I know
6.0
Det er desværre ikke så tit, at japanske film dukker op i danske biografer. Når der endelig kommer en eller to op på det store lærred i løbet af et år, så er det som regel blot endnu en gyser med et spinkelt og langhåret pigespøgelse. På DVD-markedet er det også typisk de mest groteske og voldelige japanske film, der bliver udgivet. Miike Takashi har gjort en karriere ud af den slags film. Heldigvis findes der mere og andet på det japanske filmmarked end vold og gys.
Koreeda Hirokazu er et af de nye navne der har gjort indtryk på både filmfestivaler og på hjemmemarkedet. Koreeda er en af de få dokumentarfilminstruktører, der virkelig har formået at bruge den dokumentariske realisme til at fortælle fiktive historier, der når dybt ind under huden. I stedet for at trække på en lang række virkemidler fra andre fiktionsfilm, så benytter Koreeda i stedet sin baggrund med dokumentarfilm. Fordi hans film ikke er bygget op over bestemte dramatiske højdepunkter eller linier, så føles filmene uhyggeligt virkelige og nære.
Denne dokumentariske stil har han denne gang benyttet til at skildre en virkelig hændelse, hvor en mor efterlod sine fire børn i lejlighed. I filmen springer vi direkte ind til det punkt, hvor familien flytter ind i lejligheden. Moren (You) og den ældste søn på tolv, Akira (Yagira Yûya), hilser på deres husvært, som ikke tillader, at der bor mindre børn i huset. Derfor smugles de to mindste børn ind med kufferter, og den næstældste datter sniger sig ind om natten. Det er kun Akira, der får lov til at forlade lejligheden. Da moren er på arbejde hele dagen, må de fire børn klare sig selv i lejligheden. De fire børn har alle forskellige forældre, og ingen af dem går i skole eller børnehave, selv om de to ældste meget gerne ville i skole.
Det forklares ikke i filmen, men i den virkelige hændelse blev ingen af børnene registreret ved fødselen, da moren ikke ville stemples af samfundet som enlig forsørger. Desuden er p-piller heller ikke så let tilgængelige som i Danmark. Moren forsømmer sin rolle som forsørger fuldstændigt, da hun forlader de fire børn med en kuvert med penge, men selv da hun var i hjemmet, tog hun ikke ansvar for børnene. Som person er hun meget barnlig og ansvarsløs. Hun taler, som var hun seks. Det er som om hun hellere vil være veninde for børnene end at være mor for dem. Børnene er hendes legetøj, hendes kæledyr. Man kunne forestille sig, at denne karakter er en meget ekstrem og sjælden type, men disse barnlige kvinder må siges at være et velkendt fænomen i Japan. Gad vide om de ikke også findes i Danmark. Heldigvis er det ikke alle, der svigter deres børn i samme grad, som moren i filmen.
Ud fra beskrivelsen af filmen indtil videre kunne man forestille sig, at filmen var en mørk og tragisk socialrealistisk film, der skal belære os om morens grusomhed og børnenes pinsler. Så firkantet er Koreeda heldigvis ikke. Filmen har som sagt ikke en konventionel narrativ, så der er ikke tale om eskalerende tragedie. Koreeda benytter i stedet denne historie og filmmediet til at betragte livet ud fra børnenes synsvinkel, og han gør det fremragende. Filmen udvikler sig ganske langsomt igennem et år, hvor vi følger børnenes hverdag. I nogle sekvenser ser vi blot børnene lege eller købe ind. I andre sekvenser ser vi Akira få nye venner. Senere i filmen stifter børnene bekendtskab med pigen Saki (Kan Hanae), som pjækker fra skolen, fordi hun mobbes. Alle disse sekvenser virker umiddelbart små og ubetydelige, men de giver alle sammen et indtryk af børnenes situation, og deres måde at tænke og se tingene på. Derfor er filmen gennemgående meget lys og let på trods af denne situation.
Gode film kan få en til at se på omverdenen med en ny optik, og dette formår Koreeda til fulde med sin meget naturtro og intime dokumentarstil. Da der mod slutningen i filmen endelig opstår et dramatisk øjeblik, så har det så meget desto større effekt, fordi stilen stadig er ordløs og afdæmpet, og fordi det er så virkeligt og nært. Jeg har boet i et år i Japan i nogle omgivelser, der ligner dem i filmen utroligt meget (jeg fik endda også gratis mad en gang imellem af den lokale convenience store-ejer:)), men den grundlæggende skildring af børnenes situation og deres måde at tackle verden på vil appellere til alle, der tør se film, som beskæftiger sig med virkeligheden.
Koreeda Hirokazu er et af de nye navne der har gjort indtryk på både filmfestivaler og på hjemmemarkedet. Koreeda er en af de få dokumentarfilminstruktører, der virkelig har formået at bruge den dokumentariske realisme til at fortælle fiktive historier, der når dybt ind under huden. I stedet for at trække på en lang række virkemidler fra andre fiktionsfilm, så benytter Koreeda i stedet sin baggrund med dokumentarfilm. Fordi hans film ikke er bygget op over bestemte dramatiske højdepunkter eller linier, så føles filmene uhyggeligt virkelige og nære.
Denne dokumentariske stil har han denne gang benyttet til at skildre en virkelig hændelse, hvor en mor efterlod sine fire børn i lejlighed. I filmen springer vi direkte ind til det punkt, hvor familien flytter ind i lejligheden. Moren (You) og den ældste søn på tolv, Akira (Yagira Yûya), hilser på deres husvært, som ikke tillader, at der bor mindre børn i huset. Derfor smugles de to mindste børn ind med kufferter, og den næstældste datter sniger sig ind om natten. Det er kun Akira, der får lov til at forlade lejligheden. Da moren er på arbejde hele dagen, må de fire børn klare sig selv i lejligheden. De fire børn har alle forskellige forældre, og ingen af dem går i skole eller børnehave, selv om de to ældste meget gerne ville i skole.
Det forklares ikke i filmen, men i den virkelige hændelse blev ingen af børnene registreret ved fødselen, da moren ikke ville stemples af samfundet som enlig forsørger. Desuden er p-piller heller ikke så let tilgængelige som i Danmark. Moren forsømmer sin rolle som forsørger fuldstændigt, da hun forlader de fire børn med en kuvert med penge, men selv da hun var i hjemmet, tog hun ikke ansvar for børnene. Som person er hun meget barnlig og ansvarsløs. Hun taler, som var hun seks. Det er som om hun hellere vil være veninde for børnene end at være mor for dem. Børnene er hendes legetøj, hendes kæledyr. Man kunne forestille sig, at denne karakter er en meget ekstrem og sjælden type, men disse barnlige kvinder må siges at være et velkendt fænomen i Japan. Gad vide om de ikke også findes i Danmark. Heldigvis er det ikke alle, der svigter deres børn i samme grad, som moren i filmen.
Ud fra beskrivelsen af filmen indtil videre kunne man forestille sig, at filmen var en mørk og tragisk socialrealistisk film, der skal belære os om morens grusomhed og børnenes pinsler. Så firkantet er Koreeda heldigvis ikke. Filmen har som sagt ikke en konventionel narrativ, så der er ikke tale om eskalerende tragedie. Koreeda benytter i stedet denne historie og filmmediet til at betragte livet ud fra børnenes synsvinkel, og han gør det fremragende. Filmen udvikler sig ganske langsomt igennem et år, hvor vi følger børnenes hverdag. I nogle sekvenser ser vi blot børnene lege eller købe ind. I andre sekvenser ser vi Akira få nye venner. Senere i filmen stifter børnene bekendtskab med pigen Saki (Kan Hanae), som pjækker fra skolen, fordi hun mobbes. Alle disse sekvenser virker umiddelbart små og ubetydelige, men de giver alle sammen et indtryk af børnenes situation, og deres måde at tænke og se tingene på. Derfor er filmen gennemgående meget lys og let på trods af denne situation.
Gode film kan få en til at se på omverdenen med en ny optik, og dette formår Koreeda til fulde med sin meget naturtro og intime dokumentarstil. Da der mod slutningen i filmen endelig opstår et dramatisk øjeblik, så har det så meget desto større effekt, fordi stilen stadig er ordløs og afdæmpet, og fordi det er så virkeligt og nært. Jeg har boet i et år i Japan i nogle omgivelser, der ligner dem i filmen utroligt meget (jeg fik endda også gratis mad en gang imellem af den lokale convenience store-ejer:)), men den grundlæggende skildring af børnenes situation og deres måde at tackle verden på vil appellere til alle, der tør se film, som beskæftiger sig med virkeligheden.
23/03-2005
