der er en slange i min støvle
1.0
En komplet unødvendig fortsættelse af en absolut unødvendig og patetisk film, der desværre så dagens lys i ’97. Anaconda var en i særklasse mislykket og terrible sag, der kun vakte opmærksomhed på grund af flere up-coming-coming stjerners medvirken, såsom Jennifer Lopez (okay, stjerne er diskutabelt), Ice Cube og Owen Wilson, samt tilstedeværelsen af den renommerede Jon Voight, der nærmest pinagtiggjorde hele sin karriere. Filmen var så ufrivillig komisk og talentløs instrueret, at man nærmest troede det var en spøg, men det viste sig, at det var det desværre ikke. At pengemændene i Hollywood derfor har lugtet succes med en fortsættelse er mildest talt forbløffende, men jeg var nu alligevel forholdsvis positiv indstillet omkring Anacondas: …, da det umuligt kunne blive værre. Det er det heller ikke blevet, men derved ikke sagt, at fortsættelsen ligefrem er endt bedre.
Heldigvis har producenterne haft nok realitetssans til at udskifte den infame og direkte nedladende instruktør Luis Llosa, der aldrig har serveret andet end pinlige elendigheder til filmindustrien. Bevares, i sin egen tåbelighed var Snigskytten tilpas underholdende, men Stallone-floppet The Specialist og især Anaconda er utilgivelige. Instruktørjobbet er i stedet gået til den nu ganske erfarne og rutinerede Dwight H. Little, der har en række uophidsende og trivielle, men også moderat seværdige film bag sig, eksempelvis Befri Willy 2, Seagal-filmen Out for Justice, Murder at 1600 og ikke mindst højdepunktet Ildkamp med Brandon Lee. Han har begået sig i flere forskellige genre og er derved ikke det mindst åbenlyse valg, men Little mangler ligesom et distingverende talent, der ville kunne løfte Anacondas: … op fra mudderet. En ordentlig røvfuld manuskriptforfattere har sammen lagt hovederne i blød og udtænkt en komplet latterlig præmis, hvor man forbavses over det manglende talent eller bare grundlæggende filmiske sans. En ekspedition skal finde en særegen blomst, der kun kan plukkes i løbet af et halvt år hvert syvende år. Blomsten kan efter sigende forlænge liv med utallige år, og kapitalisterne indser potentialet. De farer rundt i den dybe jungle, hvor kæmpeanacondaer (der tilsyneladende har spist af blomsten og vokset sig uproportional store) jagter dem. Værsgo, sikke en kamel at sluge. Jeg fatter simpelthen ikke, at dette manuskript kunne have kørt hele vejen igennem systemet uden at nogen har protesteret mod infantiliteten i det.
De medvirkende er ukendte og anonyme skuespillere, der højst sandsynlig lige er blevet hentet ind fra en eller anden ligegyldig tv-serie, da deres talent agerer herefter. Deres papirtynde karakterer er stereotyper af den værste og mest forslidte slags, og man orker ikke på noget tidspunkt at interessere sig for dem, da de opfører sig komplet umotiveret og tåbeligt. Dialogen er decideret pinlig, men nu er det heller ikke dybdegående dramatik, man er kommet efter. Det er gysene underholdning, og ganske få steder formår Little faktisk at fremtvinge en udmærket velfungerende insinuerende uhygge. Grundlæggende er der også et par gode gys at hente for mig, da jeg har en lettere fobi for slanger, og det er netop derfor, at fandt jeg lyst til at se dette makværk.
Men Anacondas: … er så formularpræget, at den lynhurtigt følger de kommercielle fortsættelsers gyldne regel, hvor man serverer mere af det samme, bare større og vildere. Og her fejler filmen, da det hele er så klichefyldt og velkendt, at både underholdningen og seværdigheden udebliver fuldstændigt. Forudsigeligheden er til at leve med, da filmen ikke udgiver sig for at være mere end den er, nemlig tanketom og uprætentiøs underholdning, men det er højtideligheden, som sænker filmen til bunds. Klicheerne behandles med tommetyk alvor, som var det højerestående dramatik a´ la Shakespeare, og det kan filmen slet ikke holde til! Den nødvendige selvironi, som hjernedøde monsterfilmen helst skal besidde i bare små portioner, er ikke-eksisterende.
Anacondas: … er hverken bedre eller dårligere end sin forgænger, men det er jo ikke noget at råbe hurra for.
Heldigvis har producenterne haft nok realitetssans til at udskifte den infame og direkte nedladende instruktør Luis Llosa, der aldrig har serveret andet end pinlige elendigheder til filmindustrien. Bevares, i sin egen tåbelighed var Snigskytten tilpas underholdende, men Stallone-floppet The Specialist og især Anaconda er utilgivelige. Instruktørjobbet er i stedet gået til den nu ganske erfarne og rutinerede Dwight H. Little, der har en række uophidsende og trivielle, men også moderat seværdige film bag sig, eksempelvis Befri Willy 2, Seagal-filmen Out for Justice, Murder at 1600 og ikke mindst højdepunktet Ildkamp med Brandon Lee. Han har begået sig i flere forskellige genre og er derved ikke det mindst åbenlyse valg, men Little mangler ligesom et distingverende talent, der ville kunne løfte Anacondas: … op fra mudderet. En ordentlig røvfuld manuskriptforfattere har sammen lagt hovederne i blød og udtænkt en komplet latterlig præmis, hvor man forbavses over det manglende talent eller bare grundlæggende filmiske sans. En ekspedition skal finde en særegen blomst, der kun kan plukkes i løbet af et halvt år hvert syvende år. Blomsten kan efter sigende forlænge liv med utallige år, og kapitalisterne indser potentialet. De farer rundt i den dybe jungle, hvor kæmpeanacondaer (der tilsyneladende har spist af blomsten og vokset sig uproportional store) jagter dem. Værsgo, sikke en kamel at sluge. Jeg fatter simpelthen ikke, at dette manuskript kunne have kørt hele vejen igennem systemet uden at nogen har protesteret mod infantiliteten i det.
De medvirkende er ukendte og anonyme skuespillere, der højst sandsynlig lige er blevet hentet ind fra en eller anden ligegyldig tv-serie, da deres talent agerer herefter. Deres papirtynde karakterer er stereotyper af den værste og mest forslidte slags, og man orker ikke på noget tidspunkt at interessere sig for dem, da de opfører sig komplet umotiveret og tåbeligt. Dialogen er decideret pinlig, men nu er det heller ikke dybdegående dramatik, man er kommet efter. Det er gysene underholdning, og ganske få steder formår Little faktisk at fremtvinge en udmærket velfungerende insinuerende uhygge. Grundlæggende er der også et par gode gys at hente for mig, da jeg har en lettere fobi for slanger, og det er netop derfor, at fandt jeg lyst til at se dette makværk.
Men Anacondas: … er så formularpræget, at den lynhurtigt følger de kommercielle fortsættelsers gyldne regel, hvor man serverer mere af det samme, bare større og vildere. Og her fejler filmen, da det hele er så klichefyldt og velkendt, at både underholdningen og seværdigheden udebliver fuldstændigt. Forudsigeligheden er til at leve med, da filmen ikke udgiver sig for at være mere end den er, nemlig tanketom og uprætentiøs underholdning, men det er højtideligheden, som sænker filmen til bunds. Klicheerne behandles med tommetyk alvor, som var det højerestående dramatik a´ la Shakespeare, og det kan filmen slet ikke holde til! Den nødvendige selvironi, som hjernedøde monsterfilmen helst skal besidde i bare små portioner, er ikke-eksisterende.
Anacondas: … er hverken bedre eller dårligere end sin forgænger, men det er jo ikke noget at råbe hurra for.
13/03-2005
