absurd, men flot

Med Sky Captain and the World of Tomorrow har begrebet ’effektjageri’ fået en hel ny betydning. Som en af de første film nogensinde anvender den sig kun af den ellers velkendte teknik indenfor computergenerede billeder, hvor skuespillerne agerer foran en hel grøn eller blå baggrund, hvor effekterne bliver indlagt bagefter. Det nye her er altså, at hele filmen er optaget på denne måde, og at det eneste som er ægte er skuespillerne og enkelte genstande der anvendes af dem. Der er utvivlsomt potentiale i denne forholdsvis anderledes arbejdsmåde, der endnu engang beviser, at film er 100 procent illusion og manipulation, men når den fungerer som en hel films eksistensgrundlag, bliver det anstrengende i længden.

Dette yderst ambitiøse og forholdsvis dyre projekt er lagt i hænderne hos den uprøvede Kerry Conran, der efter sigende allerede som barn arbejdede på skitser til det gennemførte univers. Handlingen foregår i et ubestemt år, dog helt konkret efter 1. Verdenskrig, hvor teknologiens blomstrende udvikling forbavsede og forfærdede mange. Dette blæser Conran op i proportioner, hvor kæmperobotter, smidige fugleagtige flyvere og udspekulerede raketter udvikles uden det store besvær af geniale videnskabsmænd, men misbruges naturligvis af den ukendte skurk, Totenkopf (blæret navn). Nuvel, man er jo ikke kommet efter realisme, men et velfortalt og medrivende eventyr, og Conran ligger da heller ikke skjul på, at intentionerne ikke har været at begå et decideret tidsbillede. Nostalgien hviler tungt og nærmest melankolsk, ikke mindst takket være de talrige filmreferencer og Conrans omfattende kendskab til film- såvel som tegneseriehistorien. Sky Captain and the World of Tomorrow er en storladen produktion, man fristes nærmest til at påstemple den som episk, men historiesiden halter noget så skrækkeligt og fatalt, at man op til flere gange kigger på klokken og ønsker at Conrans drengedrøm snart ville slutte.

Arbejdsmetoden har helt sikkert været en udfordring for skuespillerne, hvor man da heller ikke kan sige, at de består med bravur. Spillet er gennemgående meget mekanisk, og selvom stereotyperne er mere end velkendte, ja direkte klichefyldte, så yder de store stjerner ingen mindeværdig indsats. Heldigvis har Conran opbygget karikaturerne med et delvist ironisk glimt i øjet, der gør, at man ikke falder fuldstændig fra. Jude Law er hyggelig, men også en smule uengageret, som hovedpersonen Sky Captain, der helteglorificeres herligt til den helt store guldmedalje. Han genoptager samarbejdet fra Minghellas oversete The Talented Mr. Ripley med den kvalitetsmæssigt svingende Gwyneth Paltrow, men denne gang er kemien nærmest ikke-eksisterende. Kunne dog godt lide detaljen med Paltrows kamera, som skulle indikere menneskets manglende tilfredshed og evigt søgende efter det bedre, som hun så ikke opnår i en ret komisk scene. Angelina Jolie popper op i en ligegyldig birolle, og spiller herefter, mens Giovanni Ribisi (som altid) udviser gejst og engagement. Sky Captain and the World of Tomorrow er dog ikke en karakter-film, de er bare minimale statister i Conrans søgen efter kæbetabende sekvenser.

Det hele er bevidst meget tegneserieagtigt og endda en smule charmefyldt. I hvad man må formode er computerspilæraens højdepunkt (men nok ikke) tør Conran tage skridtet fuldt ud, og det gør han med en stor visionær sans. Flere billeder er direkte maleriske, og man imponeres over den visuelle spidsfindighed. Irritationen rammer dog når der lægges for meget vægt på den træge og sløve historie, som man da kun kan kalde uoriginal. Handlingen er naturligvis en ufortrøden pastiche, men den fængede aldrig mig. Som publikum distanceres man betydeligt, og Sky Captain and the World of Tomorrow er herved blevet en interessant, men ikke synderlig god affære. En genredefinerende milepæl er den i hvert fald ikke! Jeg forventer, at Rodriguez udnytter mulighederne langt bedre med hans filmatisering af tegneserien Sin City, der at dømme ud fra traileren ser både ultracool og virtuos stiliseret ud.