Biler og djævelsk fart...

2.0
... men så aboslut intet andet! Leder man efter fart, toptunede biler og ligegyldige stunts er "the Fast & the Furious" det rette sted at kigge hen! Men leder man efter andre dyder hos en film er denne ren skrald for man skal da være ualmindelig glad for biler og tunings-grej for at få megen fornøjelse ud af dette stykke opblæste, opulente og ligegyldige actionvirvar...

Paul Walker spiller undercover-agenten der påtager sig missionen at infiltrere Vin Diesels benhårde bande bestående af biltyve, fartdjævle, bøffer og endda en enkelt nørd (ja, se bare der!)! Paul Walker falder for Diesel søster og bliver mere involveret i Diesels foretagende end planlagt og pludselig er det svært at komme ud af hurlumhejet igen! En typisk skematisk fremgang for en undercover-film og "The Fast & ..." overrasker da heller ikke på noget tidspunkt, da filmen udelukkende lever af fart, biler og babes, hvilket i undertegnedes øjne bliver lovlig ensformigt efter 100 min. ren og skær bad ass-stemning og ligegyldige samtaler og dialog og ingen plotmæssige udfordringer eller reelt underholdende episoder!

I hovedrollen er Paul Walker heller ikke just nogen stor skuespiller og lader meget tilbage at ønske! Han har gevaldig svært ved at løfte filmen, som enhver hovedrolleindehaver bør og ikke engang Vin Diesel, der var ganske seværdig i det fortrinlige actionbrag "xXx" beviser sit værd! Han driver bare rundt som inkarnationen af den frie sjæl, fartdjævlen over alle fartdjævle og den baddeste ass "in town"! Filmens andre skuespillere, hvis man da overhovedet bør kalde dem det, bidrager også gladeligt til for alvor at stemple denne film som en lodden og ligegyldig b-film med evindelig ramasjang som eneste drivkraft, altså uden andet end fart og tempo på hjerte!

Men ser man filmen på egne præmisser er det svært ikke at blive fascineret af farten, tempoet og de eftertragtede "fly-rides"! Og på trods af undertegnedes skepsis overfor den overdrevede og pinagtigt "seje" bad-ass stemning og facon, er filmen dog ganske underholdende fra tid til anden og kan man koble hjernen fra, sidder man overfor glimrende og hæsblæsende tempomættet actionunderholding, der dog først til sidst virkelig inviterer publikum med på nogle vellykkede actionudøvelser! Paul Walker og Vin Diesels korte jagt til sidst i filmen demonstrerer i hvert fald et vanvittigt råt og blændende bilstunt og dette er trods lidet originalitet det meste af filmen værd, hvilket også gælder da plottet for alvor tager fart og det går op for offentligheden hvem Vin Diesel egentlig er!!

Kan man da se bort fra filmens utallige fejl og mangler vil man opdage at det er svært ikke at blive bare en anelse underholdt af dette fartglade og voldsomt actionmættede eventyr og også en anelse fascineret af dette gadeløbs-miljø, der heldigvis får ønskværdigt meget albuerum i filmen! Dette var dog ikke tilfældet i den skrækkelige opfølger der fulgte nogle år efter... Så om ikke andet bør valget falde på denne film, hvis man leder efter en vældig oktanindsprøjtning og en tur i overhalingsbanen!



"... And that's my two cents!!"
- Kent Brockman, "The Simpsons"
The Fast and The Furious