teknisk triumf for Scott

Med god grund glæder jeg mig altid meget til den seneste Tony Scott film. Manden har i lang tid stået en smule uretfærdigt i skyggen af hans mere respekterede (og ligeligt også mere personlig og bedre) storebror, Ridley Scott, men har også etableret sig selv som en af Hollywoods mest effektive underholdere. Hans repertoire er ikke fejlfri, den kedelige The Fan og ligeledes Crimson Tide mindes svagt, men Scott har altid medbragt hans egen personlige signatur, oftest dog hovedsagligt kun på billedsiden. Som instruktør har han ikke udviklet sig betydeligt, hvor historierne stadig serveres lige på og rå og karaktererne oftest ’bare’ er troværdige karikaturer (med enkelte undtagelser). I kontrast til det skal hovedværket i hans karriere dog nævnes, og dette er naturligvis den ubestridte genistreg True Romance, der er en film i absolut særklasse med en følsom, romantisk og endda poetisk personlighed ulig Scotts andre film. Med Man on Fire er han tilbage i sin kendte boldgade, men dette voldsomme actiondrama har mere at byde på end eksempelvis hans forrige, den overfladiske, men superunderholdende Spy Game, og man fristes nærmest til at bruge ordet eksperimenterende.

Man on Fire er baseret på en roman af A.J. Quinell, som er før blevet filmatiseret under samme navn i 1987. En film som jeg dog indrømmet aldrig har set og kan derfor heller ikke drage paralleller. Den til tider talentfulde manuskriptforfatter Brian Helgeland har konverteret bogen til film, hvor han blandt andet har flyttet problemstillingen med kidnapning til Mexico og derved desto mere aktuel. Helgeland udforsker her selvtægtsaspektet mere overfladisk og ubetydeligt, end han gjorde i hans manuskript til Eastwood-mesterværket Mystic River, som var langt mere overvejende (måske kan man endda sige pessimistisk filosoferende) og psykologisk udfordrende, end Man on Fire nogensinde vil blive. Men nu ligger de to film også i værd ende af filmspektret, og denne film har da heller ikke meget mere på sinde end at underholde i dens to timer og et kvarter og eksperimentere grænseløst med filmmediets visuelle side.

Denzel Washington ses i endnu en stærk præstation, og han har tydeligvis medbragt noget af den moralske tvetydighed, som han fremviste så brillant i Fuquas Training Day. Washington er den nedbrudte antihelt, en livstræt kyniker, der tydeligvis hærges psykisk over sin ikke nærmere definerede fortid. Han er selverklæret fortabt og selvmordsforsøg er ikke ukendt for ham. At det mislykkes for ham kunne indikere, at Man on Fire er en skæbnesfortælling, men dette udforskes ikke nærmere. Denne pessimistiske arketype over et plaget sind får job som bodyguard for en rigmandspige med et åbent sind. Indledningsvis føles det utroværdigt, at denne alkoholiker skal beskytte en lille pige, men brikkerne falder på plads senere i filmen. Lidt atypisk for Scott tager han sig god tid til at opbygge et plausibelt venskabsforhold med gensidig respekt mellem Washington og den søde pige, fint spillet af den allerede erfarne Dakota Fanning. Interaktionen mellem disse to er måske ikke videre originalt og er endda klichefyldt, men troværdigheden er til stede og ligeså publikums interesse. Karaktererne er ikke rig på nuancer og vi slipper heller ikke for stereotyperne, men det hele fungerer altså glimrende indenfor filmens egne rammer. På skuespillersiden er det overraskende rart at se en veloplagt og velspillende Christopher Walken (der jo leverede uforglemmeligt og nu klassisk sammenspil med Dennis Hopper i True Romance), mens Mickey Rourke viser, at han stadig har styr over skuespillerfaget. Marc Anthony spiller ligeledes med en forbavsende dramatisk indsigt (ja ja, vi snakker ikke Shakespeare, men alligevel), men Man on Fire er nu Washington og Fannings film. Desværre har Scott det med at skære tingene (alt) for meget meget ud i pap omkring deres venskabsforhold (hvor Washington finder konkret redning, muligvis tilgivelse eller i hvert fald psykisk forløsning) og intet serveres subtilt. Vi slipper heller ikke for banal sentimentalitet, som Scott ellers ikke plejer at forfalde til.

Efter det uundgåelige kidnapningsscenarium skifter filmen stil til en ret usædvanlig hårdkogt og koldblodig hævnthriller med eminente actionsekvenser. Det kan måske virke en smule malplaceret at rose filmen for dette, men da Hollywood i de sidste mange år har udvist en ubehagelig tendens til kvalmende politisk korrekthed, er der noget befriende over den udpenslede vold i Man on Fire, som nok skal få moralisterne op af stolen (selveste Tarantino har kaldt filmen stærk og tough as hell). Hvad jeg dog fandt en smule moralsk tvivlsomt er selvtægtaspektet, der simpelthen virker for ugennemtænkt og lettere forstyrrende i den samlede bedømmelse. Indenfor filmens eget univers er det en nødvendig handling for Washington, men i relation til virkeligheden er det yderst snæversynet og decideret farligt. Men det er jo en underholdningsfilm, og hvis man ikke lægger for meget vægt på dette element (og den latterlige tese om, at en kugle altid taler sandt), er man vidne til en meget unik oplevelse fra den visionære Tony Scott.

Man on Fire har ét letkøbt, men yderst velfungerende, heftig og i særdeleshed overrumplende eksistensgrundlag; dens visuelle side. Scott har udvist sin kompetence og virtuositet som billedmager før, men her serveres vi for en billedside, der muligvis nok skal dele vande. Filmen er en tour de force i reklame- og musikvideoæstetik, der er blevet så populært nu til dags. Man on Fire distingverer sig dog takket være Scott, der har et mageløst øje for anderledes montage. Filmen er direkte innoverende i dens sammenklipning, hvor man talrige gange efterlades helt åndeløs og uden mulighed for at samle sig, da man bombarderes af billeder konstant. De er farverige og stemningsfyldte, men det er når Scott går ind i teknisk overdrive (hvor man især under actionscenerne fængsles uhørt meget) at man opsluges og fascineres dybt. Det har ingen historiemæssig relevans, men er ren stiløvelse og flot og superb indpakning. Der er alt lige fra direkte fejlslag til trivialitet, godbidder til decideret genistreger, og filmen må siges at være et ganske komplekst billedorgie. Som følge heraf distanceres man som publikum fra det følelsesmæssige engagement og den oprigtige filmsjæl går stedvis tabt. Men når historien i sig selv ikke ville kunne holde filmen (og den overlange spilletid) kørende, så lader man sig gladelig forføre når Scott serverer den visuelle side så gennemført. Kun i slutningen er kameraet forholdsvis roligt og klipningen tålmodigt (filmens standard taget i betragtning), da Washington her har forsonet sig med sig selv og nærmest imødekommende accepteret hans skæbne, da han kan se sit mål og mening.

Onde tunger vil kalde stilen anstrengende, prætentiøs og narcissistisk. Jeg vil næsten gå så vidt som at kalde den en visuel milepæl i den amerikanske mainstreamgenre. Jeg var i hvert fald ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at jeg overværede noget i sandhed anderledes. Musikken er udtryksfuld og stedvis endda rørende, selvom Harry Gregson-Williams plagierer Zimmers fantastiske musik fra Gladiator (af Ridley Scott).

Man on Fire er en seværdig sag, hvis man ved, hvad man indlader sig på. Personligt blev jeg grebet, fastholdt og slutteligt sluppet modvilligt på grund af Scotts æstetiske sans, der kunne gå hen og blive ret fornyende og mindeværdigt. Men vær også beredt på en udmattende filmoplevelse med en svag historie.

Afslutningsvis ville jeg lige påpege Requiem for a Dream-referencen i midten af filmen, hvor man kort hører Christopher McDonalds’ famøse ’we got a winner!’ replik, og lidt senere på diskoteket en remixet technoversion over Clint Mansell og Kronos Quartets ubehagelige og uafrystelige musik.