spil(le)film

Paul W.S. Anderson var gerningsmanden bag den første Resident Evil-film, en ikke kun lunken og svag spilkonvertering, men også kedelig og uoriginal high-tech zombiefilm. Slutningen var nærmest stolt over at være en så imbecil cliffhanger, der lagde mere end tydeligt op til en ’nødvendig’ efterfølger. Den er vi så blevet udsat for nu, men denne gang agerer Anderson kun manuskriptforfatter og producent, og har i stedet overladt instruktørstolen til debutanten Alexander Witt, der ikke overraskende kommer fra enten reklame- eller musikvideoverdenen (beklager, kan ikke lige huske hvilken). Udskiftningen er ikke ligefrem blevet en forbedring på filmens kvalitet, og Resident Evil: Apocalypse må siges at være en ligeså gumpetung og kedelig film, som sin forgænger.

Den mærkværdige skuespiller Milla Jovovich genoptager hendes rolle som Alice, der nu er blevet smittet med den (u)dødelige virus, eller noget i den stil. Der bruges ikke meget tid på karakterforklaring eller bare en smule nuancer, og dette ødelægger også en del for skuespillerne. Jovovich er adræt, den ros skal hun have, men som altid overspiller hun, er håbløs opstyltet og hovedsagligt røvirriterende. Birollerne er fyldt ud med tåbelige karikaturer, hvor skuespillerne udfører en indsats herefter. Jeg mente, at den kvindelige skurkagtige vampyr i Blade: Trinity var noget af det værste skuespil, jeg i nyere tid havde set på film, men her kvalificerer mesteren, der spiller menneskeligeglad forsker sig også. En behagelig overraskelse er der dog at finde i den dejlige Stenna Guillong, der gør sit bedste i hendes utaknemlige rolle. Desværre (eller heldigvis for ham) er den fremragende karakterskuespiller Jason Isaac ikke vendt tilbage siden hans korte cameo i den første films slutning, men Resident Evil: Apocalypse ville da også være en hånd mod hans karriere.

På trods af at relationerne mellem de to film er oplagte, så bygges der klodset bro mellem dem, og endnu værre formår hverken Anderson eller Witt at udvide universet på nogle måder. Filmen er en omgang snæversynet action sci-fi uden skyggen af den gennemførte mytologi, som spillene så fremragende havde opbygget. Bare se hvor respektløs og kedeligt Witt visualiserer zombiernes gang. En træg slowmotion og lidt creepy musik. Helt ærligt, det kunne selv Peter Hyams have gjort bedre. Vi har det klassiske (og nu klichefyldte) set-up med at fåtal af overlevende, der er isoleret fra omverdenen og må kæmpe mod det grufulde udefra og forudsigelige interne intriger. Witt iscenesætter dog uden hverken den nødvendige sans eller forståelse for genrens velfungerende virkemidler, og man skal lede længe efter nogen form for elegance. Der dvæles ikke ved den grundlæggende uhygge, og i stedet skrues tempoet op til maksimum, der gør det umuligt for publikum at engagere sig.

Resident Evil: Apocalypse er en larmende og dum film, der hårdtpumpet prøver at være sej og macho, men ender i stedet som overlæsset og ligegyldig. Visuelt set fungerer den dog ganske fint, Witts fortid fornægter sig ikke, og med det høje budget (med udmærkede effekter i tilgift) formår han at skylle den latterlige historie ned med en lækker billedside. Jeg havde dog ønsket, at der var blevet lagt mere omtanke i nemesis-monsteret, der er så ufrivillig komisk, at jeg næsten grinede højere end jeg gør under Dum og Dummere. En plat og dilettantisk efterligning af Terminator-karakteren. Med det lave underholdningsniveau er der ikke meget at hente i denne unødvendige efterfølger.

Force, jeg troede ellers dette var en af den slags film, du elskede at hade :-)