Skuffende... men OK
4.0
Det var med store forventninger, jeg satte mig tilbage i det røde fløjlsæde for at se og høre "Ray", som i medierne jo har fået enorm positiv forhåndsomtale. Og ikke mindst så jeg frem til at opleve Jamie Foxx, som allerede har taget en række priser hjem for sin præstation, og som står øverst på listen hos bookmakerne til ligeledes at tage Oscar hjem på søndag. Des større min skuffelse...
Filmen er som helhed OK, musikken dejlig - og Jamie Foxx spiller da også sin rolle fortrinligt. Men så er der heller ikke så meget mere at sige - og i Oscar-sammenhæng er denne film i mine øjne middelmådig. Hvorfor? Jo - ganske kort: Indholdet er smalt, forudsigeligt og nærmest kedeligt. Eneste overraskelse ligger i den personlige barndomstragedie, han livet igennem bærer på. Vi ved jo alle, at han var blind - så det kommer jo ikke bag på nogen, at det naturligvis har måttet afstedkomme nogle knubs og givet nogle forhindringer, som har skulle forseres. Resten af indholdet kan i virkeligheden nok passe på næsten enhver anden berømt musiker:
Lange turneer med dræbende lange busture, lusede hoteller, drugs, damer, i studiet for at indspille lidt - og så forfra igen. Og da der er tale om en periode i USA, hvor racismen stadig var i fuld flor, så krydres lidt hermed. En temmelig spinkel historie med gentagelse om og om igen af samme scenarie - blot i mere og mere luksuriøse omgivelser. Halvt inde i filmen er historien sådan set fortalt, og man begynder at kigge sig rundt i lokalet og småkede sig lidt...
Musikken er naturligvis et lyspunkt. For os som var unge i 60-70'erne er det et dejligt genhør med mange gode sange, og jeg kunne da heller ikke lade være med at lade foden tappe og rokke med i takt, hvilken jeg til min store forundring ikke så andre i salen føle lyst til! Men musikken alene gør ikke filmen til Oscar-materiale. Havde det været en nomination til en Grammy, så havde jeg bedre kunne forstå det...
Verden synes at ligge i næsegrus beundring for Jamie Foxx's indsats. Det forbliver mig en gåde. Jovist leverer han en ganske fin præstation - men rollen har hverken særlig megen dybde eller bredde - så hvad jeg oplever, er en Jamie Foxx, som er utrolig god til at IMMITERE Ray Charles. Han har fint opfanget hans måde at sidde og spille på, men derudover er der ikke den store indlevelse og ej heller meget yderligere stof at arbejde med for ham.
På intet tidspunkt kommer Jamie Foxx's skuespil op på siden af Leonardo DiCaprio's Hughes in "The Aviator" - nærmeste konkurrent til Oscar-statuetten. Her er nemlig tale om en total transformation. Leonardo DiCaprio ikke bare spiller Howard - han ER Howard Hughes. En rolle som også har langt mere dybde og ikke mindst bredde, idet den dels spænder over en 20-årig periode med klare aldersforandringer og dels kræver en skuespilsmæssig kraftpræstation ved ligeledes at skulle formidle en mentalt påvirket karakter konstant på vippen mellem det geniale og sindsyge. Så ingen tvivl hos mig om, at Oscaren burde gå til Leonardo DiCaprio, selvom jeg udmærket er klar over, at det får han ikke lov til. For dels gives denne statuette sjældent ud for den virkelig bedste præstation (politisk spil) - og dels er Ray Charles jo netop død for ganske kort tid siden, hvorved filmen har fået en ekstra dimension som en slags nekrolog, som belejligtet giver Hollywood en mulighed for at ære denne kære musiker. Akkeja...
Baseret på de høje forventninger som medierne har skruet op omkring denne film kan jeg altså kun sige, at jeg personligt blev meget skuffet. Filmen er naturligvis seværdig, men jeg ved, at jeg på Oscarnat vil sidde og grimmes, når Jamie Foxx får sin - i mine øjne - ufortjente statuette.
Filmen er som helhed OK, musikken dejlig - og Jamie Foxx spiller da også sin rolle fortrinligt. Men så er der heller ikke så meget mere at sige - og i Oscar-sammenhæng er denne film i mine øjne middelmådig. Hvorfor? Jo - ganske kort: Indholdet er smalt, forudsigeligt og nærmest kedeligt. Eneste overraskelse ligger i den personlige barndomstragedie, han livet igennem bærer på. Vi ved jo alle, at han var blind - så det kommer jo ikke bag på nogen, at det naturligvis har måttet afstedkomme nogle knubs og givet nogle forhindringer, som har skulle forseres. Resten af indholdet kan i virkeligheden nok passe på næsten enhver anden berømt musiker:
Lange turneer med dræbende lange busture, lusede hoteller, drugs, damer, i studiet for at indspille lidt - og så forfra igen. Og da der er tale om en periode i USA, hvor racismen stadig var i fuld flor, så krydres lidt hermed. En temmelig spinkel historie med gentagelse om og om igen af samme scenarie - blot i mere og mere luksuriøse omgivelser. Halvt inde i filmen er historien sådan set fortalt, og man begynder at kigge sig rundt i lokalet og småkede sig lidt...
Musikken er naturligvis et lyspunkt. For os som var unge i 60-70'erne er det et dejligt genhør med mange gode sange, og jeg kunne da heller ikke lade være med at lade foden tappe og rokke med i takt, hvilken jeg til min store forundring ikke så andre i salen føle lyst til! Men musikken alene gør ikke filmen til Oscar-materiale. Havde det været en nomination til en Grammy, så havde jeg bedre kunne forstå det...
Verden synes at ligge i næsegrus beundring for Jamie Foxx's indsats. Det forbliver mig en gåde. Jovist leverer han en ganske fin præstation - men rollen har hverken særlig megen dybde eller bredde - så hvad jeg oplever, er en Jamie Foxx, som er utrolig god til at IMMITERE Ray Charles. Han har fint opfanget hans måde at sidde og spille på, men derudover er der ikke den store indlevelse og ej heller meget yderligere stof at arbejde med for ham.
På intet tidspunkt kommer Jamie Foxx's skuespil op på siden af Leonardo DiCaprio's Hughes in "The Aviator" - nærmeste konkurrent til Oscar-statuetten. Her er nemlig tale om en total transformation. Leonardo DiCaprio ikke bare spiller Howard - han ER Howard Hughes. En rolle som også har langt mere dybde og ikke mindst bredde, idet den dels spænder over en 20-årig periode med klare aldersforandringer og dels kræver en skuespilsmæssig kraftpræstation ved ligeledes at skulle formidle en mentalt påvirket karakter konstant på vippen mellem det geniale og sindsyge. Så ingen tvivl hos mig om, at Oscaren burde gå til Leonardo DiCaprio, selvom jeg udmærket er klar over, at det får han ikke lov til. For dels gives denne statuette sjældent ud for den virkelig bedste præstation (politisk spil) - og dels er Ray Charles jo netop død for ganske kort tid siden, hvorved filmen har fået en ekstra dimension som en slags nekrolog, som belejligtet giver Hollywood en mulighed for at ære denne kære musiker. Akkeja...
Baseret på de høje forventninger som medierne har skruet op omkring denne film kan jeg altså kun sige, at jeg personligt blev meget skuffet. Filmen er naturligvis seværdig, men jeg ved, at jeg på Oscarnat vil sidde og grimmes, når Jamie Foxx får sin - i mine øjne - ufortjente statuette.
24/02-2005
