solid eskapisme
3.0
Klichefyldt og letforglemmelig romantisk komedie, som det kommercielle Hollywood tilsyneladende insisterer på at producere, på trods af at genren i dens nuværende form velsagtens er blevet malket for de allersidste pengedråber. Og sandt nok er Hitch også blevet en kæmpesucces i Amerika (jeg tror dog ikke, at den vil have helt samme virkning i europæiske lande), men forbavsende nok er filmen ikke et irriterende og hovedpinefremkaldende affære, og dette er utvivlsomt takket være det charmefyldte og yderst velbesatte cast. Det genrebevidste manuskript (der ikke et øjeblik træder udenfor de skabelonskårede rammer!) er lagt i hænderne på den rutinerede instruktør Andy Tennant, der med middelmådig til decideret dårlig resultat har iscenesat flere romantiske dramaer og komedier. Værst gik det nok med hans Ever After, en håbløs sentimental sag, mens Anna og Kongen var en smule for prætentiøs og bredtfavnende til at gribe publikum. I komediegenren har han ikke ligefrem brilleret med den kedelige Fools Rush In (håber den geniale komiker Matthew Perry snart får oprettet en selvstændig filmkarriere!) og den ditto uophidsende Sweet Home Alabama med den nærmest talentløse Reese Witherspoon. Hans erfaring er både en hæmsko for Hitch, da filmen på intet tidspunkt forsøger at gå i den mere uventede retning, men nærmest glorificerer sig selv via den tunge forudsigelighed, men også et skub i den rigtige retning, da Tennant for en gang skyld serverer seværdig, om end absolut uforpligtende underholdning.
Indledningen er fornem, man fristes nærmest til at kategorisere den som elegant, og karakterintroduktion er rigtig god og personerne hurtig optrukket. Som sagt er rollerne (næsten) over hele linien velbesatte, men det er en forrygende morsom og uimodståelig charmerende Will Smith i den dominerende hovedrolle, som trækker Hitch op på et højere niveau, end vi er vant til fra Hollywoods bovlamme romantiske komedier. Smith er ellers mest kendt for hans kække macho-roller (som man enten elsker eller hader, her er der vist ingen ambivalens) i film som Sonnenfelds Men in Black, Emmerichs Independence Day og ikke mindst Bays Bad Boys. Når Smith viger udenfor typecastingen, er det med stor succes til følge. Her tænker jeg især på Manns fremragende og evigt gribende Ali, men også Proyas’ I, Robot og Scotts Enemy of the State. Man så noget af Smiths mere familievenlige komik i Kevin Smiths bundsentimentale, men ganske søde Jersey Girl, og hvis man som mig fandt Will Smiths cameo-rolle filmens højdepunkt, er der meget mere at komme efter i Hitch. Smith understøttes noget nær perfekt af Kevin James, der mest er kendt fra den morsomme tv-serie Kongen af Queens. James’ klodsede fremtræden giver god anledning til lattervækkende (om end lidt billig) slapstick-komik, men det er den lidt nørdede del af hans karakters personlighed, der rører publikum (en smule) og vækker mest interesse. Det er måske et naivt element, den absolut undertippede, der til sidst vinder pigen, men for mig at se virkningsfuldt og fængende. Derfor er det lidt af en skam, at der er blevet lagt så meget vægt på Smiths lidt firkantede kærlighedsudvikling, hvor interaktionen mellem disse to kærlighedshistorier i stedet kunne have understøttet hinanden fermt og hevet Hitch op på de fire stjerner i stedet for de tre store stjerner, som den nu besidder.
Eva Mendes er hverken synderlig talentfuld eller velspillende, og jeg mindes ikke at have set hende være det i en film. Til tider er hun naturlig og sød, men oftest bare en smule anstrengende. Hun leder dog Smith til selverkendelse, filmens subtilt impliceret underhistorie, der slutteligt (og egentlig forbavsende dybdegående og plausibelt) serverer moralen om at tage chancen og imødese mulige konsekvenser. Dybt, nej, men sødt og varmende.
Hitch er på trods af dens fejl en anbefalelsesværdig romantisk komedie, hvor man nok har udregnet hele handlingsforløbet inden rulleteksterne, men underholdes alligevel upåklageligt og herligt. Smiths charmetime i samarbejde med James, der nok snart får en velfortjent større karrierer i Hollywood. Dansesekvensen i slutningen af filmen er ubetalelig morsom! Kropskomik når det er bedst.
Indledningen er fornem, man fristes nærmest til at kategorisere den som elegant, og karakterintroduktion er rigtig god og personerne hurtig optrukket. Som sagt er rollerne (næsten) over hele linien velbesatte, men det er en forrygende morsom og uimodståelig charmerende Will Smith i den dominerende hovedrolle, som trækker Hitch op på et højere niveau, end vi er vant til fra Hollywoods bovlamme romantiske komedier. Smith er ellers mest kendt for hans kække macho-roller (som man enten elsker eller hader, her er der vist ingen ambivalens) i film som Sonnenfelds Men in Black, Emmerichs Independence Day og ikke mindst Bays Bad Boys. Når Smith viger udenfor typecastingen, er det med stor succes til følge. Her tænker jeg især på Manns fremragende og evigt gribende Ali, men også Proyas’ I, Robot og Scotts Enemy of the State. Man så noget af Smiths mere familievenlige komik i Kevin Smiths bundsentimentale, men ganske søde Jersey Girl, og hvis man som mig fandt Will Smiths cameo-rolle filmens højdepunkt, er der meget mere at komme efter i Hitch. Smith understøttes noget nær perfekt af Kevin James, der mest er kendt fra den morsomme tv-serie Kongen af Queens. James’ klodsede fremtræden giver god anledning til lattervækkende (om end lidt billig) slapstick-komik, men det er den lidt nørdede del af hans karakters personlighed, der rører publikum (en smule) og vækker mest interesse. Det er måske et naivt element, den absolut undertippede, der til sidst vinder pigen, men for mig at se virkningsfuldt og fængende. Derfor er det lidt af en skam, at der er blevet lagt så meget vægt på Smiths lidt firkantede kærlighedsudvikling, hvor interaktionen mellem disse to kærlighedshistorier i stedet kunne have understøttet hinanden fermt og hevet Hitch op på de fire stjerner i stedet for de tre store stjerner, som den nu besidder.
Eva Mendes er hverken synderlig talentfuld eller velspillende, og jeg mindes ikke at have set hende være det i en film. Til tider er hun naturlig og sød, men oftest bare en smule anstrengende. Hun leder dog Smith til selverkendelse, filmens subtilt impliceret underhistorie, der slutteligt (og egentlig forbavsende dybdegående og plausibelt) serverer moralen om at tage chancen og imødese mulige konsekvenser. Dybt, nej, men sødt og varmende.
Hitch er på trods af dens fejl en anbefalelsesværdig romantisk komedie, hvor man nok har udregnet hele handlingsforløbet inden rulleteksterne, men underholdes alligevel upåklageligt og herligt. Smiths charmetime i samarbejde med James, der nok snart får en velfortjent større karrierer i Hollywood. Dansesekvensen i slutningen af filmen er ubetalelig morsom! Kropskomik når det er bedst.
01/04-2005
