going downtown
4.0
Intens og velproduceret ubåds-spændingsfilm uden overprætentiøse ambitioner. Når makkerparret Don Simpson (der døde under indspilningerne af Bays The Rock) og Jerry Bruckheimer er krediteret som producenter kan man oftest ikke forvente andet end et glat og strømliniet produkt, men med den kompetente og nærmest overlegne instruktør Tony Scott bag roret, er Crimson Tide endt som en ganske vellykket film, der ikke bare er ren overfladelir.
Quentin Tarantino har som en vennetjeneste renskrevet Michael Schiffer og Richard P. Henricks manuskript ukrediteret, da Scott forrige film var realiseringen af Tarantinos indfølte og personlige manuskript til True Romance. Og som bekendt blev Scotts filmatisering en uforglemmelig og uforklarlig mesterværk. Dialogen i denne film er stedvis skarp og meget vittig, eksempelvis sekvensen hvor der diskuteres skuespillere i ubådsfilm med de subtile filmreferencer, men spændingskurven er formularpræget og meget velkendt. Befriende nok (og meget overraskende, Bruckheimers indladenhed taget i betragtning) har man næsten fuldstændig udeladt de tommetykke patriotiske (og oftest nedladende) over- og undertoner, og man kan nemt tolke Crimson Tide som en åbenlys kritik af de individuelles magter over masseødelæggelsesvåben. Denne modige tilgang er atypisk for amerikanske militærfilm, og dette redder filmen fra at være endnu et samlebåndsprodukt.
Hvor Crimson Tide er anderledes i den beskrivelse af amerikanske styrker, er den ganske ordinær er karakterskildringen og langtfra så nuanceret, som den selv tror. Der er ikke synderlig meget glorificering, men helteopdelingen er tydelig og for skarp optrukken. Plausibiliteten reddes dog af de velspillende skuespillere, hvor Denzel Washington endnu engang fører an med en fornem og sikker præstation. Den trykkende stemning mellem ham og ubådskaptajnen, den kalkulerende kontra den handlende, bevarer sin intensitet takket være sammenspillet mellem Washington og en ganske veloplagt Gene Hackman, der udstråler respektfuld autoritet. Spændingsgrundlaget udfoldes gennem de interne stridigheder, magtpositionerne, hvor gensidig respekt langsomt erstattes med heftige uoverensstemmelser, der kan udlede til katastrofe. Problemstillingen er en smule forsimplet (dog ikke ukompliceret), for at os civile kan følge med, men dette understøtter nu kun den håndgribelige spænding fint.
Scott kan ikke lade være med at servere flere af de trættende ubådsklicheer, men i stedet for at dvæle ved dem, udfolder han historien i et stramt greb, og filmen er virkelig en effektiv sag. Selvom spændingen til tider kan føles en smule forudsigeligt, så undgår man ikke at fænges, og Scott rammer den klaustrofobiske og komprimerede ubådsstemning noget nær perfekt. Scotts unikke æstetik er som altid overlegen og virkelig lækker (kameraføringen superb og belysningen gennemtænkt), og klasser over hvad de fleste Hollywood-instruktører kan præstere. Hans Zimmers musik er iørefaldende og fremragende som virkemiddel, om end det lyder til, at Zimmer har kopieret store dele af hans score til The Rock fra denne film.
Crimson Tide er langt bedre, end jeg huskede den til at være, og er endnu engang et ubenægtende bevis på, at Tony Scott er en af det amerikanske filmmarkeds mest kompetente og seværdige underholdningsinstruktører.
Quentin Tarantino har som en vennetjeneste renskrevet Michael Schiffer og Richard P. Henricks manuskript ukrediteret, da Scott forrige film var realiseringen af Tarantinos indfølte og personlige manuskript til True Romance. Og som bekendt blev Scotts filmatisering en uforglemmelig og uforklarlig mesterværk. Dialogen i denne film er stedvis skarp og meget vittig, eksempelvis sekvensen hvor der diskuteres skuespillere i ubådsfilm med de subtile filmreferencer, men spændingskurven er formularpræget og meget velkendt. Befriende nok (og meget overraskende, Bruckheimers indladenhed taget i betragtning) har man næsten fuldstændig udeladt de tommetykke patriotiske (og oftest nedladende) over- og undertoner, og man kan nemt tolke Crimson Tide som en åbenlys kritik af de individuelles magter over masseødelæggelsesvåben. Denne modige tilgang er atypisk for amerikanske militærfilm, og dette redder filmen fra at være endnu et samlebåndsprodukt.
Hvor Crimson Tide er anderledes i den beskrivelse af amerikanske styrker, er den ganske ordinær er karakterskildringen og langtfra så nuanceret, som den selv tror. Der er ikke synderlig meget glorificering, men helteopdelingen er tydelig og for skarp optrukken. Plausibiliteten reddes dog af de velspillende skuespillere, hvor Denzel Washington endnu engang fører an med en fornem og sikker præstation. Den trykkende stemning mellem ham og ubådskaptajnen, den kalkulerende kontra den handlende, bevarer sin intensitet takket være sammenspillet mellem Washington og en ganske veloplagt Gene Hackman, der udstråler respektfuld autoritet. Spændingsgrundlaget udfoldes gennem de interne stridigheder, magtpositionerne, hvor gensidig respekt langsomt erstattes med heftige uoverensstemmelser, der kan udlede til katastrofe. Problemstillingen er en smule forsimplet (dog ikke ukompliceret), for at os civile kan følge med, men dette understøtter nu kun den håndgribelige spænding fint.
Scott kan ikke lade være med at servere flere af de trættende ubådsklicheer, men i stedet for at dvæle ved dem, udfolder han historien i et stramt greb, og filmen er virkelig en effektiv sag. Selvom spændingen til tider kan føles en smule forudsigeligt, så undgår man ikke at fænges, og Scott rammer den klaustrofobiske og komprimerede ubådsstemning noget nær perfekt. Scotts unikke æstetik er som altid overlegen og virkelig lækker (kameraføringen superb og belysningen gennemtænkt), og klasser over hvad de fleste Hollywood-instruktører kan præstere. Hans Zimmers musik er iørefaldende og fremragende som virkemiddel, om end det lyder til, at Zimmer har kopieret store dele af hans score til The Rock fra denne film.
Crimson Tide er langt bedre, end jeg huskede den til at være, og er endnu engang et ubenægtende bevis på, at Tony Scott er en af det amerikanske filmmarkeds mest kompetente og seværdige underholdningsinstruktører.
26/03-2005
