De "ansvarlige" voksne
5.0
Achero Manas knugende beretning ”El Bola” (Kuglen) vandt fortjent hovedprisen ved den danske børnefilmsfestival ”Buster” i 2002. Men kan denne film betegnes som en børnefilm?; alene dette spørgsmål- stillet af voksne. Sætter filmens handling helt i relief, i forhold til os voksnes misforståede hensyntagen, når det gælder vore egne og andre børns trivsel.
12 årige Pablo (eller som vennerne kalder ham, Bola) lever dagligt med frygten. Frygten for sin undermåler af en far, der systematisk gennembanker og mishandler ham. Alt imens hans ligeså underkuede mor stiltiende vender blikket den anden vej.
Pablo får i vennen Alfredo, et smugkig på hvordan en barndom også kan leves. Han knytter et nært bånd til Alfredo og hans familie, og ”flygter” så at sige fra sin egen virkelighed, ved at være sammen med Alfredo, så meget som muligt. Det varer dog ikke længe førend Alfredo, bliver klar over Pablos situation. Så med forventning om at de ”ansvarlige” voksne vil gribe ind, underretter Alfredo sin familie samt sagsbehandleren Laura. Nu kommer toget!, nu kommer toget!- eller gør det? Tankevækkende er det i hvert fald, at det er børnene selv der påtager sig ansvaret.
Det er skræmmende at være vidne til. Som tilskuer sidder man bare afmægtigt og ser på, præcis som hovedparten af de ”ansvarlige” voksne, der i filmen gør det samme. Hvad er bedst for barnet?; i langt de fleste tilfælde besvares dette spørgsmål, med en udpræget hensyntagen til de voksnes manglende ansvarlighed, i netop misforstået hensyn til barnet.
Hovedrollen som Pablo (Bola), spilles forunderligt flot af unge Juan José Ballesta, der fortjener al den ros han kan få. Det er en modig film som Achero Manas har skruet sammen, endvidere er det også modigt (og prisværdigt) at Det Danske Filminstitut distribuerer filmen herhjemme, lad os håbe at det ikke var en enlig svale. Anbefales varmt.
12 årige Pablo (eller som vennerne kalder ham, Bola) lever dagligt med frygten. Frygten for sin undermåler af en far, der systematisk gennembanker og mishandler ham. Alt imens hans ligeså underkuede mor stiltiende vender blikket den anden vej.
Pablo får i vennen Alfredo, et smugkig på hvordan en barndom også kan leves. Han knytter et nært bånd til Alfredo og hans familie, og ”flygter” så at sige fra sin egen virkelighed, ved at være sammen med Alfredo, så meget som muligt. Det varer dog ikke længe førend Alfredo, bliver klar over Pablos situation. Så med forventning om at de ”ansvarlige” voksne vil gribe ind, underretter Alfredo sin familie samt sagsbehandleren Laura. Nu kommer toget!, nu kommer toget!- eller gør det? Tankevækkende er det i hvert fald, at det er børnene selv der påtager sig ansvaret.
Det er skræmmende at være vidne til. Som tilskuer sidder man bare afmægtigt og ser på, præcis som hovedparten af de ”ansvarlige” voksne, der i filmen gør det samme. Hvad er bedst for barnet?; i langt de fleste tilfælde besvares dette spørgsmål, med en udpræget hensyntagen til de voksnes manglende ansvarlighed, i netop misforstået hensyn til barnet.
Hovedrollen som Pablo (Bola), spilles forunderligt flot af unge Juan José Ballesta, der fortjener al den ros han kan få. Det er en modig film som Achero Manas har skruet sammen, endvidere er det også modigt (og prisværdigt) at Det Danske Filminstitut distribuerer filmen herhjemme, lad os håbe at det ikke var en enlig svale. Anbefales varmt.
31/03-2005
