international kaliber

Efter hans talentfulde og kritikerroste indsats med denne ambitiøse, men også yderst vellykkede debutfilm, er instruktøren Nikolaj Arcel nærmest blevet udråbt som Danmarks nye håb indenfor filmmediet. Og man må da sige, at det prestigefyldte postulat er velplaceret og berettiget, da Arcel har formået det nærmest utrolige; han har begået en dansk spændingsthriller i verdensklasse, der ikke ligger skjul på, at de amerikanske forbilleder har haft stor betydning for resultatet, som så alligevel er blevet helt sin egen. Kongekabale kunne sagtens have endt som en smertende prætentiøs og plagierende sag, men det er den heldigvis ikke. Simultant med studiekammeraten Christoffer Boe (der lavede den komplicerede, men også absolut fremragende og innovative Reconstruction) har Arcel lagt stor vægt og energi i den medfortællende æstetik, hvor dansk films ellers så kedelige og udtryksløse visuelle side har fået noget af en ansigtsløftning, og bare for det fortjener Arcel stor respekt og hæder. Heldigvis fungerer Kongekabale dog også på mange andre punkter, så den ikke bare ender som stiliseret ligegyldighed.

Baseret på romanen af Niels Krause-Kjær får vi serveret den velkendte fortælling om den rendyrkede helt med stedvis samvittighedskvaler og en upåklagelig retfærdighedssans. Han spilles med stor indsigt og følsomhed af Anders W. Berthelsen, der eller ikke altid har vist multifacetter. Han bakkes op af cremen af danske skuespillere, og Kongekabale emmer af klasseskuespil, hvor gnisterne springer ildfarligt. Søren Pilmark er i særdeleshed velvalgt som den korrumperede politiker, der for enhver pris vil indtage statsministerposten. Han får nærmest lidt af et comeback her, hvor han beviser, at han faktisk har været en talentfuld skuespiller engang og stadigvæk kan, når han holder sig fra de bovlamme reklamer. I scenen hvor hans gennemtrængende øjne genspejles i vinduet med byen i baggrunden, løber det koldt ned af ryggen på publikum. Birollerne er velbesatte, ingen falder igennem og alle yder deres figur retfærdighed. Nu er personkarakteristikken også gennemførte og nuancerede, og selvom man aldrig er i tvivl om hvem man skal holde med, så er helte/skurke opdelingen langtfra så snæversindet og naivt, som man kunne have frygtet.

Magtkampe, dybdegående intriger og konspirationsteorier på Christiansborg. Ikke det mest åbenlyse, men handlingen er uhyggelig og nærmest chokerende plausibel. Arcel udviser et køligt overblik, hvor filmen er stramt fortalt og udvikles med en forrygende filmmæssig sikkerhed. Indimellem bliver plottet en smule for korruptsøgende og ’amerikaniseret’, men Kongekabale er en gennemgående medrivende og atypisk politisk thriller, der tør at stille spørgsmålstegn ved politikernes integritet, og gør dette med neglebidende spænding i tilgift.

Billedsiden er et kapitel for sig. Arcel har selv udnævnt Michael Mann som en af hans helt store inspirationskilder og idoler (og hvem i alverden kan bebrejde ham? Mann er jo usigelig genial!), og Arcel har sandsynligvis set The Insider mere end en gang. Billederne besidder i hvert fald noget af den samme nærgående intensitet, som The Insider var så rig på, og selvom Arcel naturligvis aldrig optages i samme boldgade som Mann, så er det i dansk films sammenhæng nærmest fornyende og originalt. Arcel overeksponerer heldigvis aldrig sine virkemidler, men bruger dem hovedsagligt kun når det gavner handlingsfremdriften. Den visuelle side er velafbalanceret og stemningsfyldt og giver filmen velfortjent mange lag. Belysningen nærmer sig det virtuose, mens musikken er herlig atypisk dansk og til tider hårrejsende.

Jeg fandt indledningen en smule genial i dens egen enkelhed. Ofret, der lige inden ulykken sidder og ryger en tiltrængt cigaret. Dette kunne symbolisere ’den sidste nydelse’, men jeg læser det mere som en subtil kritik af det politisk korrekte på film. Kongekabales klimaks er modigt opsat, da man slet ikke øjensynligt involveres i det, da sekvensen foregår off screen. Arcel fokuserer i stedet på den menneskelige implikation fra specielt Berthelsens karakter, og dette fungerer 100 procent efter hensigten, da afsløringen bliver desto mere kraftfuld. Arcel slutter dog filmen en smule ondskabsfuld, da man gennem voice-over hører, at Pilmarks karakter senere får genoprejsning og politisk succes. Filmens politiske aspekt kan jeg ikke yde retfærdighed, så det vil jeg holde mig helt fra.

Nikolaj Arcel har begået en tiltrængt international appellerende film, der ikke bare svælger i dens selvfede socialrealisme, men prøver med succes på at udvide danske horisonter. Efter dansk film på det seneste er gået en del i selvsving med meget få egenrådige værker, er det ikke kun behageligt og tilfredsstillende, men direkte fremragende og varmende at se en film som Kongekabale.