Dobermann i fri dressur
2.0
Dobermann er en hæmningsløs film uden fine fornemmelser. Larmende, brutalt effekt-jagende, fortællemæssigt tyndbenet og dybest set som et ubehageligt trip. Jan Kounens på alle måder overgearede forhold til sit materiale har sine gode sider, blandt andet et rasende tempo og en til tider suveræn visuel opfindsomhed, men det skjuler ikke, at Dobermann ret beset er en speedet hundeprut i en stroboskopisk blinkende sirene.
Dette er en kort anmeldelse af et fyrværkeri
Når Jan Kounen kører i højeste gear med eksplosioner, skuddueller, biljagter og flaksende kameraføringer er han uden tvivl i klasse med de allerbedste i genren. Der bør heller ikke herske tvivl om, at den dag han vitterligt drister sig til at fortælle noget med sit uomtvistelige visuelle talent, så kan europæisk film bryste sig af en vild slægtning til amerikanere som Coen-brødrene og Sam Raimi. Indtil da står Dobermann som et eksemplar af den filmiske misvækst kaldet "et fyrværkeri af en film". Det er noget så eksplosivt og imponerende i mørket, men ude i lyset er der ikke stort andet end en begyndende tinnitus og flimmer for øjnene tilbage.
Der findes film der med stor determination går efter at komme i bukserne på seeren (de anmeldes ikke i Scope), der findes nogle, der går efter stimulation af hjernecellerne og der findes dem, der uden at kny går efter at sætte tempoet op i seerens blodbaner og overvælde synscentrene. Dobermann kan det der med at sætte tempo og overvælde. Problemet er, at filmen på intet tidspunkt er rigtigt spændende, dertil er personerne ganske enkelt for ligegyldige i deres skematik, og det høje tempo kommer i længden til at virke forceret. Filmen rummer heller ingen sammenhængende fortælling, kun enkeltstående "hændelser" at klistre den hidsige action op på.
Overvældende er den store fascination af spektakulær vold, ligesom man overvældes af ubehag ved den samvittigshedsfulde skildring af den rablende politikommissærs psykologiske vold. Men mest overvældende er i sidste ende kedsomheden i de lange tamme perioder, hvor instruktøren helt synes at have tabt fornemmelsen for at holde liv i actionbålet.
Hvor længe holder ih! næh! og åh!?
Indrømmet, inde i mørket og bænket foran fyrværkeriet føler man sig til tider godt underholdt. Det skal Hr. Kounen ha'. Man ih'er og næh'er og åh'er. Er man af den opfattelse, at den slags er præcis, hvad en biograftur handler om, kan man med Dobermann i snoren aldrig gå helt galt i byen. Hvor længe der så går før hunden opløses i den smågrå sommeraften er en helt anden og besværlig historie om smag, behag og vindretning.
Dette er en kort anmeldelse af et fyrværkeri
Når Jan Kounen kører i højeste gear med eksplosioner, skuddueller, biljagter og flaksende kameraføringer er han uden tvivl i klasse med de allerbedste i genren. Der bør heller ikke herske tvivl om, at den dag han vitterligt drister sig til at fortælle noget med sit uomtvistelige visuelle talent, så kan europæisk film bryste sig af en vild slægtning til amerikanere som Coen-brødrene og Sam Raimi. Indtil da står Dobermann som et eksemplar af den filmiske misvækst kaldet "et fyrværkeri af en film". Det er noget så eksplosivt og imponerende i mørket, men ude i lyset er der ikke stort andet end en begyndende tinnitus og flimmer for øjnene tilbage.
Der findes film der med stor determination går efter at komme i bukserne på seeren (de anmeldes ikke i Scope), der findes nogle, der går efter stimulation af hjernecellerne og der findes dem, der uden at kny går efter at sætte tempoet op i seerens blodbaner og overvælde synscentrene. Dobermann kan det der med at sætte tempo og overvælde. Problemet er, at filmen på intet tidspunkt er rigtigt spændende, dertil er personerne ganske enkelt for ligegyldige i deres skematik, og det høje tempo kommer i længden til at virke forceret. Filmen rummer heller ingen sammenhængende fortælling, kun enkeltstående "hændelser" at klistre den hidsige action op på.
Overvældende er den store fascination af spektakulær vold, ligesom man overvældes af ubehag ved den samvittigshedsfulde skildring af den rablende politikommissærs psykologiske vold. Men mest overvældende er i sidste ende kedsomheden i de lange tamme perioder, hvor instruktøren helt synes at have tabt fornemmelsen for at holde liv i actionbålet.
Hvor længe holder ih! næh! og åh!?
Indrømmet, inde i mørket og bænket foran fyrværkeriet føler man sig til tider godt underholdt. Det skal Hr. Kounen ha'. Man ih'er og næh'er og åh'er. Er man af den opfattelse, at den slags er præcis, hvad en biograftur handler om, kan man med Dobermann i snoren aldrig gå helt galt i byen. Hvor længe der så går før hunden opløses i den smågrå sommeraften er en helt anden og besværlig historie om smag, behag og vindretning.
19/11-2018