Med døden i bakspejlet
2.0
Tysk humor og ordinær action lægger hverken op til spas eller spænding
Leve livet, hele livet. Det lyder fornøjeligt for de fleste, men får unægtelig en alvorligere klang, hvis resten af livet højst drejer sig om få dage eller uger. Selvom denne tragiske skæbne er udgangspunktet for "Knockin' on Heavens Door" er det dog ikke alvoren, der præger helhedsindtrykket af Thomas Jahns film fra 1997.
Den stilfærdige Rudi (Jan Josef Liebers) og den provokerende Martin (Til Schweiger) møder tilfældigt hinanden på et hospital, hvor de begge har fået konstateret uhelbredelig kræft. Man fortænker ikke parret i derefter at slå sig på flasken, men i deres tequila brandert stjæler de en bil med en hulens masse D-mark i bagagerummet. Pengene tilhører en uforsonlig gangsterboss, der straks sender sine to halvhjernede håndlangere efter tyvene. I et sidste forsøg på at få udlevet deres drømme mens tid er, kaster Rudi og Martin i bedste Thelma & Louise stil alle hæmninger bort og forvandles til et par godmodige desperadoer. Efter et bankrøveri involveres også politiet, og så går den vilde jagt på parret, der har havet som det endelige mål.
I lyst og død
"Knockin' on Heavens Door" er en blanding af en Tarantino-inspireret gangsterkomedie og en road movie uden mulighed for en overstrømmende happy end. Det er dog påfaldende i denne road movie, at hovedpersonerne mest af alt kører rundt i cirkler. Filmens energi er deponeret i letkøbt action i form af biljagter og knaldende pistoler, mens substansen er lagt i hænderne på forholdet mellem Rudi og Martin. Det er stunderne, som de to tilbringer alene sammen, der fungerer bedst, og filmen undgår behændigt de tårevædede øjeblikke, som de sørgelige omstændigheder ellers lægger op til. Men instruktøren har desværre valgt at spendere mest krudt på kugleregn og hestekræfter, i stedet for stof til eftertanke. Manuskriptet er blevet til i samarbejde mellem Thomas Jahn og den ene af hovedrolleindehaverne Til Schweiger, der måske huskes af nogle fra komedien "Den følsomme mand".
Er man modtagelig over for filmens germanske charme, kan dens variationer over moderne amerikansk film måske give anledning til munter underholdning. Den skulle være en af de mest sete film i Tyskland i de seneste år, men det bliver næppe tilfældet i Danmark. Taget i betragtning at så få tyske film finder vej til de danske lærreder, er det lidt ærgerligt, at "Knockin' on Heavens Door" er en af dem. Der må (forhåbentlig) være andre film fra nabolandet, som kunne være mere interessante at vise for et dansk publikum.
Leve livet, hele livet. Det lyder fornøjeligt for de fleste, men får unægtelig en alvorligere klang, hvis resten af livet højst drejer sig om få dage eller uger. Selvom denne tragiske skæbne er udgangspunktet for "Knockin' on Heavens Door" er det dog ikke alvoren, der præger helhedsindtrykket af Thomas Jahns film fra 1997.
Den stilfærdige Rudi (Jan Josef Liebers) og den provokerende Martin (Til Schweiger) møder tilfældigt hinanden på et hospital, hvor de begge har fået konstateret uhelbredelig kræft. Man fortænker ikke parret i derefter at slå sig på flasken, men i deres tequila brandert stjæler de en bil med en hulens masse D-mark i bagagerummet. Pengene tilhører en uforsonlig gangsterboss, der straks sender sine to halvhjernede håndlangere efter tyvene. I et sidste forsøg på at få udlevet deres drømme mens tid er, kaster Rudi og Martin i bedste Thelma & Louise stil alle hæmninger bort og forvandles til et par godmodige desperadoer. Efter et bankrøveri involveres også politiet, og så går den vilde jagt på parret, der har havet som det endelige mål.
I lyst og død
"Knockin' on Heavens Door" er en blanding af en Tarantino-inspireret gangsterkomedie og en road movie uden mulighed for en overstrømmende happy end. Det er dog påfaldende i denne road movie, at hovedpersonerne mest af alt kører rundt i cirkler. Filmens energi er deponeret i letkøbt action i form af biljagter og knaldende pistoler, mens substansen er lagt i hænderne på forholdet mellem Rudi og Martin. Det er stunderne, som de to tilbringer alene sammen, der fungerer bedst, og filmen undgår behændigt de tårevædede øjeblikke, som de sørgelige omstændigheder ellers lægger op til. Men instruktøren har desværre valgt at spendere mest krudt på kugleregn og hestekræfter, i stedet for stof til eftertanke. Manuskriptet er blevet til i samarbejde mellem Thomas Jahn og den ene af hovedrolleindehaverne Til Schweiger, der måske huskes af nogle fra komedien "Den følsomme mand".
Er man modtagelig over for filmens germanske charme, kan dens variationer over moderne amerikansk film måske give anledning til munter underholdning. Den skulle være en af de mest sete film i Tyskland i de seneste år, men det bliver næppe tilfældet i Danmark. Taget i betragtning at så få tyske film finder vej til de danske lærreder, er det lidt ærgerligt, at "Knockin' on Heavens Door" er en af dem. Der må (forhåbentlig) være andre film fra nabolandet, som kunne være mere interessante at vise for et dansk publikum.
19/11-2018