Vinporno
4.0
Alexander Payne fik kæmpestor succes hos de amerikanske filmkritikere, og han vandt en oscar for manuskriptet for "Sideways". A. O. Scott fra New York Times har skrevet at kritikernes varme modtagelse af "Sideways" nok i høj grad skyldes, at hovedpersonen i "Sideways" selv er lidt af en kritiker. Miles (Paul Giamatti) er en vinelsker og forfatter, der stadig ikke er kommet sig over sin skilsmisse. Han er gået lidt i stå i livet, og han er blevet bitter og kritisk. Umiddelbart virker han ikke sympatisk. Han stjæler penge fra sin mor, og han powernørder vinsmagning. Hans udfarende drengerøv og egotripper af en ven, Jack (Thomas Haden Church), er lige så usympatisk. Filmen foregår under en vinsmagningstur i Californien som Miles og Jack er på før Jacks forestående bryllup, og det eneste Jack tænker på er at få noget på den dumme, før han bliver gift. Selv om Miles i starten er modvillig, så lykkedes det Jack at overtale ham til at gå med på en doubledate med den sofistikerede og vinkendende servitrice, Maya (Virginia Madsen), og den ligefremme og sexede vinhusværtinde, Stephanie (Sandra Oh). Mens Jack fra starten pumper løs i Stephanie uden at tænke et øjeblik på sin kommende brud, så forsøger Miles langsomt at bryde ud af sin skal og få fat i den smukke Maya. Ud over det så drikkes der en masse vin, og filmen propaganderer Pinot frem for Merlot. Nu er jeg ikke den store vindrikker, men jeg kan godt sætte mig en i filmens brug af den langsomt modnende vin som metafor for de langsomt modnende personer i filmen. Men alligevel lærte jeg ikke at kunne lide Miles og Jack i så høj grad, som filmen gerne ville have mig til. Jeg så mest af alt filmen som en sarkastisk komedie. Og som sådan fungerede den egentlig ok. På samme måde som Paynes "About Schmidt", så er de karikerede personskildringer i filmen ganske underholdende. Men jeg følte aldrig noget for personerne. Jeg forstår for eksempel stadigvæk ikke hvad Maya så i Miles. Måske drikker jeg bare ikke nok vin. God vinporno, fin sarkasme, men ingen åbenbaring.
28/03-2005