Flødebollernes krigsfilm!!
1.0
Værste flødebolle-krigsfilm der nogensinde har set dagens lys! Sentimentaliteten tager gang på gang overhånd og de klichefyldte, flade og uendeligt kedelige skuespilspæstationer overskygger sammen med et næsten fascinerende banalt og kvalmende patriotisk handlingsforløb og manuskript et ellers ganske effektfuldt og intenst angreb på Pearl Harbor!
Plottet handler som bekendt om angrebet på Pearl Harbor og amerikanernes svar derpå, hvilket førte til krig med Japan! En tilsyneladende spændende historie, der dog druknes i et utåleligt banalt og forudsigeligt trekantsdrama og et væld overeksponerede sentimentale scener! Manuskriptet lugter langt væk af selvfed amerikansk heltedyrkelse og patriotisme, der, sammen med flødebollernes konge, Ben Affleck, for alvor distancerer sig som en uudholdelig og grænseoverskridende kvalm og urealistisk krigsskildring!
Som kærlighedsfilm kan den dog forsvares og selvom trivialiteten her heller ingen ende vil tage og skuespillernes manglende talent og intesitet lyser op i hver eneste forsøgt følelsesladet scene virker den dog til tider rørende og tilforladelig! Men når filmen bliver proklameret som en krigsfilm af hidtil usete dimensioner virker trekantsdramaet alt for dominerende og på trods af dets umiddelbart få, dog tilstedværende antal gribende scener, falder den til jorden takket være banalitet og kvalm forudsigelighed og sentimentalitet, der når en hidtil uudforsket høj grad af modbydelighed!
Til gengæld må man rose instruktør Michael Bay for en effektiv og faktisk ganske nervepirrende filmisk udgave af det nådesløse angreb på Pearl Harbor! Optakten til angrebet og observationen af de første fly der flyver ind over Hawaiis solbeskinnede og græsklædte udstrækninger er i forhold til denne mainstreamfilms unægtelige udstråling af amerikansk dominans virkelig spændende og medrivende! Selve angrebet er også forbløffende vellykket og selvom de kulørte effekter muligivis virker altoverskyggende i alle filmens 180 min., en længde der også hurtigt viser sig aldeles problematisk, må man erkende at Bay har kreeret et intenst og gribende angreb på en militærhavn der bliver fanget på sengen!
Dog kan Michael Bay ikke styre sin trang til at inkuldere frusterende store mængder af åndssvag sentimentalitet og beviser på hvor gæve og ædle amerikanske soldater kan være i kampens hede, og derfor skal Affleck og hans "partner in crime", Josh Hartnett, naturligvis op og tage japanerne "head on" i bragende kulørt og latterlig luftkamp! Hartnett og Affleck udmanøvrerer naturligvis adskillige japanske fly og trods manglende ammunition kan de sagtens stå distancen mod toptrænede japanske jægersoldater i pansrede angrebsfly og får endda et par af disse japanske dræbere, der flere steder fremstår decideret retarderede, til at flyve ind i hinanden og eksplodere på tradtionel Michael Bay-facon, nemlig med et storstilet og opulent stunt tilfølge! Cuba Gooding Jr. kan heller ikke dy sig fra at vise at "the black men" sandelig også ved hvordan man behandler fjendtligtsindede japanere, og tager plads bag en dækkanon og uskadeliggører på egen hånd en række fly (eller er det dog kun et!?), selvom han eftersigende, som overflødelig og vanvittig søgt kommentar til behandlingen af sorte soldataspiranter under krigen, kun skulle være kok (eller hva...? længe siden jeg så den sidst!)!
Skuespillet i filmen føres som bekendt an af Ben Affleck der utallige gange har bevist sit uinspirerende skuespil og utålelige udstråling, men her akkompagneres han af en anden vederstyggelig konkurrent til tronen som Hollywoods største flødebolle, nemlig lækkermåsen Josh Hartnett! Han er ganske givet ligeså uinteressant som Affleck og begge afspejler de hver især hinandens charmeforladte og flade skuespil! Kate Beckinsale er pigen hvis hånd disse kække gutter må gå grueligt meget igennem i forsøget på at vinde og uheldet er jo at disse drenge er venner og derfor ikke kan stjæle pigen "for good" uden samvittighedskvaler! Dette er typisk kedeligt trakantsdrama og man kan ikke just sige at gnisterne springer skuespillerne imellem og ingen viser synderlige tegn på voldsom interesse i hverken ven eller kommende kæreste! Og foranlediget af en alt for lang og ofte trættende banal handling falder disse skuespillere endeligt helt igennem og mister fuldstændigt grebet om dette store og miserable krigsepos...
Intensionerne var sikkert gode, men når udførselsen ender som et vansiret og skrækkeligt eksempel på hvad amerikansk pølse-patriotisme og sentimentalitet i overdoser kan skabe, er det svært ikke at miste mæglet af bar overraskelse over hvordan det har været muligt for mr. Bay at frembringe en film med så mange utålige klicheer, irriterende virkningsløse scener og generel frustration hos sit publikum! Dog er angrebet på Pearl Harbor et godt og sprudlende underholdende kapitel i et ellers stillestående og uengagerende krigsdrama, der i sidste ende ikke klarer frisag takket være denne ene scene, da den smagløse udnyttelse af ofrene fra det virkelige angreb lurer i baggrunden og også her forulemper en af tidernes mest utiltalende og mest amerikanske og patriotisk forherligende krigsfilm!
"... And that's my two cents!!"
- Kent Brockman, "The Simpsons"
Plottet handler som bekendt om angrebet på Pearl Harbor og amerikanernes svar derpå, hvilket førte til krig med Japan! En tilsyneladende spændende historie, der dog druknes i et utåleligt banalt og forudsigeligt trekantsdrama og et væld overeksponerede sentimentale scener! Manuskriptet lugter langt væk af selvfed amerikansk heltedyrkelse og patriotisme, der, sammen med flødebollernes konge, Ben Affleck, for alvor distancerer sig som en uudholdelig og grænseoverskridende kvalm og urealistisk krigsskildring!
Som kærlighedsfilm kan den dog forsvares og selvom trivialiteten her heller ingen ende vil tage og skuespillernes manglende talent og intesitet lyser op i hver eneste forsøgt følelsesladet scene virker den dog til tider rørende og tilforladelig! Men når filmen bliver proklameret som en krigsfilm af hidtil usete dimensioner virker trekantsdramaet alt for dominerende og på trods af dets umiddelbart få, dog tilstedværende antal gribende scener, falder den til jorden takket være banalitet og kvalm forudsigelighed og sentimentalitet, der når en hidtil uudforsket høj grad af modbydelighed!
Til gengæld må man rose instruktør Michael Bay for en effektiv og faktisk ganske nervepirrende filmisk udgave af det nådesløse angreb på Pearl Harbor! Optakten til angrebet og observationen af de første fly der flyver ind over Hawaiis solbeskinnede og græsklædte udstrækninger er i forhold til denne mainstreamfilms unægtelige udstråling af amerikansk dominans virkelig spændende og medrivende! Selve angrebet er også forbløffende vellykket og selvom de kulørte effekter muligivis virker altoverskyggende i alle filmens 180 min., en længde der også hurtigt viser sig aldeles problematisk, må man erkende at Bay har kreeret et intenst og gribende angreb på en militærhavn der bliver fanget på sengen!
Dog kan Michael Bay ikke styre sin trang til at inkuldere frusterende store mængder af åndssvag sentimentalitet og beviser på hvor gæve og ædle amerikanske soldater kan være i kampens hede, og derfor skal Affleck og hans "partner in crime", Josh Hartnett, naturligvis op og tage japanerne "head on" i bragende kulørt og latterlig luftkamp! Hartnett og Affleck udmanøvrerer naturligvis adskillige japanske fly og trods manglende ammunition kan de sagtens stå distancen mod toptrænede japanske jægersoldater i pansrede angrebsfly og får endda et par af disse japanske dræbere, der flere steder fremstår decideret retarderede, til at flyve ind i hinanden og eksplodere på tradtionel Michael Bay-facon, nemlig med et storstilet og opulent stunt tilfølge! Cuba Gooding Jr. kan heller ikke dy sig fra at vise at "the black men" sandelig også ved hvordan man behandler fjendtligtsindede japanere, og tager plads bag en dækkanon og uskadeliggører på egen hånd en række fly (eller er det dog kun et!?), selvom han eftersigende, som overflødelig og vanvittig søgt kommentar til behandlingen af sorte soldataspiranter under krigen, kun skulle være kok (eller hva...? længe siden jeg så den sidst!)!
Skuespillet i filmen føres som bekendt an af Ben Affleck der utallige gange har bevist sit uinspirerende skuespil og utålelige udstråling, men her akkompagneres han af en anden vederstyggelig konkurrent til tronen som Hollywoods største flødebolle, nemlig lækkermåsen Josh Hartnett! Han er ganske givet ligeså uinteressant som Affleck og begge afspejler de hver især hinandens charmeforladte og flade skuespil! Kate Beckinsale er pigen hvis hånd disse kække gutter må gå grueligt meget igennem i forsøget på at vinde og uheldet er jo at disse drenge er venner og derfor ikke kan stjæle pigen "for good" uden samvittighedskvaler! Dette er typisk kedeligt trakantsdrama og man kan ikke just sige at gnisterne springer skuespillerne imellem og ingen viser synderlige tegn på voldsom interesse i hverken ven eller kommende kæreste! Og foranlediget af en alt for lang og ofte trættende banal handling falder disse skuespillere endeligt helt igennem og mister fuldstændigt grebet om dette store og miserable krigsepos...
Intensionerne var sikkert gode, men når udførselsen ender som et vansiret og skrækkeligt eksempel på hvad amerikansk pølse-patriotisme og sentimentalitet i overdoser kan skabe, er det svært ikke at miste mæglet af bar overraskelse over hvordan det har været muligt for mr. Bay at frembringe en film med så mange utålige klicheer, irriterende virkningsløse scener og generel frustration hos sit publikum! Dog er angrebet på Pearl Harbor et godt og sprudlende underholdende kapitel i et ellers stillestående og uengagerende krigsdrama, der i sidste ende ikke klarer frisag takket være denne ene scene, da den smagløse udnyttelse af ofrene fra det virkelige angreb lurer i baggrunden og også her forulemper en af tidernes mest utiltalende og mest amerikanske og patriotisk forherligende krigsfilm!
"... And that's my two cents!!"
- Kent Brockman, "The Simpsons"
10/03-2005
