dumt træk

2.0
Plotspoiler-alert!

I stedet for at bruge energi og ressourcer på at udvikle en femte film i Alien-serien (der godt kunne bruge en ordentlig og respektfuld afslutning efter den ellers så originale og visionære Jean-Pierre Jeunets svage og næsten ugenkendelige Alien: Genopstandelsen), har man valgt den kommercielle og nemme vej, der tilsyneladende stille og roligt danner kutyme, og sammensætte to karismatiske filmmonstre i én film, hvor man så ellers kan gå amok. Sidste år fik vi den rutinerede Ronny Yus noget kedelige og uefne Freddy vs. Jason, og i år er ’æren’ så tilfaldet alien-uhyrerne og predator-monstret. Når man først er kommet sig over den tunge blasfemiske tilgang og pengegriske kollaboration, så skal jeg da gerne indrømme, at præmissen (der lever højt på sin uoriginale gimmick) principielt kunne have været grobund for en uforpligtende omgang splatter-underholdning. Hybriden mellem to af filmhistoriens mest stilskabende monster-ikoner er dog langtfra gennemført eller flydende, kun håbløst potentialespilde og irriterende. Ridley Scott har udtalt, at han ville genevaluere hans position omkring en 5. film i Alien-serien, efter han havde afmålt AvP’s succes. Forhåbentlig står han ikke ved sin udtalelse, for så er udsigten til et gensyn håbløst!

Der er ingen tvivl om, at instruktøren Paul W.S. Anderson har godtaget et projekt, der led under så tårnhøje forhåndsforventninger, at han umuligt kunne indfri dem bare nogenlunde tilfredsstillende. Men Andersons karrierer taget i betragtning, så kan man da heller ikke være andet end skeptisk omkring valget af ham som instruktør. Does Mortal Kombat, Soldier or Resident Evil ring a bell? Indrømmet, han viste potentiale med hans anden spillefilm, den stilsikre og uhyggelige Event Horizon, men ellers har Anderson ikke budt filmindustrien andet end trivielt elendighed (ifølge mig). Han har selv været med til at nedrisle skitsen, undskyld, manuskriptet til filmen, og heri ligger en af filmens allerstørste problemer. Ikke nok med at der er faretruende mangel på originale idéer, eller at Anderson har plagieret fra De Forslidte Konventioners Håndbog, men Anderson viser heller ingen tegn på bare den mindste forståelse af monstrene. Det har været en indviklet og bøvlet puslespil at løse (hvorved man nemt sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden med denne film!), da Alien- og Predato-uhyrerne er så uhyre (sorry, dårlig joke) forskellige, at krydsningen aldrig kunne have forenet dem i et skræmmeorgie af format (double up betyder ikke dobbelt så godt), men Anderson vover sig ud over den respekterede grænse og forsøger at bidrage med en mytologi til Predatorerne (eller hvordan man nu bøjer det ord). Den manglende mytologi i både Alien-filmene og især Predator-filmene fremhævede monstrenes dyriske og barbariske handlinger perfekt og den skræmmende fascination blev forøget betydeligt, men når man serveres for en latterlig baggrundsmytologi, ryger uhyggen og fremmed-troværdigheden.

Skuespillerne gør ikke engang en indsats for at man som publikum interesseres for karakterernes skæbne. Ewen Bremner lyser en smule op i en obligatorisk klovne-birolle, hvor hans tumpede adfærd måske er ved at blive en smule trættende i længden, men som her faktisk er en af filmens få formidlende omstændigheder. Lance Henriksen (der engang var et sikkert kort) ser træt og gammel ud, og man associerer med en tyk klump i halsen hans Bishop-karakter. Fall from the top. Resten af castet er ugarvede og alt andet end velspillende, hvor især Nataa Lahtan er irriterende. Nu er rollerne heller ikke skrevet som andet end upersonlige og dødsdømte marionetter, der bare skal følge Andersons dødskvote, og man savner i ekstrem grad den psykologiske dybde, som flere af karaktererne i foregående Alien-film havde. McTiernans Predator var måske ikke meget andet end et uhyggeligt actionbrag, men sikkert instrueret og effektiv var den dog!

Som publikum fænges man aldrig af AvP, der er så bundforudsigelig og klichefyldt (sjældent har en spændingsfilm været så uspændende), at man gaber allerede efter de første fem minutter og bare venter på, at alle de forudsete scenarier skal udfoldes. Her er der ingen subtil eller insinuerende uhygge (som i Scotts fremragende Alien og til dels også i Finchers forsøg) eller virtuost og adrenalinfyldt actionsekvenser (som i Camerons fantastisk underholdende Aliens), bare børnestandardiseret tegneserievold, hvor den hårrejsende brutalitet fra Alien- og Predator-filmene aldrig ænses. Man fornemmer heller ikke på noget tidspunkt den tilfældige bestialitet, som især McTinernans Predator besad, kun en klodset opsat samhørighed. Når Anderson forsyner monstrene (især Predatoren) med menneskelignende opførsel og nærmest håndgribelig personlighed (hans forsøg med subtekst?), er det virkelig utilgiveligt! Predator-glorificering, føj for pokker! Ligeså krummer man tæer over latterligheden, når heltinden udstyres med Alien hoved og hale for at bruge det som dække. Det tangerer faktisk til rendyrket fornærmelse. Flere steder hen imod slutningen forventede jeg faktisk, at Anderson ville slå over i patosfyldt romantik mellem Predatoren og heltinden, da han så ville have udført komplet kompromisløs respektløshed.

Som Force så korrekt udtrykker det, så burde AvP få 0 stjerner som forlængelse af de to monster-franchises, men erhverver sig alligevel de 2 (grænsende til 1) stjerner på grund af den grundlæggende underholdning der er i at se disse to uhyrer smadre hinanden. Her udleves Andersons våde drøm tydeligt, og selvom det patetiske og terrible bobler lige under overfladen, mores man alligevel moderat. Scenografisk er AvP faktisk ganske fin, og Anderson kan heller ikke undsige sig at være en effen billedmager.

AvP blev som forventet en massiv skuffelse, da Anderson er uendelig mange ligaer under Scott, Cameron, Fincher, Jeunet og McTiernan (i fordums tid). Ja, selv Stephen Hopkins kan han ikke hamle op med. En fortsættelse til AvP bliver forhåbentlig aldrig en realitet, selvom slutningen ligger stærkt op til det, da jeg tror, at det ville være uudholdeligt at blive udsat for endnu en omgang talentløs lort af denne kaliber.
Alien vs. Predator