Anden gang findes muligvis
6.0
Jeg tror, det er ved at være 7-8 år siden, jeg så filmen sidst. Første gang så jeg den på et lagen - projekteret af en gammel CRT-projektor - sammen med 3-4 Brian'er, som hele tiden snakkede. Det ujævne lagen og projektorens grundindstillinger gjorde det komplet umuligt for mig at koncentrere mig om filmen. Jeg fattede ikke en pind. Filmen har sidenhen stået i min bevidsthed som noget, der gjorde mig uintelligent, fordi jeg ikke fattede pointen. Jeg hadede den, fordi jeg ikke forstod, hvad den gik ud på. Jeg følte mig dum.
Jeg har nu genset filmen. Denne gang foregik den en søndag aften i selskab med min kone og en flaske god rødvin. Der var et par ophold undervejs, hvor den mindste bl.a. skulle lægges i seng. Det ordnede konen som sædvanligt, mens jeg afspillede scenen med den indtalte "voice recording" besked en fem-seks gange, indtil konen kom tilbage til sin stol.
Nå, men til kendsgerningerne.
Som forrige gang var filmen utroligt irriterende. Jeg svævede konstant i en tilstand af total dumhed. Jeg fatter ikke noget. Jeg tænker som en sindssyg hele tiden. Lægger sammen og trækker fra og ganger og dividerer. Alt hvad jeg kommer frem til, står ikke i facitlisten. Jeg er snotDUM hver gang jeg ser denne film! Jeg fatter den ikke. Jeg er konstant forkert på den.
På samme måde har jeg det, når jeg har mareridt. De værste mareridt er dem, hvor jeg knokler for at nå et resultat, som ikke kan opnås. Jeg tæsker rundt i manegen for fuldt drøn - uden nogensinde at kunne se en ende på det hele. Hver gang jeg kommer til tæppet, går det op for mig, hvor dum jeg er. Men jeg fortsætter. Indtil jeg vågner - og lægger en hånd over på kone. Hun er varm og virkelig - ikke kold og kynisk som et mareridt.
Jeg ved ikke, om Terry Gilliam har ønsket at filmatisere et mareridt. Det ser ikke sådan ud, når man gennemser "the making of 12 monkeys" på skiven. Det ser ud til, at han har haft gode hensigter, da han lavede filmen. Han har ønsket at filmatisere tanken om, at man kan rejse i tiden og foretage ændringer i fortiden, som medfører positive resultater i fremtiden. Eller nutiden, som enhver fremtid altid må være.
Han leger med ideen om at man kan score på fortiden. At man kan uddrage noget nyttigt eller positivt fra fortiden - endda ved at forsøge at omskrive eller ændre den. Men det kan man ikke.
Fortid er fortid. Kun nuet tæller. Det ved vi alle. Men nuet er altid truende, fordi det indeholder vort syn på fremtiden. Fremtiden kan vi teoretisk ændre. Tror vi.
Man kan ikke ændre på tidens gang. Alting tager tid. Alting kræver erfaring og fejltagelser. Alting kræver, at man forholder sig til, hvad man gjorde forkert sidste gang. På denne måde er mennesket dømt til at gentage de samme dumheder i en uendelighed.
Det handler filmen om. At vi alle er dømt til at betragte nutiden som psykiateren betragter James Cole. Dels som noget sygt, der fabulerer sin egen fantasi. Dels som noget realistisk, vi må bekræfte for at finde vores egen rolle i tilværelsen.
Han er svær ham Terry Gilliam. Der er noget fra fortiden gemt i ham. Noget Monty Python ;)
Filmen er et mesterværk. Jeg hadede den fra start til slut på samme måde, som jeg hader mine mareridt. Gilliam kunne hamle op med Peter Jackson på mange måder.
Filmen er et sandt mareridt.
Jeg har nu genset filmen. Denne gang foregik den en søndag aften i selskab med min kone og en flaske god rødvin. Der var et par ophold undervejs, hvor den mindste bl.a. skulle lægges i seng. Det ordnede konen som sædvanligt, mens jeg afspillede scenen med den indtalte "voice recording" besked en fem-seks gange, indtil konen kom tilbage til sin stol.
Nå, men til kendsgerningerne.
Som forrige gang var filmen utroligt irriterende. Jeg svævede konstant i en tilstand af total dumhed. Jeg fatter ikke noget. Jeg tænker som en sindssyg hele tiden. Lægger sammen og trækker fra og ganger og dividerer. Alt hvad jeg kommer frem til, står ikke i facitlisten. Jeg er snotDUM hver gang jeg ser denne film! Jeg fatter den ikke. Jeg er konstant forkert på den.
På samme måde har jeg det, når jeg har mareridt. De værste mareridt er dem, hvor jeg knokler for at nå et resultat, som ikke kan opnås. Jeg tæsker rundt i manegen for fuldt drøn - uden nogensinde at kunne se en ende på det hele. Hver gang jeg kommer til tæppet, går det op for mig, hvor dum jeg er. Men jeg fortsætter. Indtil jeg vågner - og lægger en hånd over på kone. Hun er varm og virkelig - ikke kold og kynisk som et mareridt.
Jeg ved ikke, om Terry Gilliam har ønsket at filmatisere et mareridt. Det ser ikke sådan ud, når man gennemser "the making of 12 monkeys" på skiven. Det ser ud til, at han har haft gode hensigter, da han lavede filmen. Han har ønsket at filmatisere tanken om, at man kan rejse i tiden og foretage ændringer i fortiden, som medfører positive resultater i fremtiden. Eller nutiden, som enhver fremtid altid må være.
Han leger med ideen om at man kan score på fortiden. At man kan uddrage noget nyttigt eller positivt fra fortiden - endda ved at forsøge at omskrive eller ændre den. Men det kan man ikke.
Fortid er fortid. Kun nuet tæller. Det ved vi alle. Men nuet er altid truende, fordi det indeholder vort syn på fremtiden. Fremtiden kan vi teoretisk ændre. Tror vi.
Man kan ikke ændre på tidens gang. Alting tager tid. Alting kræver erfaring og fejltagelser. Alting kræver, at man forholder sig til, hvad man gjorde forkert sidste gang. På denne måde er mennesket dømt til at gentage de samme dumheder i en uendelighed.
Det handler filmen om. At vi alle er dømt til at betragte nutiden som psykiateren betragter James Cole. Dels som noget sygt, der fabulerer sin egen fantasi. Dels som noget realistisk, vi må bekræfte for at finde vores egen rolle i tilværelsen.
Han er svær ham Terry Gilliam. Der er noget fra fortiden gemt i ham. Noget Monty Python ;)
Filmen er et mesterværk. Jeg hadede den fra start til slut på samme måde, som jeg hader mine mareridt. Gilliam kunne hamle op med Peter Jackson på mange måder.
Filmen er et sandt mareridt.
04/04-2005
