portrætterer den brillante skuespiller Matt Damon denne traumatiserede (af hans glemte fortid) person med både dybfølt indsigt og skuespillermæssig sikkerhed. Plausibiliteten er konstant nærværende, uanset om Damon viser ægte følelser eller fungerer på ren dræberinstinkter.
Birollerne er velbesatte med den som altid seværdige og rutinerede Brian Cox som tvivlsom chef, der agerer efter egen vinding. Julia Stiles træder en smule mere i karakter, mens Joan Allen spiller godt som den nyankomne, der muligvis modarbejder Bourne, men søger at afdække sandheden. Karl Urban (ham fra Ringenes Herre, der fortjener en stor karrierer) er koldblodig på sidelinien som kompetent morder uden andet end ordrer som motiv.
Hvis omdrejningspunktet er velkendt og en bare lidt uoriginal videreførelse fra den første film, altså en lidt formularpræget præmis, så er udførelsen alt andet end! The Bourne Supremacy er en yderst intelligent og sjældent inspirerende actionthriller, der nok kender sine klicheer, men spiller ikke for meget på dem. Historieafviklingen er i hvert fald helt i top, og man taber aldrig interesse for hverken personerne eller handling. Filmen byder på tårnhøj og medrivende spænding af første klasse, og man skal vist være lidt af en stivstikker, hvis man ikke føler den nærværende adrenalin. På formidabel vis inviterer Greengrass os ind i dette realistiske univers, og man slippes ikke før rulleteksterne er overstået.
Æstetisk er Greengrass både overlegen, overrumplende og innoverende. Den hæsblæsende billedside er både insisterende og virtuos, og består næsten kun af håndholdt kamera, der sammen med den hurtige og yderst effektive montagestil øger realismen. Greengrass dvæler aldrig for længe ved sine billeder (kun i de mere følelsesladede sekvenser, hvor den rolige sammenklipning fungerer præcis efter hensigten), hvorved actionscenerne aldrig bliver højtidelige eller kommer til at besidde den følelse af klimaks(søgning). The Bourne Supremacy er helt sikkert en ekstrem stiliseret film, men gjort med en filmisk signifikans, og man skal lede længe efter så intens og anderledes en billedside. Belysningen og farvekontrasterne er i særklasse, og de mange locations er både detaljerige og stemningsmættede.
John Powells iørefaldende musik mangler måske den samme gennemslagskraft, som blev serveret i den første film, men som stemningssætter og spændingskatalysator er den ikke ueffen. The Bourne Supremacy er ikke dyb og filosofisk eksistentialisme, men absolut fremragende og gribende underholdning af bedste skuffe. En tredje film i serien er allerede planlagt (selvom en instruktør endnu ikke er fastsat) og det kan man så glæde sig umådelig meget til, da både The Bourne Identity og Supremacy er superbe agentfilm, som ikke underminerer publikums intelligens.
Den talentfulde instruktør Doug Liman (markante film som Swingers og Go) eksekverede indiskutabelt et sublim stykke arbejde med The Bourne Identity, en atypisk nedtonet, men yderst seværdig og vellykket alternativ til spiongenren, der hovedsagligt bestod af opulente og opblæste karakterer som James Bond, Ethan Hunt (der dog har fået nogle ekstravagante film med de to Mission: Impossible) og forpulede xXx. Jason Bourne er en kompleks, men gennemført karakter, der skildres ligeså nuanceret i filmene som i Robert Ludlums bøger, hvorpå både Bourne Identity og Supremacy er baseret.
Den lettere irritation og skepsis omkring udskiftningen af instruktør (Liman fungerer som executive producer, men indledte i stedet iscenesættelsen af den efter sigende problematiske Mr. and Mrs. Smith, der snart får premierer) fjernes fuldstændig, når man overvære dette mageløse værk, som instruktøren Paul Greengrass har begået. Blandt tidligere bedrifter er den anmelderroste doku-drama Bloody Sunday mest opsigtsvækkende, og Greengrass viderefører modigt hans realistiske og semi-dokumentariske stil med Bourne Supremacy, der må siges at være en anderledes Hollywood-produktion. Independent-stilen er bibeholdt fra den første film, og det er blandt andet af denne grund, at de to film virker så atypiske og fungerer så fremragende.
Historien fortsætter det samme sted, som den blev sluppet i den første film. Bourne er i skjul med kæresten (fint spillet af tyskeren Franka Potente, der er en interessant skuespiller at følge), men tvinges ud af denne på grund af et kompliceret komplot imod (og med) ham. Dette resulterer i mordet på Potente, ganske usentimentalt og uhyggelig skildret. Potentes lig i vandet trækker sig stille tilbage og lader håret dække ansigtet. Denne ansigtsløse og derfor anonyme person indlades i rækken af Bournes ofre, og dette understøtter ikke kun hans hævnmotiv, men endnu mere selve skyldkomplekset. Dette medfører den overraskende følelsesbetonede og rørende slutning, hvor Bourne opsøger et overlevende familiemedlem fra et af hans ofre og bekender sine synder. Og her distingverer Bourne sig som agenthelt, da han viser flere dybe og mørke lag af hans personlighed. Heldigvis portrætterer den brillante skuespiller Matt Damon denne traumatiserede (af hans glemte fortid) person med både dybfølt indsigt og skuespillermæssig sikkerhed. Plausibiliteten er konstant nærværende, uanset om Damon viser ægte følelser eller fungerer på ren dræberinstinkter.
Birollerne er velbesatte med den som altid seværdige og rutinerede Brian Cox som tvivlsom chef, der agerer efter egen vinding. Julia Stiles træder en smule mere i karakter, mens Joan Allen spiller godt som den nyankomne, der muligvis modarbejder Bourne, men søger at afdække sandheden. Karl Urban (ham fra Ringenes Herre, der fortjener en stor karrierer) er koldblodig på sidelinien som kompetent morder uden andet end ordrer som motiv.
Hvis omdrejningspunktet er velkendt og en bare lidt uoriginal videreførelse fra den første film, altså en lidt formularpræget præmis, så er udførelsen alt andet end! The Bourne Supremacy er en yderst intelligent og sjældent inspirerende actionthriller, der nok kender sine klicheer, men spiller ikke for meget på dem. Historieafviklingen er i hvert fald helt i top, og man taber aldrig interesse for hverken personerne eller handling. Filmen byder på tårnhøj og medrivende spænding af første klasse, og man skal vist være lidt af en stivstikker, hvis man ikke føler den nærværende adrenalin. På formidabel vis inviterer Greengrass os ind i dette realistiske univers, og man slippes ikke før rulleteksterne er overstået.
Æstetisk er Greengrass både overlegen, overrumplende og innoverende. Den hæsblæsende billedside er både insisterende og virtuos, og består næsten kun af håndholdt kamera, der sammen med den hurtige og yderst effektive montagestil øger realismen. Greengrass dvæler aldrig for længe ved sine billeder (kun i de mere følelsesladede sekvenser, hvor den rolige sammenklipning fungerer præcis efter hensigten), hvorved actionscenerne aldrig bliver højtidelige eller kommer til at besidde den følelse af klimaks(søgning). The Bourne Supremacy er helt sikkert en ekstrem stiliseret film, men gjort med en filmisk signifikans, og man skal lede længe efter så intens og anderledes en billedside. Belysningen og farvekontrasterne er i særklasse, og de mange locations er både detaljerige og stemningsmættede.
John Powells iørefaldende musik mangler måske den samme gennemslagskraft, som blev serveret i den første film, men som stemningssætter og spændingskatalysator er den ikke ueffen. The Bourne Supremacy er ikke dyb og filosofisk eksistentialisme, men absolut fremragende og gribende underholdning af bedste skuffe. En tredje film i serien er allerede planlagt (selvom en instruktør endnu ikke er fastsat) og det kan man så glæde sig umådelig meget til, da både The Bourne Identity og Supremacy er superbe agentfilm, som ikke underminerer publikums intelligens.
23/02-2005
