gotisk action
3.0
Indledningsvis vil jeg sige, at hvis jeg skulle bedømme Constantine ud fra et kristent synspunkt, ville jeg straks påstemple den som blasfemisk og forblindende dum, men da filmen ikke har intentioner om at filosofere over det abstrakte begreb, kunne jeg sagtens indtage handlingen som regulær underholdning.
Constantine er baseret på tegneserien Hellblazer, som jeg helt ærligt ingen kendskab har til, hvorved jeg derfor heller ikke kan vurdere den som en tegneseriefilmatisering. Jeg har dog læst, at spillefilmsdebutanten Francis Lawrence har taget sig en del kunstneriske friheder (så at sige), og at fansene af tegneserien bestemt ikke har været tilfredse med det endelige resultat. Det ændrer dog ikke det faktum, at Constantine er en velfungerende og egentlig også en smule besynderlig underholdningsfilm af den sikre skuffe, hvor kritikernedsablingen ifølge mig bestemt ikke har været berettiget.
Handling er herlig morbid, hvor vores hovedperson er noget af en antihelt, der lever højt på kynismen og misantropien. John Constantine er blevet velsignet (eller forbandet) med en clairvoyant gave, der i sin tid katalyserede et selvmordsforsøg, der ifølge den katolske lov er en dødssynd, hvorved man ikke har fortjent en plads i himmelen (og her sparker virkelighedens blasfemi ind, da de menneskeskabte love, udgivet som Guds ord, simpelthen er så forskruede og usandfærdige). Constantine ender to minutter i helvede, hvorefter han oplives igen. Efter dødsoplevelsen og følingen af straffen, prøver han at købe sig en plads i Paradis ved at fordrive dæmoner fra vores verden. Endnu engang har vi med en sub-verden at gøre, en anden verden i vores verden, men i Constantine er det overjordiske og flerlagede univers gennemført og plausibel (indenfor filmens egne rammer), takket være tegneseriens gennemarbejdede mytologi. Matrix-associationer forekommer uundgåeligt, men man får aldrig følelsen af plagiat (tegneserien udkom også inden den første Matrix-film havde premiere).
Den ofte udskældte Kenau Reeves spiller den kræftramte, men evigt rygende Constantine (filmens sorthumoristiske element), og han gør lige præcis, hvad han skal. Der er selvsagt begrænset med nuancer og karakterindlevelse fra Reeves’ side, man takket være hans actionhelt-format, gør han alligevel en god og seværdig figur, nøjagtig som i Wachowski-brødrenes langt mere overrumplende Matrix-film. Dejlige Rachel Weisz byder på mere dybdegående følelsesmæssigt engagement, og hun er da også klart filmens mest velspillende medvirkende. Jeg fandt detaljen med edderkoppen indelukket i et glas fyldt med røg, som Weisz slipper ud, ganske malerisk som metafor for Reeves/Constantines position og livsanskuelse. Heldigvis udelades der (næsten) en kærlighedshistorie mellem Reeves og Weisz, da dette ville føles malplaceret og næsten for optimistisk i dette okkulte og grusomme univers. Bemærk en veloplagt Peter Stormare i rollen som djævelen. Talking about overacting! Men desto mindre en fornøjelse.
Lawrence har en sikker hånd når det omhandler spænding, og filmen serverer flere mindeværdige action- og spændingssekvenser, hvor Lawrence visionære billedsans virkelig er lækkert at overvære. De forbilledlige computergenerede effekter overeksponeres heldigvis aldrig, hvorved Constantine ikke bare er endnu en actiondrevet og effektjagende produkt af en kommerciel producents tankegang. Filmen appellerer naturligvis til masserne, og gør det med et tilfredsstillende resultat i tilgift, men man må også beundre dens stille modighed omkring historien, der sikkert nok skal få de mere nærtagende op af stolen (ikke for at lyde nedladende). Dens beskrivelse af Gud og djævlen som to konkurrencelystne magter er anderledes i mainstream-genren, og kunne sagtens have forårsaget kontroverser og manglende billetsalg, men hvis man kan acceptere filmen som rendyrket underholdning, er det svært at blive stødt.
På trods af Constantines mange kvaliteter, heriblandt nogle rigtig gode chokmomenter, enkelte mindeværdige billeder og adrenalinpumpet action, kan den ikke rigtig hæve sig over middelmådigheden, da man som publikum flere steder føler sig en smule distanceret. Filmens historie er stedvis en smule diffus og uden konkret handlingsfremdrift, og Lawrence kunne sagtens have skåret flere sekvenser væk, da de ikke fremmer historien betydeligt, og filmen kan flere steder føles unødvendig overlang. Flot og stedvis ganske medrivende, men alligevel mangelfuld. Et Hollywood-produkt på godt og ondt. En fortsættelse er dog ønsket, da karakteren helt klart har potentiale, og Constantine byder da også på effen underholdning og instruktørkompetence.
Constantine er baseret på tegneserien Hellblazer, som jeg helt ærligt ingen kendskab har til, hvorved jeg derfor heller ikke kan vurdere den som en tegneseriefilmatisering. Jeg har dog læst, at spillefilmsdebutanten Francis Lawrence har taget sig en del kunstneriske friheder (så at sige), og at fansene af tegneserien bestemt ikke har været tilfredse med det endelige resultat. Det ændrer dog ikke det faktum, at Constantine er en velfungerende og egentlig også en smule besynderlig underholdningsfilm af den sikre skuffe, hvor kritikernedsablingen ifølge mig bestemt ikke har været berettiget.
Handling er herlig morbid, hvor vores hovedperson er noget af en antihelt, der lever højt på kynismen og misantropien. John Constantine er blevet velsignet (eller forbandet) med en clairvoyant gave, der i sin tid katalyserede et selvmordsforsøg, der ifølge den katolske lov er en dødssynd, hvorved man ikke har fortjent en plads i himmelen (og her sparker virkelighedens blasfemi ind, da de menneskeskabte love, udgivet som Guds ord, simpelthen er så forskruede og usandfærdige). Constantine ender to minutter i helvede, hvorefter han oplives igen. Efter dødsoplevelsen og følingen af straffen, prøver han at købe sig en plads i Paradis ved at fordrive dæmoner fra vores verden. Endnu engang har vi med en sub-verden at gøre, en anden verden i vores verden, men i Constantine er det overjordiske og flerlagede univers gennemført og plausibel (indenfor filmens egne rammer), takket være tegneseriens gennemarbejdede mytologi. Matrix-associationer forekommer uundgåeligt, men man får aldrig følelsen af plagiat (tegneserien udkom også inden den første Matrix-film havde premiere).
Den ofte udskældte Kenau Reeves spiller den kræftramte, men evigt rygende Constantine (filmens sorthumoristiske element), og han gør lige præcis, hvad han skal. Der er selvsagt begrænset med nuancer og karakterindlevelse fra Reeves’ side, man takket være hans actionhelt-format, gør han alligevel en god og seværdig figur, nøjagtig som i Wachowski-brødrenes langt mere overrumplende Matrix-film. Dejlige Rachel Weisz byder på mere dybdegående følelsesmæssigt engagement, og hun er da også klart filmens mest velspillende medvirkende. Jeg fandt detaljen med edderkoppen indelukket i et glas fyldt med røg, som Weisz slipper ud, ganske malerisk som metafor for Reeves/Constantines position og livsanskuelse. Heldigvis udelades der (næsten) en kærlighedshistorie mellem Reeves og Weisz, da dette ville føles malplaceret og næsten for optimistisk i dette okkulte og grusomme univers. Bemærk en veloplagt Peter Stormare i rollen som djævelen. Talking about overacting! Men desto mindre en fornøjelse.
Lawrence har en sikker hånd når det omhandler spænding, og filmen serverer flere mindeværdige action- og spændingssekvenser, hvor Lawrence visionære billedsans virkelig er lækkert at overvære. De forbilledlige computergenerede effekter overeksponeres heldigvis aldrig, hvorved Constantine ikke bare er endnu en actiondrevet og effektjagende produkt af en kommerciel producents tankegang. Filmen appellerer naturligvis til masserne, og gør det med et tilfredsstillende resultat i tilgift, men man må også beundre dens stille modighed omkring historien, der sikkert nok skal få de mere nærtagende op af stolen (ikke for at lyde nedladende). Dens beskrivelse af Gud og djævlen som to konkurrencelystne magter er anderledes i mainstream-genren, og kunne sagtens have forårsaget kontroverser og manglende billetsalg, men hvis man kan acceptere filmen som rendyrket underholdning, er det svært at blive stødt.
På trods af Constantines mange kvaliteter, heriblandt nogle rigtig gode chokmomenter, enkelte mindeværdige billeder og adrenalinpumpet action, kan den ikke rigtig hæve sig over middelmådigheden, da man som publikum flere steder føler sig en smule distanceret. Filmens historie er stedvis en smule diffus og uden konkret handlingsfremdrift, og Lawrence kunne sagtens have skåret flere sekvenser væk, da de ikke fremmer historien betydeligt, og filmen kan flere steder føles unødvendig overlang. Flot og stedvis ganske medrivende, men alligevel mangelfuld. Et Hollywood-produkt på godt og ondt. En fortsættelse er dog ønsket, da karakteren helt klart har potentiale, og Constantine byder da også på effen underholdning og instruktørkompetence.
03/04-2005
