Retribution
4.0
Traileren til Payback er ganske misvisende. Den opbygger en forventning om en selvironisk actionkomedie (takket være Smash Mouths Walking on the Sun) med Mel Gibson i en af hans velkendte roller som handlekraftig charmør. Nuvel, med denne indstilling venter der sig en stor overraskelse, da Payback er en hårdkogt, alvorlig og ganske brutal actionkrimi, der ligger mere psykologisk vægt på man-on-a-mission elementet, end man indledningsvis skulle have troet.
Filmen er den intelligente Brian Helgelands instruktørdebut. Helgeland der også har skrevet så potentielle manuskripter til film som Hansons vellykkede L.A. Confidential, Eastwoods mesterværk Mystic River (en af sidste års bedste film) og Donners underholdende Conspiracy Theory, som til gengæld så var langt bedre skrevet end realiseret. Efter sigende udvandrede Helgeland fra filmen hen imod afslutningen på optagelserne, og instruktørtjansen gik til en på nuværende tidspunkt stadig ukendt person. Selvom selve filmen til tider godt kan føles en smule ujævn, så smitter den ukontrollerede arbejdsproces ikke synderlig meget af på selve resultatet. Baseret på en roman af Richard Stanks er Payback en lettere kynisk film om Gibsons hovedkarakter, der snydes og skydes af konen og arbejdskollegaen, men overlever og sværger hævn. Banal præmis, men ganske underholdende film.
Mel Gibson har påtaget sig en for ham atypisk rolle (som han spiller ganske monotont), der ikke vækker den normalvise sympati og medholdenhed, som publikum ellers er vant til. Gibsons karakter er en antihelt af den mere brutale slags, men man forstår hans hævntogt, som måske ikke helt kan kategoriseres som selvtægt. Payback er filmet med et interessant mørkeblå filter, der understøtter trøstesløsheden og misantropien, og ultimativt også den manglende tilfredsstillelse ved hævnen, der udføres koldt og uhøjtideligt. På trods af den kyniske stemning, som filmen besidder, ender den dog alligevel forløst og endda forhåbningsfuldt. Helgelands pointe er tydelig; Gibson får kun en mental tilfredsstillelse og følelse af retfærdighed, da han endelig finder sammen med smukke Maria Bellos karakter. Dette høres også på lydsiden, hvor James Brown melankolsk konkluderer, at ’a man ain’t nothing without a womans heart’. Scenerne mellem Bello og Gibson udskiller sig også ved de varme og mere genkendelige farver, hvori de er optaget. På trods af det sødladne budskab forfalder Payback aldrig til påklistret sentimentalitet.
Dialogen er ikke overraskende velskrevet og selve filmen er stilsikker (en slags moderne film-noir), men kan til tider også føles en anelse tung. Selvom Payback er sprængfyldt med sort humor (stedvis lattervækkende, stedvis anstrengende), så tager den også sig selv unødvendigt en smule for alvorligt. Dette overskygger dog ikke faktumet, at Payback er en underholdende sag med hjerte og mening.
Filmen er den intelligente Brian Helgelands instruktørdebut. Helgeland der også har skrevet så potentielle manuskripter til film som Hansons vellykkede L.A. Confidential, Eastwoods mesterværk Mystic River (en af sidste års bedste film) og Donners underholdende Conspiracy Theory, som til gengæld så var langt bedre skrevet end realiseret. Efter sigende udvandrede Helgeland fra filmen hen imod afslutningen på optagelserne, og instruktørtjansen gik til en på nuværende tidspunkt stadig ukendt person. Selvom selve filmen til tider godt kan føles en smule ujævn, så smitter den ukontrollerede arbejdsproces ikke synderlig meget af på selve resultatet. Baseret på en roman af Richard Stanks er Payback en lettere kynisk film om Gibsons hovedkarakter, der snydes og skydes af konen og arbejdskollegaen, men overlever og sværger hævn. Banal præmis, men ganske underholdende film.
Mel Gibson har påtaget sig en for ham atypisk rolle (som han spiller ganske monotont), der ikke vækker den normalvise sympati og medholdenhed, som publikum ellers er vant til. Gibsons karakter er en antihelt af den mere brutale slags, men man forstår hans hævntogt, som måske ikke helt kan kategoriseres som selvtægt. Payback er filmet med et interessant mørkeblå filter, der understøtter trøstesløsheden og misantropien, og ultimativt også den manglende tilfredsstillelse ved hævnen, der udføres koldt og uhøjtideligt. På trods af den kyniske stemning, som filmen besidder, ender den dog alligevel forløst og endda forhåbningsfuldt. Helgelands pointe er tydelig; Gibson får kun en mental tilfredsstillelse og følelse af retfærdighed, da han endelig finder sammen med smukke Maria Bellos karakter. Dette høres også på lydsiden, hvor James Brown melankolsk konkluderer, at ’a man ain’t nothing without a womans heart’. Scenerne mellem Bello og Gibson udskiller sig også ved de varme og mere genkendelige farver, hvori de er optaget. På trods af det sødladne budskab forfalder Payback aldrig til påklistret sentimentalitet.
Dialogen er ikke overraskende velskrevet og selve filmen er stilsikker (en slags moderne film-noir), men kan til tider også føles en anelse tung. Selvom Payback er sprængfyldt med sort humor (stedvis lattervækkende, stedvis anstrengende), så tager den også sig selv unødvendigt en smule for alvorligt. Dette overskygger dog ikke faktumet, at Payback er en underholdende sag med hjerte og mening.
26/02-2005
