Sympatien der udeblev.

Som det kommer til udtryk længere nede på denne side, er der meget delte meninger om denne film. Så sent som i forgårs kaldte en respekteret filmkritiker filmen for en uforløst lortefilm, på trods af at kritikerne i 2002 kastede både robert og bodil efter filmen. Dette må være grund nok til en revurdering.

Selve titlen "En kærlighedshistorie" burde give anledning til eftertanke. Selvom filmen er barsk og usympatisk, er den store drivkraft og filmens bindemiddel kærligheden, som er tilstæde i en lang højere og mere intens grad end i de klassiske hollywood love stories.

Kira er filmens midtpunkt. Filmen starter med hendes tilbagekomst til hverdagen efter en tur på psykiatrisk afdeling, ifølge eget udsagn fordi hun var "for" ked af det. Hun er igennem filmen den person, som seeren skal identificere sig med, men lykkes kun delvist. Kira er lige fra starten for syg til, at man for alvor kan føle med hende. Samtidig bliver det reele indhold af hendes problemer, og af ægtemanden Mads' utroskab først præsenteret på et så fremskredent tidspunkt, at distancen til Kira allerede er skabt. Man kommer i stedet til at placere medlidenheden hos Mads, som dog er en biperson i en handling der har sin akse hos Kira. Man kommer til at føler med ham når han må tage turen over øresund, for at hente hende i Malmø efter et ualmindeligt kluntent sidespring. Dog ligger Mads' eget sidespring og lurer i baggrunden, hvilket heller ikke gør det muligt at indvolvere sig i hans historie.

Den manglende identifikation gør, at man aldrig for alvor involverer sig i Kiras person. Dog er filmen, selv med distance til personerne, en velfortalt og interessant historie, som ofte kaster en følelse af modløshed over seeren, for uanset hvordan man vender og drejer historien, virker en skilsmisse, som den eneste potentielle "lykkelige" slutning. En anden ting, der er med til at styrke filmen, er de to børn, som, i mangel af bedre, ender med at blive fikspunkt for seeren, da de kun kan se til mens moderen og faderen på hver deres måde blotter svagheder for hinanden og omverdenen.

Alt i alt står man tilbage med et stilrent og velfortalt filmisk værk, som dog aldrig når derind hvor det gør ondt. Der mangler identifikation hos seeren, hvilket kun bliver styrket i den uforløste slutning. Der er utroligt mange gode og modige elementer i "En kærlighedshistorie", men det er som at Ole Christian Madsen har frygtet, at filmen ikke blev hård nok, og det er synd, for det skaber en ligegyldighed overfor de ellers velspillede hovedpersoner.

Lort, uforløst eller prisværdigt? Lort nej, uforløst ja, prisværdigt tja..... I filmåret 2001 var "En Kærlighedshistorie" årets bedste danske film, men det siger mere om filmåret end det siger om filmen...