Mission actionpacked!
3.0
John Woo har med ”M:I-2” ikke alene begået en forrygende, dog ret atypisk fortsættelse til forgængeren, hvis univers begik sig i spiongenren, men også atter en gang demonstreret sit talent for at skabe bragende kulørt og medrivende underholdning! Woos actionscener har altid været beundret og efterstræbt, hvilket bestemt ikke laves om på i denne film, der vanen tro byder på actionballet af høj klasse, effektiv underholdning, eksplosiv kameraføring og slo-mo udskejelser hidtil ikke set magen! Dog må man sige at plottet halter noget efter og selvom underholdningen er i højsædet, indeholder filmen flere kedsommelige scener, der i kraft af et sløvt og intetsigende manuskript falder til jorden i forsøget på at skabe en række stillestående sekvenser i en ellers prangende og veludført actionfilm!
Tom Cruise påtager sig atter rollen som den velbevandrede agent, Ethan Hunt, der virker mere i stødet end nogensinde! Rollen virker ikke som nogen stor udfordring og Cruise giver den da også på rutinen, men i stedet for at give sig i lag med blændende skuespilkunst har han valgt at udføre sine stunts selv og har til lejligheden endda lært en lang række cirkelspark, kolbøtter, håndkantsslag og pivoterende vejrmøller! Ethan Hunt kastes i dette kapitel af ”Mission Impossible”-sagaen, der snarligst kan hovmode sig af at være en fuldblods trilogi, ud i en heftig kamp mod superskurken Sean Ambrose, spillet glimrende af Dougray Scott, en afhoppet agent, der har været skyld i Hunts år lange ven, Dr. Nekhorvichs død! Desuden har denne berygtede bandit erhvervet sig en giftig virus, som han, tro mod det store og stadig ekspanderende galleri af ”Bond-looking” slyngler, truer med at slippe ud over Sydney, hvis ikke han får sin uretfærdige vilje og ”loads of” ussel mammon mellem hænderne! Hunt er ikke sen til at give ham modstand og med hjælp fra Nyah Nordorff-Hall, en let irriterende Thandie Newton, kommer de snart ind under huden på denne brutale slambert, hans gruopvækkende planer og giver ham kamp til stregen! Som sagt funkler dette plot ikke just af lyse ideer og blændende nytænkning, men derimod af en nådeløs række klicheer og forudsigelig handling! Dog overdøver dette ikke den larmende og effektive actiondel, der traditionen tro tangerer som Woos varemærke, og heldigvis fejler filmen ikke spor på dette punkt!
Woo og hans imponerende stab af effektfolk, stuntmænd og andre gæve actiongutter har med stort held fået en yderst ærværdig actiondel stablet på benene, og selvom man skal et godt stykke vej ind i filmen før de helt store og flotte actionparader finder sted, er de helt sikkert ventetiden værd! Især bør den lange og vanvittigt actionmættede slutspurt nævnes som en af de bedste og mest hæsblæsende actionsekvenser i lange tider! Tom Cruise forsøger at infiltrere Ambroses klassiske ”skurke-compund”, hvilket udløser hårdtslående og smukt koreograferede ”fist fights”, eminent kameraføring og brug af slo-mo til de forrygende skuddueller og endeligt med eminent udførte stunts i den forbryderisk hurtige biljagt til slut! Action har sjældent været mere virkningsfuldt og eminent fuldbyrdet! Stuntene og actionelementerne er prangende, øredøvende og af en sådan kvalitet, at man ikke kan andet end beundre Woos åbenlyse talent og forståelse for effektiv underholdning og udførelse af samme! Eksploderende, flammende og snurrende biler, intense og velfotograferede skuddueller og som finale en pragtfuld duel mellem Ambrose og Hunt på motorcykler, der ender i en æstetisk og admirabel slåskamp mellem førnævnte kamphaner!
Slo-mo effekterne, som Woo ofte har vist en slem tendens til at overdrive og udnytte grænsende til det skammelige, er i ”M:I-2” velanvendte og majestætisk vellykkede! Kun i få passager føler man at Woo har brugt dem uden stor effekt og forståelse, men blot som ligegyldigt spil for galleriet, mens størstedelen af actionsekvenserne inkluderer tilpas brug og smart udtænkte manøvrer indbefattende foranstående filmiske virkemiddel! Bl.a. når Cruise midt i et rullefald åbner op for sluserne på sine semi-automatiske håndpistoler og eksekverer et veludført stunt, får vi gerne smasket en virksom brug af slo-mo op i fjæset, hvilket understreger filmens ”bad-ass appearence” og mangel på trykkende stemning og fortættet spænding som 1’eren besad!
For på trods af at filmen er en stærkt underholdende og brillant actionfilm, med utallige seværdige stunts og hårdhændede action anordninger, kan man dog føle sig en kende skuffet over filmens manglende respekt for første kapitel i serien omhandlende Ethan Hunts lysende agentkarriere og dennes eminente stemning og solide plot! For ”M:I-2” er helt og holdent ikke andet end en lang række action finesser, men et gennemslagskraftigt handlingsforløb kan man finde sig nødsaget til at skyde en lang pil efter! Som sagt før er plottet gennembanalt og uhyre letkøbt, men ikke nok med det, så må man også sande at filmens intensitet ikke holder vand i andet end actionscenerne og de forholdsvis talrige sekvenser uden detonerende biler og skrattende maskinpistoler virker voldsomt døde og uinteressant, hvilket langtfra var tilfældet i seriens første afsnit! Selvom der er fart over feltet og energisk spænding i næsten samtlige af filmens minutter kan man ikke slippe udenom at føle kedsommelighedens tunge vægt på sine skuldre og man trykkes længere og længere ned i sofaen, sengen, sækkestolen eller hvor man nu er placeret, og ens tanker føres hurtigt hen på en unægtelig længsel efter mere action og hjernedød hurlumhej!
Dette definerer dog også den fæle tilbøjelighed Woo har lagt for dagen efter sin ankomst til Hollywood, for ingen af hans film fra denne periode har haft særligt spændende personportrætter eller karakterer, som jo bekendt var tilfældet i bl.a. den fornemme ”The Killer”, og det er synd og skam, specielt når han før han demonstreret sin udsøgte forståelse for dette aspekt! Derfor kan man slippe opfattelsen af, at Woos film fra Hollywood ikke er andet end tyndt opkog af fordums tiders store kraftpræstationer, og dette gælder så sandelig også ”M:I-2”!
Desværre skal man som sagt vente til filmens afsluttende finale for virkelig at nyde de store brag og rabalder fra effektfolkenes formentlig utømmelige poser af krudt og ramasjang, hvilket resulterer i at filmen må se sig selv i den uheldige besiddelse, det må sandes at være, at indeholde skamløst kedelige scener og opsigtsvækkende ensformigt skuespil og flade karakterer! Skuespillet gnistrer nemlig heller ikke just af intensitet og kemien mellem skuespillerne er ikke mærkbar, selvom Dougray Scott ganske givet gør et fint stykke arbejde i rolle som den afstumpede usling af en superskurk, Sean Ambrose! Tom Cruise har ikke meget at byde på i en relativt nem rolle og leverer en monoton, men dog vældig frisk og veloplagt præstation, mens Thandie Newton til tider syntes irriterende og forsøgt smart og lækker!
Så sandt er, at John Woo brillerer på actionfronten og ”M:I-2” kan ikke nægtes at byde på formidable actionscener og heftig, hurtig og glimrende underholdning, men til gengæld keder den grumt når actionpulsen falder! Dette faktum efterlader med andre ord Woos gode intentioner i en let middelmådig og forbløffende jævn indpakning og udstråling, der dog vinder på en underholdningsværdi, der er værd at tage og føle på, men taber så ærgerligt meget pga. en foruroligende lang rad af intetsigende scener og generelt stillestående og harmløst skuespil!
"Seriously baby, I can prescribe anything I want!!"
- Dr. Nick Riviera, "The Simpsons"
Tom Cruise påtager sig atter rollen som den velbevandrede agent, Ethan Hunt, der virker mere i stødet end nogensinde! Rollen virker ikke som nogen stor udfordring og Cruise giver den da også på rutinen, men i stedet for at give sig i lag med blændende skuespilkunst har han valgt at udføre sine stunts selv og har til lejligheden endda lært en lang række cirkelspark, kolbøtter, håndkantsslag og pivoterende vejrmøller! Ethan Hunt kastes i dette kapitel af ”Mission Impossible”-sagaen, der snarligst kan hovmode sig af at være en fuldblods trilogi, ud i en heftig kamp mod superskurken Sean Ambrose, spillet glimrende af Dougray Scott, en afhoppet agent, der har været skyld i Hunts år lange ven, Dr. Nekhorvichs død! Desuden har denne berygtede bandit erhvervet sig en giftig virus, som han, tro mod det store og stadig ekspanderende galleri af ”Bond-looking” slyngler, truer med at slippe ud over Sydney, hvis ikke han får sin uretfærdige vilje og ”loads of” ussel mammon mellem hænderne! Hunt er ikke sen til at give ham modstand og med hjælp fra Nyah Nordorff-Hall, en let irriterende Thandie Newton, kommer de snart ind under huden på denne brutale slambert, hans gruopvækkende planer og giver ham kamp til stregen! Som sagt funkler dette plot ikke just af lyse ideer og blændende nytænkning, men derimod af en nådeløs række klicheer og forudsigelig handling! Dog overdøver dette ikke den larmende og effektive actiondel, der traditionen tro tangerer som Woos varemærke, og heldigvis fejler filmen ikke spor på dette punkt!
Woo og hans imponerende stab af effektfolk, stuntmænd og andre gæve actiongutter har med stort held fået en yderst ærværdig actiondel stablet på benene, og selvom man skal et godt stykke vej ind i filmen før de helt store og flotte actionparader finder sted, er de helt sikkert ventetiden værd! Især bør den lange og vanvittigt actionmættede slutspurt nævnes som en af de bedste og mest hæsblæsende actionsekvenser i lange tider! Tom Cruise forsøger at infiltrere Ambroses klassiske ”skurke-compund”, hvilket udløser hårdtslående og smukt koreograferede ”fist fights”, eminent kameraføring og brug af slo-mo til de forrygende skuddueller og endeligt med eminent udførte stunts i den forbryderisk hurtige biljagt til slut! Action har sjældent været mere virkningsfuldt og eminent fuldbyrdet! Stuntene og actionelementerne er prangende, øredøvende og af en sådan kvalitet, at man ikke kan andet end beundre Woos åbenlyse talent og forståelse for effektiv underholdning og udførelse af samme! Eksploderende, flammende og snurrende biler, intense og velfotograferede skuddueller og som finale en pragtfuld duel mellem Ambrose og Hunt på motorcykler, der ender i en æstetisk og admirabel slåskamp mellem førnævnte kamphaner!
Slo-mo effekterne, som Woo ofte har vist en slem tendens til at overdrive og udnytte grænsende til det skammelige, er i ”M:I-2” velanvendte og majestætisk vellykkede! Kun i få passager føler man at Woo har brugt dem uden stor effekt og forståelse, men blot som ligegyldigt spil for galleriet, mens størstedelen af actionsekvenserne inkluderer tilpas brug og smart udtænkte manøvrer indbefattende foranstående filmiske virkemiddel! Bl.a. når Cruise midt i et rullefald åbner op for sluserne på sine semi-automatiske håndpistoler og eksekverer et veludført stunt, får vi gerne smasket en virksom brug af slo-mo op i fjæset, hvilket understreger filmens ”bad-ass appearence” og mangel på trykkende stemning og fortættet spænding som 1’eren besad!
For på trods af at filmen er en stærkt underholdende og brillant actionfilm, med utallige seværdige stunts og hårdhændede action anordninger, kan man dog føle sig en kende skuffet over filmens manglende respekt for første kapitel i serien omhandlende Ethan Hunts lysende agentkarriere og dennes eminente stemning og solide plot! For ”M:I-2” er helt og holdent ikke andet end en lang række action finesser, men et gennemslagskraftigt handlingsforløb kan man finde sig nødsaget til at skyde en lang pil efter! Som sagt før er plottet gennembanalt og uhyre letkøbt, men ikke nok med det, så må man også sande at filmens intensitet ikke holder vand i andet end actionscenerne og de forholdsvis talrige sekvenser uden detonerende biler og skrattende maskinpistoler virker voldsomt døde og uinteressant, hvilket langtfra var tilfældet i seriens første afsnit! Selvom der er fart over feltet og energisk spænding i næsten samtlige af filmens minutter kan man ikke slippe udenom at føle kedsommelighedens tunge vægt på sine skuldre og man trykkes længere og længere ned i sofaen, sengen, sækkestolen eller hvor man nu er placeret, og ens tanker føres hurtigt hen på en unægtelig længsel efter mere action og hjernedød hurlumhej!
Dette definerer dog også den fæle tilbøjelighed Woo har lagt for dagen efter sin ankomst til Hollywood, for ingen af hans film fra denne periode har haft særligt spændende personportrætter eller karakterer, som jo bekendt var tilfældet i bl.a. den fornemme ”The Killer”, og det er synd og skam, specielt når han før han demonstreret sin udsøgte forståelse for dette aspekt! Derfor kan man slippe opfattelsen af, at Woos film fra Hollywood ikke er andet end tyndt opkog af fordums tiders store kraftpræstationer, og dette gælder så sandelig også ”M:I-2”!
Desværre skal man som sagt vente til filmens afsluttende finale for virkelig at nyde de store brag og rabalder fra effektfolkenes formentlig utømmelige poser af krudt og ramasjang, hvilket resulterer i at filmen må se sig selv i den uheldige besiddelse, det må sandes at være, at indeholde skamløst kedelige scener og opsigtsvækkende ensformigt skuespil og flade karakterer! Skuespillet gnistrer nemlig heller ikke just af intensitet og kemien mellem skuespillerne er ikke mærkbar, selvom Dougray Scott ganske givet gør et fint stykke arbejde i rolle som den afstumpede usling af en superskurk, Sean Ambrose! Tom Cruise har ikke meget at byde på i en relativt nem rolle og leverer en monoton, men dog vældig frisk og veloplagt præstation, mens Thandie Newton til tider syntes irriterende og forsøgt smart og lækker!
Så sandt er, at John Woo brillerer på actionfronten og ”M:I-2” kan ikke nægtes at byde på formidable actionscener og heftig, hurtig og glimrende underholdning, men til gengæld keder den grumt når actionpulsen falder! Dette faktum efterlader med andre ord Woos gode intentioner i en let middelmådig og forbløffende jævn indpakning og udstråling, der dog vinder på en underholdningsværdi, der er værd at tage og føle på, men taber så ærgerligt meget pga. en foruroligende lang rad af intetsigende scener og generelt stillestående og harmløst skuespil!
"Seriously baby, I can prescribe anything I want!!"
- Dr. Nick Riviera, "The Simpsons"
03/03-2005
