der bor nisser i mit hoved
2.0
Spoilers
I ”Adaptation” siger Charlie Kaufman, at den mest brugte kliché i film i dag næst efter seriemordere, er personlighedsspaltning. I James Mangolds suspense-film ”Identity” bruges begge disse klichéer sammen med en mængde andre til at fortælle en forudsigelig og tam historie. Ti personer ender på det samme motel i Nevada-ørkenen under et kraftigt regnskyl, der oversvømmer hovedvejene. Selvfølgelig opstår der pludseligt en række mord. Det plejer der jo at gøre i sådanne situationer i denne type film. Plottwistet i filmen er så blot, at det hele foregår i hovedet på en mand, der lider af personlighedsspaltning. Dette fremgår allerede i de første scener, men alligevel serveres det hele, som var det en overraskelse. Det forklarer hvorfor karaktererne er så overfladiske og stereotype. Men plottet burde ikke betyde så meget i denne type film, så længe suspenset fungerer. Det gør det kun halvt. For eksempel i scenen hvor et par skændes gennem en dør, og pigen hører nogle underlige lyde på den anden side. Hvis man blot har set nogle ganske få slasher-film, så har man allerede regnet ud hvad der vil ske, og derfor bliver det aldrig spændende. Jeg praler ikke med, at jeg havde regnet det ud, men jeg konstaterer blot at klichéerne i høj grad ødelagde oplevelsen. Det er ærgerligt at se en film forsøge at være intelligent som ”The Usual Suspects”, ”Memento” eller for dens sags skyld ”Psycho”, men det lykkedes aldrig for ”Identity” at nå disse højder. Hvis man er til motel-slasher-whodunnit-film, så foreslår jeg Wikke og Rasmussens underholdende ”Motello”, der er en satire på alle de klichéer, der optræder i film som ”Identity”. John Cusack er som sædvanlig god, men det er svært at redde et manuskript, der vil så meget, at det ingenting formår.
I ”Adaptation” siger Charlie Kaufman, at den mest brugte kliché i film i dag næst efter seriemordere, er personlighedsspaltning. I James Mangolds suspense-film ”Identity” bruges begge disse klichéer sammen med en mængde andre til at fortælle en forudsigelig og tam historie. Ti personer ender på det samme motel i Nevada-ørkenen under et kraftigt regnskyl, der oversvømmer hovedvejene. Selvfølgelig opstår der pludseligt en række mord. Det plejer der jo at gøre i sådanne situationer i denne type film. Plottwistet i filmen er så blot, at det hele foregår i hovedet på en mand, der lider af personlighedsspaltning. Dette fremgår allerede i de første scener, men alligevel serveres det hele, som var det en overraskelse. Det forklarer hvorfor karaktererne er så overfladiske og stereotype. Men plottet burde ikke betyde så meget i denne type film, så længe suspenset fungerer. Det gør det kun halvt. For eksempel i scenen hvor et par skændes gennem en dør, og pigen hører nogle underlige lyde på den anden side. Hvis man blot har set nogle ganske få slasher-film, så har man allerede regnet ud hvad der vil ske, og derfor bliver det aldrig spændende. Jeg praler ikke med, at jeg havde regnet det ud, men jeg konstaterer blot at klichéerne i høj grad ødelagde oplevelsen. Det er ærgerligt at se en film forsøge at være intelligent som ”The Usual Suspects”, ”Memento” eller for dens sags skyld ”Psycho”, men det lykkedes aldrig for ”Identity” at nå disse højder. Hvis man er til motel-slasher-whodunnit-film, så foreslår jeg Wikke og Rasmussens underholdende ”Motello”, der er en satire på alle de klichéer, der optræder i film som ”Identity”. John Cusack er som sædvanlig god, men det er svært at redde et manuskript, der vil så meget, at det ingenting formår.
05/03-2005
