stil med substans
6.0
Jeg har vist nævnt min fascination og beundring overfor Michael Mann og hans film utallige gange, da han ifølge mig er en af de sidste mange årtiers mest opsigtsvækkende, kompetente og talentfulde instruktører, hvis æstetiske sans er ubeskrivelig. Mann vil nok ikke blive hyldet som den store innovatør (endnu), men han mestrer som få historiesiden, der altid er mere kompleks og poetisk, end resuméet beskriver, opbygger gennemførte, levende og mindeværdige karakterer med håndgribelige og relationsvenlige problemer, og så er han som førnævnt en unik billedmager af proportioner. Hans fire seneste film er hver for sig mesterværker, som alle har berørt mig dybt. Mann har begået fremragende film i løbet af sin interessante og alsidige karriere, men for mig at se, så fandt han først sit særegne ståsted med Heat. Den intense personkarakteristik fortsatte med den autentisk baserede The Insider (velfortjent plads på min topti-liste), hvor Mann tillige præsenterede den nærgående og detaljemættede kameraføring samt den helt igennem virtuose og brillante klippestil. For et års tid siden udkom så den undervurderede og oversete biografiske Ali med en storspillende Will Smith endelig i Danmark.
Selvom jeg uden at tøve ville kalde Mann en sand auteur, så har han ikke selv skrevet eller været medforfatter på hans seneste film, Collateral (der er skrevet af Stuart Beattie), som jeg selvfølgelig havde tårnhøje forventninger til, og da de minsandten blev indfriet, blev filmen en af 2004’s bedste biografoplevelser. Simpliciteten i filmens præmis er noget nær genial. En lejemorder tvinger en taxachauffør til at køre ham rundt, så han kan ekspedere efter klientens ønske. Hele handlingen strækker sig kun over omkring 6 timer, og man skulle derfor tro, at tempoet var sat helt i top. På overfladen en konventionel actionthriller, i realiteten en stimulerende og atypisk psykologisk thriller/drama propfyldt med klassiske Mann-temaer. Nøjagtig som i Heat, som Collateral har flere underliggende relationer med, har vi de to modsatte poler, kontrasterne, der finder en slags sjælsmæssig genkendelse i hinanden.
Pretty-boy Tom Cruise spiller den kalkulerende og kyniske lejemorder, men i hænderne på Mann, er det ikke bare den sædvanlige Cruise-tur, vi serveres for. Den kontrasterende typecasting understøtter perfekt publikum (og Foxx’s karakters) ambivalens imod Cruise, der tydeligvis er inde i en selvdestruerende spiral via hans misantropiske branche, men også antyder tragiske skyggesider af hans personlighed, der muligvis kunne forklare hans handlinger og miserable opfattelse af hans medmennesker. Cruise er ikke kun god her, han er rigtig god! Ingen glamourøs eller prætentiøs spil, ’bare’ engageret skuespil. På formidabel, og for ham sjældent, vis opsluges Cruise i rollen, og man kommer som publikum virkelig til at se ham som lejemorderen Vincent. Sammenspillet med Jamie Foxx er altdominerende som troværdighedsgrundlag, og det er derfor mere end behageligt at se, at deres sammenspil fungerer så fantastisk. Foxx leverer en kraftpræstation som den dagdrømmene taxachauffør (der paradoksalt nok foretrækker at køre om natten og henvisne til den individuelles anonymitet), der utvivlsomt er et godt menneske, men simpelthen mangler et selvtillidsskub og muligvis selverkendelse. På trods af den åbenlyse diversitet mellem Cruise og Foxx’s karakter, så har de op til flere ens personlighedssider. Begge er perfektionister, hvor Cruise dog er den eneste, der succesfuldt har overført dette til sit arbejde. Foxx tør ikke tage chancen og forfølge hans drøm om et selvstændigt limousine-firma, da han frygter fiasko, og det kan hans selvværd ikke klare. Billedet af en paradis-ø illustrerer perfekt hans tilstand. Målet er foran ham, men i stedet for at forfølge det, anvender han det som eskapisme.
Dette gør han ligeledes indledningsvis, da billedet bliver skiftet ud med en velspillende Jada Pinkett Smiths visitkort. I den scene viser Mann virkelig sit enestående talent for tålmodig opbygning til det potentielle kærlighedsforhold, der ægte, varmende og rørende rammer publikum med en gribende følsomhed. Sekvensen er akkompagneret af Groove Anmadas Hands of Time (der tages forbehold for fejl her), der gør det hele desto mere smukt og gribende. Smiths gengivelse af hendes egen usikkerhed af en nøjagtig spejling af Foxx’s karakter, der dog vælger at opretholde den kontrollerende facade og ikke lukke hende ind. Så snart Smith er steget ud, indtræffer Cruise. Forskellige veje, forskellige destinationer.
En af Manns store styrker er hans talent for at kreere gennemførte og psykologisk dybe karakterer, der aldrig kommer til at føles påtagede. Cruise introduceres i en lufthavn, der metaforisk skildrer hans selvindbildning som et overlegent individ, hævet højt over masserne. Det er psykotisk og tragisk, at han selv mener, at han distingveres gennem hans professionelle likvideringer, der bare er et job for ham. Jeg fandt ulven som allegori for Cruise’s selvopfattelse absolut fremragende. Det iskolde rovdyr, der egenrådigt følger de darwinistiske teorier om survival of the fittest. Et øjebliks relation fra Cruise’s side, som dog erstattes af hans udviklede ’forhold’ med Foxx og ultimativt destrueres af denne. Cruise fortæller med væmmelse i stemmen en historie om en mand, der døde i et tog og kørte 6 stationer, før nogen opdagede, at han var død. Hans opfattelse af disharmonien og det ufunktionelle i samfundet, hvorigennem han godtgøre sine handlinger som ubetydelige i det store og overdimensionerede billede. Cruise udvider sin selvopfattelse, men når aldrig til en erkendelse og forandringsønske, hvorved han naturligvis må lade livet. Dermed ikke sagt, at man som publikum ikke forstår Foxx’s sympatiske tilstedeværelse under den sidste udånding.
Foxx’s karakter er utvivlsomt helten, bare med en tvetydig dybde. Han misunder Cruise’s handlekraftighed, overlegenhed og sjælstyrke, og nyder endda magtpositionen, da han agerer som stedfortræder, men distancerer sig også igen, da hans moralske opfattelse og integritet er ærlig og ægte. Foxx er prototypen af den forfejlede amerikanske drøm, idealisterne uden oprigtig motivation. Han bruger 6-timers mødet med Cruise som en opvågningskatalysator, og forandres mere gennem dette korte tidsrum, end han har gjort over 12 år. Mann belønner ham med afsluttende håb og kærlighedsinteressen om armen.
Collateral har nogle virkelig interessante psykologiske aspekter, man savlende og analyserende kan kaste sig over, men filmen har naturligvis meget mere at byde på. Vi har her et nuanceret og indsigtsfuld portræt af en storby, som Mann med sikkert overblik og visuelt overskud guider os igennem. Kameraføringen er endnu engang superb, nysgerrigt søgende, men alligevel tilbageholdende. Mann springer meget (og virkningsfuldt) mellem de tætte og mere episke billeder. Detaljerne gør, at man om muligt kommer endnu længere ind under huden på karaktererne, og Collateral må siges at være en absolut smuk og uforglemmelig fotograferet film. Nøjagtigt som med Manns sidste tre film.
Underholdningskurven er på maksimum konstant. Skudvekslingen i natklubben er hæsblæsende, adrenalinfyldt og troværdig. En af de mest fængende actionsekvenser fra Hollywood i lange tider, som alverdens effektsøgende instruktører ikke kunne hamle op med. Mann iscenesætter det næsten uoverskuelige med en nonchalant selvfølgelighed, der gør scenen ganske mindeværdig. Både i overført forstand og helt konkret redder Cruise Foxx’s liv. Jazz-scenen er dog ifølge mig bare lidt bedre, muligvis filmens bedste scene. Den er faktisk noget af det mest nervepirrende og geniale, jeg har set i meget længe. Fortrolighedens intimitet, der uforberedt vendes til blodig alvor og yderst skræmmende realitet. Her viser Mann virkelig, hvor modbydelig Cruise’s karakter er.
Musikken er som altid et stærkt element i Manns fortællinger, og heller ikke her skuffer han. Eksperimenterende og psykedelisk, simpelthen fremragende. Ros til James Newton Howard, der endnu engang har begået et prisværdigt og rørende score. Et kritikpunkt til filmen fra min side er slutningens katten-efter-mussen jagt, der ikke er synderlig originalt eller passer flydende ind i resten af filmens plausibilitet. Dette trækker dog ikke betydeligt ned i helhedsbedømmelsen.
Collateral har ikke Heat’s monumentale og episke gennemslagskraft og spænder heller ikke så sublimt over følelsesregistret som The Insider, men den har sine momenter, hvor man hensættes i åndeløs ekstase, og hvor jeg gladelig medgiver, at Mann endnu engang har lavet et stykke uvurderligt filmkunst (for mig). Han er konsekvent i hans filosofiske skæbnefortælling og enkelte strejf af eksistentialisme, men også langt mere bredtfavnende ind i filmmediets muligheder og virkemidler, end mange andre af hans respekterede kollegaer. Fantastisk film og fantastisk instruktør!
Selvom jeg uden at tøve ville kalde Mann en sand auteur, så har han ikke selv skrevet eller været medforfatter på hans seneste film, Collateral (der er skrevet af Stuart Beattie), som jeg selvfølgelig havde tårnhøje forventninger til, og da de minsandten blev indfriet, blev filmen en af 2004’s bedste biografoplevelser. Simpliciteten i filmens præmis er noget nær genial. En lejemorder tvinger en taxachauffør til at køre ham rundt, så han kan ekspedere efter klientens ønske. Hele handlingen strækker sig kun over omkring 6 timer, og man skulle derfor tro, at tempoet var sat helt i top. På overfladen en konventionel actionthriller, i realiteten en stimulerende og atypisk psykologisk thriller/drama propfyldt med klassiske Mann-temaer. Nøjagtig som i Heat, som Collateral har flere underliggende relationer med, har vi de to modsatte poler, kontrasterne, der finder en slags sjælsmæssig genkendelse i hinanden.
Pretty-boy Tom Cruise spiller den kalkulerende og kyniske lejemorder, men i hænderne på Mann, er det ikke bare den sædvanlige Cruise-tur, vi serveres for. Den kontrasterende typecasting understøtter perfekt publikum (og Foxx’s karakters) ambivalens imod Cruise, der tydeligvis er inde i en selvdestruerende spiral via hans misantropiske branche, men også antyder tragiske skyggesider af hans personlighed, der muligvis kunne forklare hans handlinger og miserable opfattelse af hans medmennesker. Cruise er ikke kun god her, han er rigtig god! Ingen glamourøs eller prætentiøs spil, ’bare’ engageret skuespil. På formidabel, og for ham sjældent, vis opsluges Cruise i rollen, og man kommer som publikum virkelig til at se ham som lejemorderen Vincent. Sammenspillet med Jamie Foxx er altdominerende som troværdighedsgrundlag, og det er derfor mere end behageligt at se, at deres sammenspil fungerer så fantastisk. Foxx leverer en kraftpræstation som den dagdrømmene taxachauffør (der paradoksalt nok foretrækker at køre om natten og henvisne til den individuelles anonymitet), der utvivlsomt er et godt menneske, men simpelthen mangler et selvtillidsskub og muligvis selverkendelse. På trods af den åbenlyse diversitet mellem Cruise og Foxx’s karakter, så har de op til flere ens personlighedssider. Begge er perfektionister, hvor Cruise dog er den eneste, der succesfuldt har overført dette til sit arbejde. Foxx tør ikke tage chancen og forfølge hans drøm om et selvstændigt limousine-firma, da han frygter fiasko, og det kan hans selvværd ikke klare. Billedet af en paradis-ø illustrerer perfekt hans tilstand. Målet er foran ham, men i stedet for at forfølge det, anvender han det som eskapisme.
Dette gør han ligeledes indledningsvis, da billedet bliver skiftet ud med en velspillende Jada Pinkett Smiths visitkort. I den scene viser Mann virkelig sit enestående talent for tålmodig opbygning til det potentielle kærlighedsforhold, der ægte, varmende og rørende rammer publikum med en gribende følsomhed. Sekvensen er akkompagneret af Groove Anmadas Hands of Time (der tages forbehold for fejl her), der gør det hele desto mere smukt og gribende. Smiths gengivelse af hendes egen usikkerhed af en nøjagtig spejling af Foxx’s karakter, der dog vælger at opretholde den kontrollerende facade og ikke lukke hende ind. Så snart Smith er steget ud, indtræffer Cruise. Forskellige veje, forskellige destinationer.
En af Manns store styrker er hans talent for at kreere gennemførte og psykologisk dybe karakterer, der aldrig kommer til at føles påtagede. Cruise introduceres i en lufthavn, der metaforisk skildrer hans selvindbildning som et overlegent individ, hævet højt over masserne. Det er psykotisk og tragisk, at han selv mener, at han distingveres gennem hans professionelle likvideringer, der bare er et job for ham. Jeg fandt ulven som allegori for Cruise’s selvopfattelse absolut fremragende. Det iskolde rovdyr, der egenrådigt følger de darwinistiske teorier om survival of the fittest. Et øjebliks relation fra Cruise’s side, som dog erstattes af hans udviklede ’forhold’ med Foxx og ultimativt destrueres af denne. Cruise fortæller med væmmelse i stemmen en historie om en mand, der døde i et tog og kørte 6 stationer, før nogen opdagede, at han var død. Hans opfattelse af disharmonien og det ufunktionelle i samfundet, hvorigennem han godtgøre sine handlinger som ubetydelige i det store og overdimensionerede billede. Cruise udvider sin selvopfattelse, men når aldrig til en erkendelse og forandringsønske, hvorved han naturligvis må lade livet. Dermed ikke sagt, at man som publikum ikke forstår Foxx’s sympatiske tilstedeværelse under den sidste udånding.
Foxx’s karakter er utvivlsomt helten, bare med en tvetydig dybde. Han misunder Cruise’s handlekraftighed, overlegenhed og sjælstyrke, og nyder endda magtpositionen, da han agerer som stedfortræder, men distancerer sig også igen, da hans moralske opfattelse og integritet er ærlig og ægte. Foxx er prototypen af den forfejlede amerikanske drøm, idealisterne uden oprigtig motivation. Han bruger 6-timers mødet med Cruise som en opvågningskatalysator, og forandres mere gennem dette korte tidsrum, end han har gjort over 12 år. Mann belønner ham med afsluttende håb og kærlighedsinteressen om armen.
Collateral har nogle virkelig interessante psykologiske aspekter, man savlende og analyserende kan kaste sig over, men filmen har naturligvis meget mere at byde på. Vi har her et nuanceret og indsigtsfuld portræt af en storby, som Mann med sikkert overblik og visuelt overskud guider os igennem. Kameraføringen er endnu engang superb, nysgerrigt søgende, men alligevel tilbageholdende. Mann springer meget (og virkningsfuldt) mellem de tætte og mere episke billeder. Detaljerne gør, at man om muligt kommer endnu længere ind under huden på karaktererne, og Collateral må siges at være en absolut smuk og uforglemmelig fotograferet film. Nøjagtigt som med Manns sidste tre film.
Underholdningskurven er på maksimum konstant. Skudvekslingen i natklubben er hæsblæsende, adrenalinfyldt og troværdig. En af de mest fængende actionsekvenser fra Hollywood i lange tider, som alverdens effektsøgende instruktører ikke kunne hamle op med. Mann iscenesætter det næsten uoverskuelige med en nonchalant selvfølgelighed, der gør scenen ganske mindeværdig. Både i overført forstand og helt konkret redder Cruise Foxx’s liv. Jazz-scenen er dog ifølge mig bare lidt bedre, muligvis filmens bedste scene. Den er faktisk noget af det mest nervepirrende og geniale, jeg har set i meget længe. Fortrolighedens intimitet, der uforberedt vendes til blodig alvor og yderst skræmmende realitet. Her viser Mann virkelig, hvor modbydelig Cruise’s karakter er.
Musikken er som altid et stærkt element i Manns fortællinger, og heller ikke her skuffer han. Eksperimenterende og psykedelisk, simpelthen fremragende. Ros til James Newton Howard, der endnu engang har begået et prisværdigt og rørende score. Et kritikpunkt til filmen fra min side er slutningens katten-efter-mussen jagt, der ikke er synderlig originalt eller passer flydende ind i resten af filmens plausibilitet. Dette trækker dog ikke betydeligt ned i helhedsbedømmelsen.
Collateral har ikke Heat’s monumentale og episke gennemslagskraft og spænder heller ikke så sublimt over følelsesregistret som The Insider, men den har sine momenter, hvor man hensættes i åndeløs ekstase, og hvor jeg gladelig medgiver, at Mann endnu engang har lavet et stykke uvurderligt filmkunst (for mig). Han er konsekvent i hans filosofiske skæbnefortælling og enkelte strejf af eksistentialisme, men også langt mere bredtfavnende ind i filmmediets muligheder og virkemidler, end mange andre af hans respekterede kollegaer. Fantastisk film og fantastisk instruktør!
19/03-2005
