forventning til skuffelse

Anonym, sentimental og til dels også unødvendig filmatisering af en af underhistorierne (på dansk oversat til den kiksede titel Lumpne Mænd i Gule Frakker) i Stephen King-bogen Atlantis, der er en af gysermesteren mere alvorlige, og hermed også bedre og interessante bøger. William Goldman har omskrevet historien, der på romanform er en læseværdig og emotionel sag, men som slet ikke gør sig godt på film. Magien og nostalgien er udmærket fanget og viderebragt, men man kommer hurtigt til at savne en holdbar og sammenhængende historie, samt psykologisk troværdige karakterer.

Det forbavser en smule, at klasseinstruktøren Scott Hicks alligevel ikke har fået mere ud af Hearts in Atlantis, da han utvivlsomt skulle være en af få, som kunne løfte filmen. Han har før vist fintfølende og raffineret dramatik i både Shine (med en som altid absolut fremragende Geoffrey Rush i hovedrollen) og Sneen på Cedertræerne, og momentvis skimter man også det smukke øje for dramatikken i Hearts in Atlantis. Det er dog for langt mellem højdepunkterne, og filmen kan ikke undsige sig flere steder at være alarmerende kedelig og diffus. Den nostalgiske fortælling om barndommens uskyldige sødme og senere opvækkelse til livets realiteter bringer associationer til Reiners fornemme mesterværk Stand By Me, hvis coming-of-age følsomhed, den dog aldrig når.

Filmen fortælles i flashback, der rent dramatisk er ganske virkningsfuldt, og den melankolske stemning hviler tungt og nærmest sørgende, da vi kender slutresultatet (en på trods af alt optimistisk forsikring for publikum). David Morse spiller hovedpersonen i nutiden, og han udnytter den minimale birolle optimal med forståelse og indlevelse. Anthony Hopkins er som altid beundringsværdig, nuanceret og yderst velspillende som den lettere mystiske ældre fremmede, der bliver den faderfigur (eller i hvert fald voksent forbillede) for drengen, som han aldrig har haft. Det viser sig, at Hopkins har synske evner og er eftersøgt på grund af dette. Hvad dette har med historien at gøre udforskes eller forklares aldrig, ikke andet end han tilsyneladende er et psykologisk våben i kampen mod kommunismen. Desværre for filmen er dette aspekt det mest interessante og medrivende, men Hicks skifter hurtigt fokus til barndomskårende og hovedpersonens mentale udvikling. Og her fejler det for projektet, da dette element er tørt, klichefyldt og lettere uoriginalt. Den har sine velmente og næsten gode sider med beskrivelsen af den svigtende, egoistiske og materialistiske mor, der dog aldrig bliver til mere end en ren karikatur. Det hjælper heller ikke på publikumsindlevelsen, at Anton Yelchim, som spiller drengen, slet ikke har talent eller format til at give rollen den nødvendige dybde.

Heart in Atlantis har sine smukke øjeblikke (blandt andet redningsaktionen for pigen), men kommer aldrig rigtig i gang, og følelsesmæssigt bliver publikum ikke engageret tilfredsstillende. Man leder fortvivlet efter et dyberegående budskab, men det kunne jeg desværre ikke finde noget af. På papiret en fremragende film, i realiteten en kedsommelig affære uden distingverende kvaliteter.