wicked and disrespectful

Popsmart og overfladisk amerikansk genindspilning af Gilles Mimounis franske L’Appartment, hvor det markante ægtepar Vincent Cassel og smukke Monica Belluci medvirkede. Den forholdsvis uerfarne instruktør Paul McGuigan har amerikaniseret produktet skammeligt, hvor genindspilningen er endt som en prætentiøs og overromantiseret thriller uden ægte spænding eller engagement.

Den ofte udskældte Josh Hartnett, som i min mening har leveret et par gode præstationer (Scotts Black Hawk Down og Sofia Coppolas Virgin Suicides) og er en sympatisk skuespiller, leder det unge og forvirrede cast, som ikke formår at fremmane psykologisk dybde eller plausibilitet i karaktererne. Man kan skyde en hvid pil efter nuancer, personerne opstilles som dybe, men er ligeså tynde som Lara Flynn Boyle. Hartnett er i særdeleshed udtryksløs i hovedrollen, mens Diane Krueger er ikke får opbygget den dragende mystik som kærlighedsinteressen. Associationer til Penelope Cruz’s karakter i Crowes Vanilla Sky fremkommer, men Krueger har ikke nær samme format eller talent som Cruz. Matthew Lillard burde nok holde sig til de mere komiske roller, men er faktisk den mest velspillende her.

Med så tynde hovedpersoner er det faktisk forbavsende (og uundgåeligt også dumt) at McGuigan tør servere hele filmens morale, og egentlig også handling, i løbet af filmens første to minutter, nemlig at man skal vælge kærligheden med hjertet og ikke med øjnene. Herfra udfolder historien sig delvist gennem flashbacks, hvor denne intrigefyldte thrillerdrama fatalt savner en fængslende og fascinerende tyngde. Som publikum er man faktisk hele tiden et godt stykke foran hændelserne, og selvom overraskelserne er tilpas gemt væk (men også meget konstruerede og søgte), så er Wicker Park ikke nær så intelligent og udspekuleret, som den selv tror. Den smertende og jalousifyldte kærlighed behandles og videresendes overfladisk og uden ægte indsigt, og blandingen mellem romantisk drama og mystificerende thriller er aldrig flydende.

Visuelt er filmen dog ret stilsikker, hvor de mange splitscreen-sekvenser er gennemførte og meget lækre at overvære. Filmens ægte kvalitet er dog utvivlsomt musikken, komponeret af den uforlignelige og unikke Cliff Martinez, der i sin korte karriere har formået at kreere nogle i sandhed hjemsøgende og smukke scores. Her bevæger han sig tilsyneladende væk fra det mere personlige og eksperimenterende musik (absolut fantastisk og atypisk i flere af Soderberghs film og Carnahans Narc) og indlader flere musiknumre fra andres hænder, der dog er ganske velvalgte. Især slutsekvensen får en afslutning, der langtfra er denne klichefyldte film værdig, når man i højtalerne hører måske alle tiders smukkeste og mest melankolske sang, nemlig Coldplays The Scientist. Den gode billedside og iørefaldende musik kan dog ikke opveje Wicker Parks talrige mangler, og det er skam forståeligt, hvis Mimouni er pissesur.