business as usual
3.0
Stjernebesat og velproduceret, men også en standardthriller af den meget letgenkendelige slags. Omdrejningspunktet er børnekidnapning, og historien starter lige på og hårdt. Trapped er en filmatisering af Grey Iles’ bog 24 Hours (Iles har selv omskrevet bogen til filmformat) og lagt i hænderne på den garvede instruktør Luis Mandoki, som hovedsagligt med svingende kvalitet har begået sig i den romantiske drama genre med film som When a Man Loves a Woman, Brevet i Flasken og sidst den udmærkede Angel Eyes. Mandoki repræsenterer den slags gammeldags instruktører, der filmmæssigt serverer kompetent håndværk, men som også følger genrekonventionerne så slavisk og med minimum af chancetagen og innovation, at det hurtigt ender kedeligt og uophidsende. I denne liga findes andre instruktører som Barbet Schroeder, Thomas Carter og John Mctiernan (i 90’erne, Die Hard With a Vengeance ekskluderet).
Dejlige Charlize Theron spiller hovedrollen, som den fortvivlede mor, hvis barn (spillet af Dakotta Fanning, der også blev udsat for dette er Tony Scotts seneste, den stileksperimenterende Man on Fire) er blevet kidnappet, og hun må derfor handle herefter. Theron kører den hjem på rutinen, andet kan hun heller ikke gøre, da rollen ligger op til minimum af udfordring. Den undervurderede Kevin Bacon er altid sikker som kynisk og koldblodig svin, der dog har et lidt dybere motiv end bare penge. Han retfærdiggør hans forbryderiske handlinger gennem ønsket om hævn og troen på, at han opretter en slags forløsende gensynets glæde for forældrene og efterfølgende større værdsættelse af hinanden. Det hele bunder dog i egne traumer, men al tyngde og dybde i karaktererne er sporadisk og fragmentarisk. Karakterintroduktion er måske effektiv, men også lidt for klichefyldt, og familieidyllen og lykken er simpelthen for tyk og utroværdig. På skuespillersiden er det endnu engang forbavsende hvorledes den fremragende og talentfulde birolleskuespiller Pruitt Taylor Vince overstråler selv de største og mest velspillende stjerner. Han stjæler fuldstændig billedet med hans underspillede præstation som lettere tilbagestående involveret part, en endimensional rolle, som han vækker fornemt til live.
Plottet er forudsigeligt og uengagerende, og spændingsvirkemidlerne for banale til at vække opmærksomheden. John Ottman prøver desperat at fremmane (eller rettere sagt manipulere) en håndgribelig spænding, som filmens psykologiske aspekt ellers skulle have været katalysator for, og dette er egentlig ganske irriterende i længden. Kameraarbejdet er heftigt, men også unødvendig påtrængende, hvor billederne til gengæld er ganske intense til tider.
Trapped er grundlæggende en tilfredsstillende produktion, hvor den ikke lover mere, end den kan overholde. At løftet så er meget beskedent og kedeligt er så en skam. Mandoki instruerer uden overprætentiøse bagtanker, og det er netop dette, der ultimativt redder filmen, da underholdningen er moderat og triviel.
Dejlige Charlize Theron spiller hovedrollen, som den fortvivlede mor, hvis barn (spillet af Dakotta Fanning, der også blev udsat for dette er Tony Scotts seneste, den stileksperimenterende Man on Fire) er blevet kidnappet, og hun må derfor handle herefter. Theron kører den hjem på rutinen, andet kan hun heller ikke gøre, da rollen ligger op til minimum af udfordring. Den undervurderede Kevin Bacon er altid sikker som kynisk og koldblodig svin, der dog har et lidt dybere motiv end bare penge. Han retfærdiggør hans forbryderiske handlinger gennem ønsket om hævn og troen på, at han opretter en slags forløsende gensynets glæde for forældrene og efterfølgende større værdsættelse af hinanden. Det hele bunder dog i egne traumer, men al tyngde og dybde i karaktererne er sporadisk og fragmentarisk. Karakterintroduktion er måske effektiv, men også lidt for klichefyldt, og familieidyllen og lykken er simpelthen for tyk og utroværdig. På skuespillersiden er det endnu engang forbavsende hvorledes den fremragende og talentfulde birolleskuespiller Pruitt Taylor Vince overstråler selv de største og mest velspillende stjerner. Han stjæler fuldstændig billedet med hans underspillede præstation som lettere tilbagestående involveret part, en endimensional rolle, som han vækker fornemt til live.
Plottet er forudsigeligt og uengagerende, og spændingsvirkemidlerne for banale til at vække opmærksomheden. John Ottman prøver desperat at fremmane (eller rettere sagt manipulere) en håndgribelig spænding, som filmens psykologiske aspekt ellers skulle have været katalysator for, og dette er egentlig ganske irriterende i længden. Kameraarbejdet er heftigt, men også unødvendig påtrængende, hvor billederne til gengæld er ganske intense til tider.
Trapped er grundlæggende en tilfredsstillende produktion, hvor den ikke lover mere, end den kan overholde. At løftet så er meget beskedent og kedeligt er så en skam. Mandoki instruerer uden overprætentiøse bagtanker, og det er netop dette, der ultimativt redder filmen, da underholdningen er moderat og triviel.
17/03-2005
