Stiløvelse uden sjæl
4.0
Ja, så kom den. Nordkraft. Filmatiseringen af dette årtusindes mest omtalte danske bog.
Nordkraft handler om Allan, Maria og Steso. De har hver deres tilgang til stofferne. Allan er tidligere misbruger, Maria er kæreste med en pusher og Steso er konstant påvirket. Deres historier kører paralelt, men krydser af og til hinanden i løbet af filmen. Dog ikke i en sådan grad, at det bliver en decideret drivkraft.
Kammeraet er til gengæld en enorm drivkraft. Ole Christian Madsen har brugt alle tricks'ene i bogen (Tarantino skal nok få et julekort af ham), plus en del nye for at gøre hver enkelt billede interessant. Og det bliver det også. Men det er ikke en ubetinget succes. Startsekvensen med Maria er et billigt plagiat af Ewan McGregors kolde tyrker i "Trainspotting". Og når Allan krænger sin sjæl ud på en date med drømmedamen, kan Ole Christian Madsen ikke lade være med at sætte kameraet i rotation om bordet, og på den måde gøre os rundtossede i stedet for at involvere os.
I takt med at historien udvikler sig, bliver der skruet ned for krumsprigende. Og det giver plads til filmens skuespillere, der, alle som en, brænder stærkt igennem. De virker djævelsk troværdige, og man tvivler ikke et sekund på hvad de siger. Især Thure Lindhardt er suveræn, som den lomme-poetiske, -filosofiske og -psykologiske Steso.
Selvom de tre sideløbende historier bliver fortalt med dynamik og intensitet, kommer man aldrig ind under huden på personerne. De to timer flyver afsted, og man når aldrig at få tid til at bekymre sig om personerne. Eksempelvis er Marias indre konflikt, om hvorvidt hun skal forlade Pusher-kæresten Asger, aldrig nok "in your face" til at du bliver tvunget til at tage stilling til den. Der bliver lynhurtigt klippet til en af de andre historier, og når Maria næste gang dukker op, er der nye ting at tage stilling til.
Handlingen er i det hele taget en anelse forudsigelig, og man kunne ønske sig at instruktøren havde valgt bare en af de tre historier fra, og gennemarbejdet de to andre lidt mere. Men, det er forståeligt, at han ikke har kunnet vælge den ene fremfor den anden. For det er, på hver sin måde, tre gode historier, men der er bare ikke plads til dem alle sammen på 125 minutter.
Nordkraft er Ole Christian Madsens hidtil bedste film, og den skal nok blive en succes. Filmen vil uden tvivl lokke folk i biografen, som normalt ikke ser "junkie-film". Folk, der ikke har set Trainspotting, Basketball Diaries og lignende, vil kunne få stor glæde af denne film. Men for os andre er det lidt en gentagelse. Vi har set folk sniffe og sprøjte sig, vi har set folk tage overdoser og vi har set folk gå kolde.
Filmens visuelle sider og det fænomenale skuespil er dog rigeligt til at gøre filmen god. Men den bringer ikke noget nyt med sig, og den kravler ikke ind under huden på seeren. Det samme problem havde Ole Christian Madsens sidste film "En Kærlighedshistorie" også, og det kunne være, at han skulle ligge lidt flere kræfter i historien, fremfor i billederne, for dem har han bevist, at han kan lave.
Nordkraft handler om Allan, Maria og Steso. De har hver deres tilgang til stofferne. Allan er tidligere misbruger, Maria er kæreste med en pusher og Steso er konstant påvirket. Deres historier kører paralelt, men krydser af og til hinanden i løbet af filmen. Dog ikke i en sådan grad, at det bliver en decideret drivkraft.
Kammeraet er til gengæld en enorm drivkraft. Ole Christian Madsen har brugt alle tricks'ene i bogen (Tarantino skal nok få et julekort af ham), plus en del nye for at gøre hver enkelt billede interessant. Og det bliver det også. Men det er ikke en ubetinget succes. Startsekvensen med Maria er et billigt plagiat af Ewan McGregors kolde tyrker i "Trainspotting". Og når Allan krænger sin sjæl ud på en date med drømmedamen, kan Ole Christian Madsen ikke lade være med at sætte kameraet i rotation om bordet, og på den måde gøre os rundtossede i stedet for at involvere os.
I takt med at historien udvikler sig, bliver der skruet ned for krumsprigende. Og det giver plads til filmens skuespillere, der, alle som en, brænder stærkt igennem. De virker djævelsk troværdige, og man tvivler ikke et sekund på hvad de siger. Især Thure Lindhardt er suveræn, som den lomme-poetiske, -filosofiske og -psykologiske Steso.
Selvom de tre sideløbende historier bliver fortalt med dynamik og intensitet, kommer man aldrig ind under huden på personerne. De to timer flyver afsted, og man når aldrig at få tid til at bekymre sig om personerne. Eksempelvis er Marias indre konflikt, om hvorvidt hun skal forlade Pusher-kæresten Asger, aldrig nok "in your face" til at du bliver tvunget til at tage stilling til den. Der bliver lynhurtigt klippet til en af de andre historier, og når Maria næste gang dukker op, er der nye ting at tage stilling til.
Handlingen er i det hele taget en anelse forudsigelig, og man kunne ønske sig at instruktøren havde valgt bare en af de tre historier fra, og gennemarbejdet de to andre lidt mere. Men, det er forståeligt, at han ikke har kunnet vælge den ene fremfor den anden. For det er, på hver sin måde, tre gode historier, men der er bare ikke plads til dem alle sammen på 125 minutter.
Nordkraft er Ole Christian Madsens hidtil bedste film, og den skal nok blive en succes. Filmen vil uden tvivl lokke folk i biografen, som normalt ikke ser "junkie-film". Folk, der ikke har set Trainspotting, Basketball Diaries og lignende, vil kunne få stor glæde af denne film. Men for os andre er det lidt en gentagelse. Vi har set folk sniffe og sprøjte sig, vi har set folk tage overdoser og vi har set folk gå kolde.
Filmens visuelle sider og det fænomenale skuespil er dog rigeligt til at gøre filmen god. Men den bringer ikke noget nyt med sig, og den kravler ikke ind under huden på seeren. Det samme problem havde Ole Christian Madsens sidste film "En Kærlighedshistorie" også, og det kunne være, at han skulle ligge lidt flere kræfter i historien, fremfor i billederne, for dem har han bevist, at han kan lave.
05/03-2005
