- Vigtigt slag, uvigtig film -

3.0
”The Alamo” er en moderniseret udgave af John Waynes 45 år gamle film om den berømte amerikanske fæstning, der i 1836 blev knudepunktet i texanernes uafhængighedskamp mod det mexicanske diktatur.

Og hvad skal vi så bruge denne ”ansigtsløftning” til? Ikke meget desværre. Historien er skam god og tåler at blive hørt mange gange, men efter at have set denne lidt matte udgave, føler man det egentlig overflødigt. Nuvel, den gamle udgave er heller ingen eviggyldig klassiker, men i dette tilfælde virker det bare som om, at den gode historiske fortælling, som ”The Alamo” har, ikke rigtig kommer til sin ret.

Selvom filmen er heltstøbt i traditionel forstand, så er den undervejs en anelse ufokuseret og forstår ikke rigtigt at kombinere sine sideløbende historier ordentligt. Særligt spændende er det i hvert fald ikke, tempoet er for svingende til, at man for alvor når at engagere sig i fortællingen, og så ligger klimaks tyve minutter for tidligt.

Men den pauvre opbygning til trods så har ”The Alamo” alligevel sine kvaliteter. Den underholder ganske godt og bliver på intet tidspunkt kedsommelig, hvilket en produktion til 100 mio. dollars da helst heller ikke skulle. Filmen er ikke studiefilmet, så man har derfor investeret i nogle gigantiske og flotte udendørskulisser. Storladent er det da også, kameraturene er lange og eksplosionerne store, men det bliver aldrig medrivende, og man sidder lidt tilbage med følelsen af, at pengene er klattet væk. Instruktøren matcher ganske enkelt ikke den pengepose, han har fået stukket i hånden. Det er ikke instrueret effektivt nok, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad en instruktør som Ridley Scott eller James Cameron kunne have fået ud af projektet for de samme penge.

I skuespillet gør garvede navne som Dennis Quaid og Billy Bob Thornton det godt, men bedst er Jason Patric dog i en begrænset rolle. Han er meget overbevisende og fortsætter det gode spil ovenpå en stærk præstation i det hårdkogte krimidrama ”Narc”.

Altså en på mange måder unødvendig film om slaget ved Alamo, der dog behandler sit tema sobert. Som gammeldags underholdende western fungerer filmen også nogenlunde, men det er bare ikke helt nok, når filmen så åbenlyst har sat sig for at imponere. For det gør den ikke, og filmen bliver derfor paradoksalt nok aldrig den storfilm, den gerne vil være.
The Alamo