Underfundig islandsk roadmovie

”Cold Fever” handler om Hirata (Nagase Masatoshi fra "Mystery Train"), der lever et typisk kontornusserliv i Tokyo. Filmen åbner med en skarp lille kommentar til corporate Japan, hvor Hiratas hverdag går ud på at se åndsvage quizprogrammer på TV og at blive presset af sin stive chef til modvilligt at synge karaoke, når han endelig får succes i firmaet. Han drømmer derfor om at komme langt væk på golfferie i Hawaii, men hans bedstefar (spillet af instruktør Suzuki Seijun) vil have ham til at gennemføre begravelsesritualerne for hans forældre, der døde under en ulykke i Island. Lidt en omvæltning fra Hawaii. Vi følger så Hiratas rejse igennem det islandske landskab med isdækkede sletter, sprudlende geysere, iskolde vandfald og ikke mindst sære mennesker. For eksempel den småmakabre pige, hvis hobby det er at gatecrashe begravelser, fordi hun elsker ritualerne og følelserne ved en begravelse. Eller for eksempel de to amerikanere, der er uenige om alt, og bruger handskedukker, når de skændes, og pistoler, når de køber ind. Nogle gange virker filmens underfundighed og særhed lidt påtaget, men andre er komikken fint vævet ind i handlingen. Det er en rigtig god ide at vise den vilde islandske ødemark gennem en japansk yuppies øjne, og Nagase Masatoshi giver sin ellers stereotype rolle (tro det eller ej, det er ikke alle japanere, der er corporate drones) en troværdighed fra starten. Filmen har til tider en dejlig Jarmusch-agtig eller Kaurismäki-agtig lune. Samtidig har filmen nogle fantastiske billeder af solen over de islandske ødemarker, der hjælper Hirata med at finde tættere på sin afdøde forældre og sin egen åndelighed. På vejen finder han så også den islandske delikatesse væddertestikler og brændevinen Black Death. En herlig roadmovie om kulturmøde og samtidig en underfundig og lys film om noget så mørkt som døden.