Cyklist i orkanens øje
2.0
Postman Blues er en lejlighedsvis sjov detalje, som instruktøren Sabu ikke rigtigt formår at gøre interessant.
Postbudet Noguchi lever en meget ydmyg tilværelse som menigt postbud. Der er absolut ingen romantik eller spænding ved at cykle den daglige rute, og han keder sig bravt i sin ensomhed. Da han en dag skal aflevere et brev til det, der viser sig at være en gammel skolekammerat, brydes hans daglige trummerum. For denne viser sig at være en yakuza-wannabe med alt, hvad der hører sig til af æreskodeksklicheer. Ved skæbnens uransagelige indgriben havner en afskåren lillefinger i hans posttaske sammen med en pakke heroin.
Hans liv bliver naturligvis aldrig det samme igen, for pludselig hvirvles hen ind i begivenheder, han ikke har en jordisk chance for at overskue. Til gengæld rummer hans liv med et al den spænding og romantik, han tilsyneladende altid har savnet. Han bliver involveret i lyssky yakuzaforretninger, bliver bonkammerater med en førende lejemorder, og får en dejlig kæreste, som dog er ved at dø af kræft. Samtidig skygges han af politiet, som filmen igennem bliver stadig mere overbevist om, at Noguchi ikke blot er narkokurer, men også terrorist og sågar seksuelt afsporet massemorder.
Noguchi bliver selvfølgelig aldrig klar over sin status som samfundets fjende nummer et. Han cykler blot rundt med sine breve og forsøger at være flink mod alle. Big mistake!
"Postman Blues" er en letbenet gangsterkomedie med en humor, der kun lejlighedsvis kommer ud over det puerile. Instruktøren Sabu (Hiroki Tanaka) har sat sig for at lave en genreparodi, hvor der gøres grin med et væld af myter og klicheer. Samtidig har han forsøgt at give filmen en poesi, der vækker mindelser om f.eks. Chaplins "Byens lys" eller "Moderne tider". Den lille mand med et hjerte af guld, der rodes ind i store begivenheder, han ikke magter at overskue. Samtidig er filmen fyldt med corny replikker, som man ville kunne finde dem i film af Hal Hartley eller Aki Kaurismäki.
Problemet er at filmen aldrig bliver hverken vedkommende, sandsynlig eller spændende. Ikke blot rummer manuskriptet store sorte huller, som virker forstyrrende for handlingen, men filmens figurer er så éndimensionelle, at man har ualmindeligt svært ved at nære noget, der bare minder om sympati endsige interesse for dem. Og visuelt er det en af de kedeligste japanske film, nærværende anmelder mindes at have set.
Alligevel er der masser af grin undervejs af den slags, man ofte morer sig over i amerikanske spoof-film. Og det alene er to øjne værd
Postbudet Noguchi lever en meget ydmyg tilværelse som menigt postbud. Der er absolut ingen romantik eller spænding ved at cykle den daglige rute, og han keder sig bravt i sin ensomhed. Da han en dag skal aflevere et brev til det, der viser sig at være en gammel skolekammerat, brydes hans daglige trummerum. For denne viser sig at være en yakuza-wannabe med alt, hvad der hører sig til af æreskodeksklicheer. Ved skæbnens uransagelige indgriben havner en afskåren lillefinger i hans posttaske sammen med en pakke heroin.
Hans liv bliver naturligvis aldrig det samme igen, for pludselig hvirvles hen ind i begivenheder, han ikke har en jordisk chance for at overskue. Til gengæld rummer hans liv med et al den spænding og romantik, han tilsyneladende altid har savnet. Han bliver involveret i lyssky yakuzaforretninger, bliver bonkammerater med en førende lejemorder, og får en dejlig kæreste, som dog er ved at dø af kræft. Samtidig skygges han af politiet, som filmen igennem bliver stadig mere overbevist om, at Noguchi ikke blot er narkokurer, men også terrorist og sågar seksuelt afsporet massemorder.
Noguchi bliver selvfølgelig aldrig klar over sin status som samfundets fjende nummer et. Han cykler blot rundt med sine breve og forsøger at være flink mod alle. Big mistake!
"Postman Blues" er en letbenet gangsterkomedie med en humor, der kun lejlighedsvis kommer ud over det puerile. Instruktøren Sabu (Hiroki Tanaka) har sat sig for at lave en genreparodi, hvor der gøres grin med et væld af myter og klicheer. Samtidig har han forsøgt at give filmen en poesi, der vækker mindelser om f.eks. Chaplins "Byens lys" eller "Moderne tider". Den lille mand med et hjerte af guld, der rodes ind i store begivenheder, han ikke magter at overskue. Samtidig er filmen fyldt med corny replikker, som man ville kunne finde dem i film af Hal Hartley eller Aki Kaurismäki.
Problemet er at filmen aldrig bliver hverken vedkommende, sandsynlig eller spændende. Ikke blot rummer manuskriptet store sorte huller, som virker forstyrrende for handlingen, men filmens figurer er så éndimensionelle, at man har ualmindeligt svært ved at nære noget, der bare minder om sympati endsige interesse for dem. Og visuelt er det en af de kedeligste japanske film, nærværende anmelder mindes at have set.
Alligevel er der masser af grin undervejs af den slags, man ofte morer sig over i amerikanske spoof-film. Og det alene er to øjne værd
19/11-2018