Fucking Vittula

Den sidste gode svenske ungdomsfilm jeg så, var "Fucking Åmål" om to teenagepiger, der foretrak at hinandens intime selskab frem for at være sammen med knallertamøberne i provinshullet de boede i. Den film formåede at tegne et realistisk billede af at være teenager og i udvikling i nogle omgivelser, der ikke er bevægelse på samme måde.

"Vittula" minder tematisk om "Åmål". Den er baseret på en bog af Mikael Niemi, der skrev om sine erindringer som barn i 1960'erne i sovebyen Pajala på grænsen mellem Sverige og Finland. Filmen handler især om venskabet mellem Matti (Max Enderfos) og Niila (Andreas af Enehjelm), men generelt er filmen et komisk portræt af livet på stedet dengang. De gamle jægere drikker hjemmebrændt i litervis, de religiøse er frygtindgydende og mørke, de unge piger drømmer sig væk til Elvis og England, og drenge er nogle små voldelige krabater.

Vi følger de to drenge i starten, hvor en udveksling af bussemænd fører til venskab, og derefter ser vi dem i puberteten, hvor en hurtig-cyklende hippie-musiklærer fra Skåne inspirerer dem til at lave et rock'n'roll band. Der opstår nogle problemer i forholdet mellem Matti og Niila, da Matti får interesse for piger, og blandt andet boller med en kommunistisk pige i en gymnastiksal fyldt med overvægtige madammer. Der er nogle seksuelle undertoner i de to venners forhold, og ellers er der et generelt venskabeligt følelsesmæssigt bånd imellem de to, da Matti er den eneste der ved, at Niilas far tæsker ham.

Pubertet og seksualitet er et vigtigt element i historien, men filmen lever i kraft af sine karikerede og komiske bipersoner, der kommer og går i filmen. Den er tydeligvis en genfortælling af mands erindringer, og derfor er der ikke nogen større dramatisk sammenhæng eller entydig pointe. Dog er der så mange gode og stilistisk flotte scener, så filmen er fantastisk underholdende.