Tak til Hollywood.

Drømmefabrikken har faktisk temmelig gode tider i disse år, dette skyldes blandt andet at de store selskaber nu satser på independent film med små budgetter, og hvis disse så viser sig at være gode, ryger de igennem den store PR maskine. "Ray" er startet som den lille film den rent faktisk er, budgettet er minimalt set med amerikansk øjne, og måske derfor er filmen blevet så vellykket og smuk. Her er stort set ingen påklistrede handlinger, men et simpelt og stringent gennemført forhold til den sande historie om musikeren der skulle så meget igennem, før han selv kunne nære sig af den kilde af skønhed og religiøsitet, som han selv frembragte som musiker. "RAY" er en STOR film som oplevelses i følelserne, og der er ingen omveje, som publikum forføres vi nænsomt frem til det menneskelige sammenbrud som Ray Charles mødte, og det er dybt DYBT bevægende og helt igennem en hård, men meget smuk rejse. Måske er moralen, at vi skal lære af hinanden, og ikke lade os forføre af vores ydre opfattelse af hvem vi er. Ray Charles var ihvertfald sort, opvokset i et USA hvor han blev voldsomt undertrykket, og hvor hans barndom var en udslettelig tragedie, som han til sidst ikke længere kunne flygte fra. Gør dig selv en tjeneste, og se denne film med åbne følelser, og du vil blive beriget af et medmenneskes hårde vej imod det frigjorte liv.