If u prick us, do we not bleed

Det tog ikke lang tid før filmen fik suget mig ind i de utroligt stemningsfulde kulisser af 1500-tallets Venedig, det lyriske og malende sprog, og ikke mindst det til tider dystre og skæbnersvangre, til tider muntre og lyse drama. Joseph Fiennes spiller den unge, men fattige adelsmand Bassanio, der forelsker sig i skønjomruen Portia (spillet af den gudesmukke Lynn Collins), der har arvet en stor sum penge efter sin afdøde far. Der er dog to problemer. Faren har lavet et lurvet lille spil, hvor Portias bejlere skal vælge mellem et sølvskrin, et guldskrin og et skrin af bly, og kun den der vælger rigtigt skal få den smukke Portia og den medfølgende arv. Et andet problem er, at Bassanio ikke har penge nok til at bejle til Portia. Han må derfor låne af købmanden Antonio (Jeremy Irons). Her nærmer vi os så det spændende lag i plottet. Hele Antonios formue er investeret i handel, så han må tage et midlertidigt lån for at hjælpe sin ven Bassanio. Den eneste, som kan hjælpe, er den jødiske købmand Shylock (Al Pacino), som hele hans liv er blevet set ned på og spyttet på af de kristne i Venedig. Også Antonio har diskrimineret Shylock på grund af hans religion. Men Shylock indvilger i at låne Antonio de 3000 dukater, hvis han stiller et pund af sit eget kød som garanti. Det ender naturligvis med at gå grueligt galt. Ud over at være helt fænomenal rent visuelt og æstetisk, så byder denne film også på nogle storslåede skuespilspræstationer. Ikke mindst Al Pacino er fantastisk som den hævngerrige, men alligevel sympativækkende købmand Shylock, som må lide meget ondt for at være en nærig jøde i en kristen by. Vi tager muligvis afstand fra Shylocks hævngerrighed, men Al Pacino lader os forstå hans vrede fra start til slut. De unges kærlighedshistorie er også smukt fortalt med lige dele poesi og munterhed. Det er lykkedes at få Shakespeares spil fremstå levende og realistisk, men samtidig har de ikke skåret ned på lyrikken eller dramaet. De har skabt et levende og romantisk Venedig, hvor unge mænd med maskerade-masker sejler efter jomfruerne, og hvor de prostituerede blotter deres bryster på balkonerne i håb om en stund med en rig købmand. Filmen er værd at se for billederne af Venedig i sig selv. Det velspillede drama og de moralske spørgsmål, som filmen stiller, giver blot endnu mere grund til at se den. En klokkeklar anbefaling til det rette publikum.