gode gys, men lidt kedelig

Kompetent og virkningsfuld asiatisk gyser, der her de sidste år er blevet uhyre populære i især Europa, hvor importen er forøget betydeligt. Det var den nu famøse Hideo Nakatas The Ring der forårsagede interessen, og han blev derved et stort navn i filmkredse. Nakata er også instruktøren bag Dark Water, og han videreudforsker det paranormale og psykologiske gys, men det er nu tvivlsomt, at denne film vil erhverve sig samme kultstatus, som The Ring gjorde.

Historien kredser denne gang om et næsten faldefærdigt hus, hvor mystikken kommer fra en forsvunden pige, der hjemsøger den nyskilte hovedperson og hendes datter. Handlingen er fermt sammenspundet, og der trækkes gode paralleller mellem hjemsøgelseselementet og hovedpersonens psykiske nedbrydelse overfor pædagogerne, der skal bestemme om pigen skal bo hos faderen eller moderen. Desværre formåede Nakata for mit vedkommende aldrig at opbygge en ægte interesse for hovedpersonerne, der mere fungerer som statister i den insinuerende og subtile gys. Der overspilles generelt en smule for meget, og selvom karaktererne er moderat gennemførte, så vækkes de aldrig for alvor til live.

De detaljemættede billeder er virkelig flotte, og musikken fungerer glimrende som stemningssætter. Uhyggen er dog ikke tommetyk, og de skræmmende scener serveres fragmentarisk. Niveauet hæves dog betydeligt i den nervepirrende og ret intense finale, hvor gysene nærmest står i kø. Her følte jeg virkelig, at man fik noget for pengene, og Nakatas atypiske øje for gysergenrens forslidte, men probate virkemidler fornægter sig ikke. Desværre afslutter han Dark Water med et komplet unødvendigt spring i tiden, hvor sentimentalitet driver mere insisterende end vand. Den optimistiske slutning passer slet ikke ind i den konstant trykkende stemning, som Dark Water ellers har besiddet under hele forløbet. Jeg er dog glad for, at jeg fik lejlighed til at se originalversionen før den amerikanske genindspilningsmaskine serverer deres version, som så alligevel har potentialet til at være seværdig og tilfredsstillende, hvorved jeg ikke deler Forceoffives (nok forståelige) had til amerikanske genindspilninger ;-) Den interessante instruktør Walter Sellas (lavede sidst Motorcykeldagbogen) kunne genbevise sin alsidighed, og Jennifer Connolly er p.t. en af Hollywoods bedste skuespillerinder.