Fremragende plot ferskt udført
4.0
Rektor Meisling bliver en uhyre interessant person i Henning Jensens fortolkning. Desværre mere interessant end filmens ambitionsniveau rækker til.
Der er egentlig masser af saft og kraft i historien om Andersen, Tuk og Meisling på latinskolen i Slagelse i 1820erne til at bære en hel film i sig selv. Desværre skal det hele indrammes i en omgang overflødig pseudo-respektiv "sovs" i form af den aldrende, døende Andersen, der ser tilbage på sit liv, som han beretter for en hjertensgod tjenestepige.
Unge Andersen i skikkelse af Simon Dahl Thaulow har man bestemt ikke ondt af. Han er faktisk ligeså egocentreret, som Meisling beskylder ham for at være. Og dét er egentlig dét, som sikrer min overvejende sympati for filmen OG samtidig dét, som gør filmens stemning og dialog momentvis både mindeværdig, interessant og komisk.
Man er bestemt ikke ligeglad med personerne. Bortset fra garvede Henning Jensen er det ikke ligefrem fordi skuespillerne "brænder igennem lærredet", som man siger. Men Thaulows fremstilling af den flyvsk-drømmende Andersen er herligt komisk, hvad enten det så er helt tilsigtet eller ej.
Virkelighedens Meisling VAR efter sigende en barsk herre, men Andersen gik faktisk i mange år på hans latinskole. Efter forflytningen til Helsingør sank han efterhånden dybt ned i druk, og han døde vistnok meget ensom på "den lukkede" engang i 1850erne.
Latinskolen i Slagelse fungerede fra omkring 1810 (og lå i Bredegade). Den nedbrændte og findes vist ikke mere. Andersen selv er dog udenfor mistanke for at stå bag, da det først skete i 1897 - 22 år efter hans død:-)
Der er egentlig masser af saft og kraft i historien om Andersen, Tuk og Meisling på latinskolen i Slagelse i 1820erne til at bære en hel film i sig selv. Desværre skal det hele indrammes i en omgang overflødig pseudo-respektiv "sovs" i form af den aldrende, døende Andersen, der ser tilbage på sit liv, som han beretter for en hjertensgod tjenestepige.
Unge Andersen i skikkelse af Simon Dahl Thaulow har man bestemt ikke ondt af. Han er faktisk ligeså egocentreret, som Meisling beskylder ham for at være. Og dét er egentlig dét, som sikrer min overvejende sympati for filmen OG samtidig dét, som gør filmens stemning og dialog momentvis både mindeværdig, interessant og komisk.
Man er bestemt ikke ligeglad med personerne. Bortset fra garvede Henning Jensen er det ikke ligefrem fordi skuespillerne "brænder igennem lærredet", som man siger. Men Thaulows fremstilling af den flyvsk-drømmende Andersen er herligt komisk, hvad enten det så er helt tilsigtet eller ej.
Virkelighedens Meisling VAR efter sigende en barsk herre, men Andersen gik faktisk i mange år på hans latinskole. Efter forflytningen til Helsingør sank han efterhånden dybt ned i druk, og han døde vistnok meget ensom på "den lukkede" engang i 1850erne.
Latinskolen i Slagelse fungerede fra omkring 1810 (og lå i Bredegade). Den nedbrændte og findes vist ikke mere. Andersen selv er dog udenfor mistanke for at stå bag, da det først skete i 1897 - 22 år efter hans død:-)
30/03-2005
