problematiske trivialiteter
1.0
Pseudo-kontemplativ spændingsthriller af den mest uophidsende slags fra Hollywoods overskudslager. Instruktøren Nick Hamm har valgt en yders aktuel problemstilling som omdrejningspunkt, nemlig kloning, men undlader fatalt at inkorporerer dybdegående observationer og overvejelser, hvorved den kontroversielle kloningsproces kommer til at stå i baggrunden for andenrangsunderholdning uden nogen form for tyngde. Det etiske (og altdominerende) aspekt omhandlende kloning strejfes ikke engang, og man kan uden at blinke postulere, at selv en svag og overfladisk sci-fi film som Spottiswoods The 6th Day har mere nosser og dybde, end denne banale og overflødige thriller nogensinde vil få.
Man kan ikke andet end at undre sig over, hvad en karismatisk skuespiller som Robert De Niro har set af potentiale i det alt andet end helstøbte og velskrevne manuskript, men svaret har utvivlsomt noget at gøre med lønningschecken. Fair nok at mr. De Niro skal have mad på bordet, men denne afmatningsperiode har nu varet i alt for mange år, og det er virkelig lang tid siden, at man sidst har set De Niro i en mindeværdig rolle, hvor hans aggressivitet og unægtelige skuespillerkunnen har skinnet igennem. Hvor ville det have været fremragende og fantastisk, hvis Martin Scorsese havde hyret De Niro til hans næste projekt (en amerikansk genindspilning af den kinesiske Infernal Affairs, hvor Scorsese endelig vender tilbage til den håndgribelige brutalitet, som ingen kan visualisere så godt som ham), men sådan skulle det ikke være. Greg Kinnear har aldrig for alvor fået et gennembrud som skuespiller, og hvis han fortsætter med at påtage sig denne slags endimensionale og udfordringsløse roller, vil han nok aldrig få det. Talent har han dog, bare se hans præstation i Schraders Auto Focus. Familieidyllen føles ekstrem påtaget og uudholdelig sentimentalt (hvor barneskuespilleren Cameron Bright nok ikke skal regne med flere jobtilbud i filmbranchen), og det går igen hele vejen igennem denne bundforudsigelige film, hvor det søgte præmis irriterer grænseløst gennem de massive mangler. Rebecca Rajmon-Stamos er blevet opgraderet fra talentløs og pinagtig til bare moderat dårlig, og det er noget af det eneste positive, man kan sige om Godsend (okay, fotograferingen er udmærket, but that’s it!).
Hamm iscenesætter klicheerne med en højtidelighed, som undertrykker underholdningen betydeligt, og giver absolut ingen mulighed for indlevelse fra publikums side, hvorved Godsend ender som en kedelig, uoriginal og decideret elendig film. Slutningen er simpelthen så slidt og unødvendig, da den lige vil prøve at fremmane det allersidste gys, og publikum skal forlade filmen med et pessimistisk indtryk. Det gør man skam også, men ikke af de rigtige grunde.
Man kan ikke andet end at undre sig over, hvad en karismatisk skuespiller som Robert De Niro har set af potentiale i det alt andet end helstøbte og velskrevne manuskript, men svaret har utvivlsomt noget at gøre med lønningschecken. Fair nok at mr. De Niro skal have mad på bordet, men denne afmatningsperiode har nu varet i alt for mange år, og det er virkelig lang tid siden, at man sidst har set De Niro i en mindeværdig rolle, hvor hans aggressivitet og unægtelige skuespillerkunnen har skinnet igennem. Hvor ville det have været fremragende og fantastisk, hvis Martin Scorsese havde hyret De Niro til hans næste projekt (en amerikansk genindspilning af den kinesiske Infernal Affairs, hvor Scorsese endelig vender tilbage til den håndgribelige brutalitet, som ingen kan visualisere så godt som ham), men sådan skulle det ikke være. Greg Kinnear har aldrig for alvor fået et gennembrud som skuespiller, og hvis han fortsætter med at påtage sig denne slags endimensionale og udfordringsløse roller, vil han nok aldrig få det. Talent har han dog, bare se hans præstation i Schraders Auto Focus. Familieidyllen føles ekstrem påtaget og uudholdelig sentimentalt (hvor barneskuespilleren Cameron Bright nok ikke skal regne med flere jobtilbud i filmbranchen), og det går igen hele vejen igennem denne bundforudsigelige film, hvor det søgte præmis irriterer grænseløst gennem de massive mangler. Rebecca Rajmon-Stamos er blevet opgraderet fra talentløs og pinagtig til bare moderat dårlig, og det er noget af det eneste positive, man kan sige om Godsend (okay, fotograferingen er udmærket, but that’s it!).
Hamm iscenesætter klicheerne med en højtidelighed, som undertrykker underholdningen betydeligt, og giver absolut ingen mulighed for indlevelse fra publikums side, hvorved Godsend ender som en kedelig, uoriginal og decideret elendig film. Slutningen er simpelthen så slidt og unødvendig, da den lige vil prøve at fremmane det allersidste gys, og publikum skal forlade filmen med et pessimistisk indtryk. Det gør man skam også, men ikke af de rigtige grunde.
03/04-2005
