Mere en musical end en film

Denne film er i virkeligheden mere en musicaloplevelse end en filmoplevelse. Bi-personerne og omgivelserne karikeres voldsomt og hele stykket er svulstigt og bombastisk. Det hele er ganske flot omend overdrevet og kunstigt. Minnie Drivers bud på den krukkede og forkælede italienske diva Carlotta hører snarere til i en tegnefilm end i nogen anden genre. Hendes og mange andre figurer virkede i denne filmversion som sidekicks, der blot var til for at tilføje cheap laughs. Det virker som om nogle karakterer i filmen er på et lidt mere virkeligt plan end andre, selv om alle karaktererne har et element af fantasi i sig. Men Carlotta ikke specielt væsentlig for historien om pigen Christine (Emmy Rossum), der er splittet mellem hendes romantiske forelskelse i den kåde yngling Raoul (Patrick Wilson) og hendes mere dybtfølte kærlighed for det farlige og tiltrækkende fantom (Gerard Butler), der både er en faderskikkelse for hende, samt en mand, som hun føler sig seksuelt tiltrukket af. I starten faldt jeg ikke ind i filmens bombastiske og svulstige rytme. De irriterende bipersoner og Emmy Rossums lillepigeagtige skuespil i starten vækkede ikke min begejstring. Men efterhånden som fantomet kom med i spillet, udviklede filmen sig til at blive spændende og underholdende. Den drejede sig væk fra Christines lillepigefantasier til at handle om mere tragiske og mørkere sider af livet. Gerard Butler er virkelig stjernen i filmen. Hans præstation gør hele stykket meget mere medrivende og intenst. Han formår at vise begæret, hadet og tragedien i sin karakter med stor kraft og styrke. Det er stadig mere en musical end det er en film, men det gør ikke oplevelsen mindre underholdende.