fra brutal til banal
3.0
En tredje del i Blade-serien var efter især toerens store succes velsagtens uundgåeligt, men ikke engang del Toros dedikerede indsats kunne ikke redde et svagt skrevet og usammenhængende manuskript, som udmundede sig i den ret middelmådige, om end velproducerede del to i serien. Når manuskriptforfatteren David S. Goyer (der nu har skrevet alle tre film) selv satte sig i instruktørstolen og debuterede med Blade: Trinity, så var forventningerne hos mig ganske lave, men Goyer iscenesætter nu med en smule kompetence, selvom selve resultatet tydeligvis lider under manglende erfaring.
Goyer, der også har skrevet manuskript til så diverse film som Proyas’ intelligente Dark City og Nolans kommende Batman Begins (hvor bliver den fed!), viser igen uoriginalitet på historiesiden, som bringer ubehagelige associationer til anden del. Her opvækkes den ældste og ultimative vampyr, der i modernismens tegn nu kaldes Drake, og Blade-figuren må (endnu engang) stå ansigt til ansigt med et nærmest uovervindeligt uhyre. I den første film var det uundgåeligt, men passede meget godt ind i historien. I film nummer to var det genbrug, men tilpas underholdende, mens det i Blade: Trinity virker unødvendig søgt og overflødigt. At Goyer tillige heller ikke udvider universet eller karakteren betydeligt kan ikke andet end irriterer, og man sætter spørgsmålstegn ved denne films eksistensgrundlag (hmm, show me the money?!?).
Wesley Snipes fungerer stadig godt som den nådesløse og ganske coole vampyrjæger, men man kommer unægtelig til at savne den monotone fremtoning og nærmest nihilistiske indstilling, som Blade besad i den første film. Tilgiveligt nok at en malplaceret kærlighedshistorie skulle integreres i Blade II, men karakteren fremstilles nærmest en smule vattet og meget ulogisk handlende i denne film. Man har ikke længere følelsen af, at Blade i dette filmunivers virkelig er et af de sidste forsvarsværker mellem menneskene og vampyrerne, og det er en stor skam, da Blade-karakteren fungerede så fremragende i den første film. Blade: Trinity udvider figurrepertoiret med Night Stalkers, en gruppe hårdhærdede vampyrdræbere, hvoriblandt Whistlers datter er. Hun spilles trivielt af smukke Jessica Biel, som så til gengæld heller ikke har noget at arbejde med. Mere gods og energi er der i komikerens Ryan Reynolds’ figur, der utvivlsomt nok skal vække vrede hos inkarnerede Blade-fans, da han påtaget hele tiden skal fyre komiske oneliners af, som forstyrrer alvorligheden i universet. Personligt har jeg dog altid fundet Reynolds seværdig, en begavet komiker er han ikke, men han besidder en tør humor, hvor replikkerne serveres med en god portion charme og en bare lidt fimset stemme. At han ikke passer ind i Blade-universet er ikke en hemmelighed, og hans oneliners er da også en blandet landhandel, men Reynolds som skuespiller redder nu alligevel den banale sidekick-rolle fra den rene elendighed.
Den papirtynde og uoriginale historie til trods, så er Blade: Trinity en moderat underholdende sag, der ublufærdigt genbruger de kendte virkemidler fra den første film. Filmens seværdighed skal hovedsagligt findes på den visuelle side, og selvom Goyer ikke er nær så sikker en visionær som hverken Norrington eller del Toro, så serverer han nu alligevel nogle lækre billeder. Ikke overraskende er filmen velproduceret, og effekterne er udmærkede (men bruges ikke mindeværdigt). Et klagepunkt er musikken, der til tider godt kan virke en smule anstrengende. Tempoet er højt og actionscenerne fint iscenesatte uden at bringe noget nyt på bane og frembringe den samme adrenalinfølelse, som den første film gjorde.
Blade: Trinity skulle gerne stå som en afslutning på serien, da hverken karakteren eller universet retfærdiggøre en bredere udforskning, medmindre man får en virkelig innoverende historie på plads (doubt it). Både toeren og treeren savner begge den nødvendige ingrediens, som gjorde Norringtons film så fremragende og vellykket, nemlig paranoiaen. Troværdigheden indenfor filmens univers og den klaustrofobiske følelse af allestedsnærværende vampyrer. Dette finder Goyer aldrig frem. Med hans instruktørdebut har han begået en middelmådig actionfilm, der lige og lige tilfredsstiler de lave forventninger og undgår den kedsommelige grænse.
(Das, jeg har sendt en mail til dig)
Goyer, der også har skrevet manuskript til så diverse film som Proyas’ intelligente Dark City og Nolans kommende Batman Begins (hvor bliver den fed!), viser igen uoriginalitet på historiesiden, som bringer ubehagelige associationer til anden del. Her opvækkes den ældste og ultimative vampyr, der i modernismens tegn nu kaldes Drake, og Blade-figuren må (endnu engang) stå ansigt til ansigt med et nærmest uovervindeligt uhyre. I den første film var det uundgåeligt, men passede meget godt ind i historien. I film nummer to var det genbrug, men tilpas underholdende, mens det i Blade: Trinity virker unødvendig søgt og overflødigt. At Goyer tillige heller ikke udvider universet eller karakteren betydeligt kan ikke andet end irriterer, og man sætter spørgsmålstegn ved denne films eksistensgrundlag (hmm, show me the money?!?).
Wesley Snipes fungerer stadig godt som den nådesløse og ganske coole vampyrjæger, men man kommer unægtelig til at savne den monotone fremtoning og nærmest nihilistiske indstilling, som Blade besad i den første film. Tilgiveligt nok at en malplaceret kærlighedshistorie skulle integreres i Blade II, men karakteren fremstilles nærmest en smule vattet og meget ulogisk handlende i denne film. Man har ikke længere følelsen af, at Blade i dette filmunivers virkelig er et af de sidste forsvarsværker mellem menneskene og vampyrerne, og det er en stor skam, da Blade-karakteren fungerede så fremragende i den første film. Blade: Trinity udvider figurrepertoiret med Night Stalkers, en gruppe hårdhærdede vampyrdræbere, hvoriblandt Whistlers datter er. Hun spilles trivielt af smukke Jessica Biel, som så til gengæld heller ikke har noget at arbejde med. Mere gods og energi er der i komikerens Ryan Reynolds’ figur, der utvivlsomt nok skal vække vrede hos inkarnerede Blade-fans, da han påtaget hele tiden skal fyre komiske oneliners af, som forstyrrer alvorligheden i universet. Personligt har jeg dog altid fundet Reynolds seværdig, en begavet komiker er han ikke, men han besidder en tør humor, hvor replikkerne serveres med en god portion charme og en bare lidt fimset stemme. At han ikke passer ind i Blade-universet er ikke en hemmelighed, og hans oneliners er da også en blandet landhandel, men Reynolds som skuespiller redder nu alligevel den banale sidekick-rolle fra den rene elendighed.
Den papirtynde og uoriginale historie til trods, så er Blade: Trinity en moderat underholdende sag, der ublufærdigt genbruger de kendte virkemidler fra den første film. Filmens seværdighed skal hovedsagligt findes på den visuelle side, og selvom Goyer ikke er nær så sikker en visionær som hverken Norrington eller del Toro, så serverer han nu alligevel nogle lækre billeder. Ikke overraskende er filmen velproduceret, og effekterne er udmærkede (men bruges ikke mindeværdigt). Et klagepunkt er musikken, der til tider godt kan virke en smule anstrengende. Tempoet er højt og actionscenerne fint iscenesatte uden at bringe noget nyt på bane og frembringe den samme adrenalinfølelse, som den første film gjorde.
Blade: Trinity skulle gerne stå som en afslutning på serien, da hverken karakteren eller universet retfærdiggøre en bredere udforskning, medmindre man får en virkelig innoverende historie på plads (doubt it). Både toeren og treeren savner begge den nødvendige ingrediens, som gjorde Norringtons film så fremragende og vellykket, nemlig paranoiaen. Troværdigheden indenfor filmens univers og den klaustrofobiske følelse af allestedsnærværende vampyrer. Dette finder Goyer aldrig frem. Med hans instruktørdebut har han begået en middelmådig actionfilm, der lige og lige tilfredsstiler de lave forventninger og undgår den kedsommelige grænse.
(Das, jeg har sendt en mail til dig)
26/02-2005
