a one-man show
3.0
Antoine Fuqua er utvivlsomt en ganske interessant instruktør at følge, selvom hans film langtfra er konsekvent kvalitative og at karrieren faktisk kun har budt på et grandiost højdepunkt. Han har dog et distingveret talent, og hans unge alder taget i betragtning, så kan man forvente store ting af Fuqua i fremtiden. Debutfilmen var den action-fokuseret og flade The Replacement Killers, der dog viste Fuquas æstetiske sans som noget bemærkelsesværdigt. Efter hans anden film kom mesterværket Training Day, en uafrystelig film med en realistisk og brutal kant, der turde hensætte publikum på det nådesløse gadeplan. Noget af kompromisløsheden overførte Fuqua ligeså til den undervurderede Tears of the Sun (der langtfra er så patriotisk, som beskyldningerne har udtrykt), mens der desværre gik ren mainstream i ham i samarbejdet med overfladeproducenten Jerry Bruckheimer, og deres kollaboration med storfilmen King Arthur endte da heller ikke synderlig succesfuldt (kun moderat tilfredsstillende). Inden de tunge og mere alvorlige produktioner, instruerede Fuqua denne uforpligtende actionkomedie, en slags Enemy of the State ekstra-light med en veloplagt Jamie Foxx i hovedrollen.
Handlingen i Bait er set tusind gange (og mere til) før, og da filmen er ganske velproduceret, kan man kun ærgre sig over, at der er blevet lagt absolut ingen nytænkning i den konstruerede historie, hvor alle de obligatoriske elementer er til stede. Dette er med til at gøre spændingen kun udmærket, men ikke særlig medrivende eller sindsoprivende. Forudsigeligheden hviler tungt over hele produktionen, men de værste klicheer opvejes af Foxx’s overgearede og ganske morsomme præstation som hånddukken i statens opsatte fælde, der skal ende i anholdelsen af en ukendt forbryder. Foxx har en rigtig god komisk timing, og udmærker sig endda også som actionhelt (dog uden den troværdighed eller tyngde, som han så brillant præsterede i Manns smukke Collateral). Foxx’s fortid som stand-up komiker fornægter sig ikke, da vitserne serveres lynhurtigt og uden mulighed for dybere refleksion (som de da heller ikke fortjener), da Foxx må sige at være så hurtigsnakkende, at Eddie Murphy ville blive misundelig. Bait er takket være Foxx en overraskende morsom film, hvor der bydes på enkelte floskel-genistreger (have you ever had your ass capped and popped?).
I birollerne kører altid stabile David Morse den lidt for meget hjem på rutinen, mens Doug Hutchison (kendt som dumt svin i Darabonts Den Grønne Mil er ligeså dumt svin i Carusos anbefalelsesværdige The Salton Sea, produceret af Darabont) er fejlslagen som psykopatisk skurk med intellektuelle tendenser, tydeligvis inspireret af Kevin Spaceys uforglemmelige selvretfærdige morder i Finchers Seven. Mark Mancinas musik prøver alt for desperat at være hip og kækt, og denne fælde falder selve filmen ofte også selv i, og dette kommer til at føles ret trættende i længden. Ligeså svinges der heller ikke harmonisk mellem den alvorlige forbryderdel og den mere løsslupne komik, hvorved det er svært at tage Bait seriøst, ikke engang på dens egne præmisser.
Fuquas visuelle øje fejler dog intet, billederne er stemningsmættede og kameraføringen overlegen, fremragende suppleret af den lækre redigering. Som high tech og letforglemmelig actionkomedie er Bait lige og lige af en holdbar kaliber, men man kan kun være glad for, at Fuqua senere hen har fået mere plotdrevet og dyberegående manuskripter, hvor hans virtuose overflade derved kan sammenkobles med noget substans.
Handlingen i Bait er set tusind gange (og mere til) før, og da filmen er ganske velproduceret, kan man kun ærgre sig over, at der er blevet lagt absolut ingen nytænkning i den konstruerede historie, hvor alle de obligatoriske elementer er til stede. Dette er med til at gøre spændingen kun udmærket, men ikke særlig medrivende eller sindsoprivende. Forudsigeligheden hviler tungt over hele produktionen, men de værste klicheer opvejes af Foxx’s overgearede og ganske morsomme præstation som hånddukken i statens opsatte fælde, der skal ende i anholdelsen af en ukendt forbryder. Foxx har en rigtig god komisk timing, og udmærker sig endda også som actionhelt (dog uden den troværdighed eller tyngde, som han så brillant præsterede i Manns smukke Collateral). Foxx’s fortid som stand-up komiker fornægter sig ikke, da vitserne serveres lynhurtigt og uden mulighed for dybere refleksion (som de da heller ikke fortjener), da Foxx må sige at være så hurtigsnakkende, at Eddie Murphy ville blive misundelig. Bait er takket være Foxx en overraskende morsom film, hvor der bydes på enkelte floskel-genistreger (have you ever had your ass capped and popped?).
I birollerne kører altid stabile David Morse den lidt for meget hjem på rutinen, mens Doug Hutchison (kendt som dumt svin i Darabonts Den Grønne Mil er ligeså dumt svin i Carusos anbefalelsesværdige The Salton Sea, produceret af Darabont) er fejlslagen som psykopatisk skurk med intellektuelle tendenser, tydeligvis inspireret af Kevin Spaceys uforglemmelige selvretfærdige morder i Finchers Seven. Mark Mancinas musik prøver alt for desperat at være hip og kækt, og denne fælde falder selve filmen ofte også selv i, og dette kommer til at føles ret trættende i længden. Ligeså svinges der heller ikke harmonisk mellem den alvorlige forbryderdel og den mere løsslupne komik, hvorved det er svært at tage Bait seriøst, ikke engang på dens egne præmisser.
Fuquas visuelle øje fejler dog intet, billederne er stemningsmættede og kameraføringen overlegen, fremragende suppleret af den lækre redigering. Som high tech og letforglemmelig actionkomedie er Bait lige og lige af en holdbar kaliber, men man kan kun være glad for, at Fuqua senere hen har fået mere plotdrevet og dyberegående manuskripter, hvor hans virtuose overflade derved kan sammenkobles med noget substans.
03/04-2005
