-= Tværkulturel kærlighed =-
4.0
Har vi ikke snart set nok film om kærlighed på tværs af kulturskel? Nej, ikke hvis det står til den engelske instruktør Ken Loach, der med sidste del af sin såkaldte Glasgow-trilogi tager fat i de religiøse og kulturelle sammenstød, et blandet kærlighedsforhold kan føre med sig.
Filmens anslag finder sted på en katolsk skole, hvor den pakistanske pige Tahara (Shabana Bakhsh) leverer en både alvorlig og humoristisk politisk brandtale, hvor hun angriber den gængse generalisering af muslimer. Talen fører til, at hun efter skoletid bliver jagtet af en flok formørkede møgunger. Heldigvis kommer Taharas ældre bror Casim (Atta Yaqub) hende til undsætning. I den forbindelse støder han ind i – og forelsker sig i – musiklærerinden Roisin (Eva Birthistle), og efter lidt kejtet kurmageri gengældes følelsen.
Der er bare lige det problem, at Casim stammer fra en muslimsk familie med stolte og ufravigelige traditioner. Så midt i en romantisk ferie lader han bomben springe: Hans forældre har allerede lovet ham væk til en fjern kusine, og han står nu foran et umuligt valg mellem familie og kærlighed.
Det er dog ikke kun Casim, der har problemer med baglandet. Roisin står til fastansættelse som musiklærer på skolen, men det kræver en godkendelse hos den lokale præst, der ikke har til sinds at godkende en ugift kvinde, der bor sammen med en mand. Denne del af filmen virker en anelse påklistret; som om Ken Loach ikke vil beskyldes for forfordeling af de religiøse problemer. Filmens styrke er realismen, og derfor er en skam, at sol og regn partout skal deles lige.
Det tjener derimod til Ken Loachs ære, at filmen ikke giver det typiske sort-hvide billede af to kulturer. Der er ingen deciderede skurke, men derimod masser af nuancerede figurer. Tag for eksempel den gode skoleinspektør, der lidt overraskende er ligeglad med, om Roisin får skaffet godkendelsen.
Det kan til tider være enerverende at se de unge lade sig kue af familie og omgivelser. Hvorfor gør de dog ikke oprør? Men som Casim flere gange understreger, er det svært for os vesterlændinge at forstå et så anderledes familiemønster.
Filmen dæmoniserer ikke den ældre generation, men den understreger, at der er stor risiko for, at en generation af andengenerationsindvandrere vil blive uløseligt fanget mellem to kulturer. Dilemmaet er reelt, og løsningen er ikke nødvendigvis et knæfald for den vestlige smid væk-kultur, hvor kærester udskiftes lige så hyppigt, som søndagsklokkerne ringer ind.
’Et dristigt kys’ er socialrealisme af den gamle skole, som Ken Loach mestrer så godt. Det er en simpel, velfortalt og ikke mindst velspillet kærlighedshistorie, men også lidt for pæn og uden bid i en tid, hvor dagens avis kan fortælle om æresdrab på 23-årig tyrkiskfødt kvinde i Tyskland.
’Et dristigt kys’ er dermed ikke så dristig endda. Filmen fortæller dog en god historie af Romeo og Julie-typen, som vi ganske vist har hørt før, men som vi i den opdaterede multikulturelle indpakning bestemt kan tåle at høre igen.
Filmens anslag finder sted på en katolsk skole, hvor den pakistanske pige Tahara (Shabana Bakhsh) leverer en både alvorlig og humoristisk politisk brandtale, hvor hun angriber den gængse generalisering af muslimer. Talen fører til, at hun efter skoletid bliver jagtet af en flok formørkede møgunger. Heldigvis kommer Taharas ældre bror Casim (Atta Yaqub) hende til undsætning. I den forbindelse støder han ind i – og forelsker sig i – musiklærerinden Roisin (Eva Birthistle), og efter lidt kejtet kurmageri gengældes følelsen.
Der er bare lige det problem, at Casim stammer fra en muslimsk familie med stolte og ufravigelige traditioner. Så midt i en romantisk ferie lader han bomben springe: Hans forældre har allerede lovet ham væk til en fjern kusine, og han står nu foran et umuligt valg mellem familie og kærlighed.
Det er dog ikke kun Casim, der har problemer med baglandet. Roisin står til fastansættelse som musiklærer på skolen, men det kræver en godkendelse hos den lokale præst, der ikke har til sinds at godkende en ugift kvinde, der bor sammen med en mand. Denne del af filmen virker en anelse påklistret; som om Ken Loach ikke vil beskyldes for forfordeling af de religiøse problemer. Filmens styrke er realismen, og derfor er en skam, at sol og regn partout skal deles lige.
Det tjener derimod til Ken Loachs ære, at filmen ikke giver det typiske sort-hvide billede af to kulturer. Der er ingen deciderede skurke, men derimod masser af nuancerede figurer. Tag for eksempel den gode skoleinspektør, der lidt overraskende er ligeglad med, om Roisin får skaffet godkendelsen.
Det kan til tider være enerverende at se de unge lade sig kue af familie og omgivelser. Hvorfor gør de dog ikke oprør? Men som Casim flere gange understreger, er det svært for os vesterlændinge at forstå et så anderledes familiemønster.
Filmen dæmoniserer ikke den ældre generation, men den understreger, at der er stor risiko for, at en generation af andengenerationsindvandrere vil blive uløseligt fanget mellem to kulturer. Dilemmaet er reelt, og løsningen er ikke nødvendigvis et knæfald for den vestlige smid væk-kultur, hvor kærester udskiftes lige så hyppigt, som søndagsklokkerne ringer ind.
’Et dristigt kys’ er socialrealisme af den gamle skole, som Ken Loach mestrer så godt. Det er en simpel, velfortalt og ikke mindst velspillet kærlighedshistorie, men også lidt for pæn og uden bid i en tid, hvor dagens avis kan fortælle om æresdrab på 23-årig tyrkiskfødt kvinde i Tyskland.
’Et dristigt kys’ er dermed ikke så dristig endda. Filmen fortæller dog en god historie af Romeo og Julie-typen, som vi ganske vist har hørt før, men som vi i den opdaterede multikulturelle indpakning bestemt kan tåle at høre igen.
06/03-2005
