Shakespeare ifølge Luhrmann
4.0
William Shakespeare er en af branchens mest benyttede manuskriptforfattere trods sine 400 år på bagen. Instruktøren af "Strictly Ballroom - De forbudte trin", Baz Luhrmann, har til sin anden film hevet fat i den gamle dramatiker, børstet ham af, og givet ham sit - meget - personlige udtryk.
Filmbranchen er for tiden grebet af en besynderlig trang til at spytte Shakespearefilmatiseringer ud, uagtet at mange af dem har været lavet før. I disse måneder ser vi hele fire af slagsen: Al Pacinos semidokumentariske "Looking for Richard" (Richard III), Trevor Nunns loyale "Hellig trekongers aften", Kenneth Branaghs marathon-"Hamlet" og endelig denne - Baz Luhrmanns excentriske "Wiliam Shakespeares Romeo & Julie", der måske vil vise sig at være årets bedste bud på en Shakespearefilm, der vil blive husket fremover. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at dette er must-see filmen, hvis man skal vælge én ud af de fire. Alene den ublide medfart filmen har fået blandt anglofile og Shakespearefetischister i udlandet tyder på, at ingen forlader biografen uberørt.
Vild genreblanding
Lige fra starten, hvor en tv-speaker gør det ud for Shakespeares Prologue/fortæller, er man klar over, at det er en stærkt alternativ "Romeo og Julie", man er vidne til. Snart afløses speakeren af en sært tv-serieagtig titelsekvens, der giver mindelser om "NYPD Blue" eller andet af samme kaliber, og pludselig er vi midt i et spaghettiwesternshootout ledsaget af popgruppen Garbage for fuld skrue. Og så fremdeles. I en næsten hysterisk genreblanding og refereren til andre medieprodukter trykker "Romeo og Julie" på alle de knapper, nutidens publikum ventes at blive påvirket af. Som filmen udspiller sig for éns øjne, vil intet være mere naturligt end at genrerubricere den som en actionteaterdansefarceungdomskærlighedsfilm.
Våbenfetischisme
Historien er gammelkendt. Capulet'er og Montague'er kan ikke sammen med undtagelse af Romeo og Julie, som kan ualmindeligt godt sammen. Veronas byråd, der længe har tjent fedt på turistindtægterne fra Capulet'ernes og Montague'ernes fiktive renæssanceeskapader, må her afgive locationmonopolet til den til lejligheden opfundne strand, Verona Beach, der er en del af det kunstige men nutidige univers, der minder lidt om Miami med et stænk af Los Angeles og Californien. I dette univers er der ingen der undrer sig over, at mænd danser barmavede på stranden med store pistoler i skulderhylstre, mens de taler i blankversemål og kupletter, samt at politistyrkens hovedopgave er at skille to familier ad, der trods alt ikke kan mønstre mere end et par slagsbrødre hver især. Men stil har de. Ulasteligt stylet til narrestreger turer Romeo og hans legekammerater rundt og fægter med glinsende og potente skydevåben på størrelse med en barnearm. Våbenfetischisme for fuld udblæsning. En gang imellem bliver én skudt, men hey - hvem har sagt at livet på Verona Beach skulle være nemt? Til kostumeballet i Casa Capulet, hvor discomusikken pumper ud ad højttalerne, og Mercutio optræder som sort dragqueen i hvid paryk, møder Romeo i en ordentlig koger Julie. De rammes svært af Amors pile, og vejen mod tragediens fuldbyrdelse er banet.
No relation
Der kan være en vis pointe i, at denne udgave af "Romeo og Julie" hedder noget så overflødigt som "William Shakespeares Romeo & Julie". For snarere end at lægge sig i slipstrømmen på "Mary Shelleys Frankenstein" eller hævde åndeligt slægtskab med "Bram Stokers Dracula" skal titlen måske ses som en relevant forbrugeroplysning. For den film, Baz Luhrmann her har lavet, ligger milevidt fra den måde, man ofte ser Shakespeare overført til film. Specielt ligger den temmelig langt fra de tre foregående (engelsksprogede) filmatiseringer - Cukors fra 1936, Castellanis fra 1954 og Zeffirellis fra 1968 - med 1954-versionen som et skræmmeeksempel på, hvor fælt, hult og kedeligt, det kan gøres. Nej, med Baz Luhrmanns version er der ganske andre boller på suppen.
Aldrig kedelig
Luhrmann er en mand med en vision. Tilsyneladende har han sat sig for at popularisere stoffet og tilpasse det til publikum af vor tid. Med liden respekt for, hvad der måtte være god tone blandt Shakespeareelskere, har han trimmet teksten til det minimale og fortalt resten med festlige billeder tilsat et soundtrack, der består af en perlerække af popnumre. Numre som trods deres mangeartethed fremstår som et samlet hypnotiserende udtryk og giver filmen et stort løft. Det dynamiske billedsprog og instruktørens legesyge giver behagelige mindelser om Luhrmanns "Strictly Ballroom - De forbudte trin", men af og til stiller klipningens musikvideoæstetik sig i vejen for intensiteten i dramaet. Det virker som om Luhrman ikke stoler på, at replikkerne er stærke nok i sig selv, og aldrig bliver der dvælet ved et dramatisk øjeblik. Filmen er allerede videre på vej mod næste spændingstop. Det kan godt virke som et overgreb på stykkets integritet, men kedeligt bliver det aldrig. Visse steder fungerer det oven i købet rigtigt godt. For eksempel er dødsscenen - som om den ikke var grusom nok i forvejen - efter ovenstående anmelders mening blevet beriget med en anden timing, således at skæbnens blodige ironi nærmest er blevet ubærlig.
Solide hovedroller
Som Julie viser Claire Danes, at hun er mere end bare et kønt ansigt, og Leonardo DiCaprio, der før har imponeret i bl.a. "Hva' så, Gilbert Grape?" og " De hurtige og de døde", er helt fantastisk som Romeo. En stor del af grunden til, at filmen fungerer så godt, skyldes deres præstationer. Harold Perrineau spiller pudsigt Mercutio, som hvad der i Monty Pythonterminologi ville hedde "un pouf célèbre", og Peter Postlethwaite fylder flot Fader Laurence ud. Filmens akilleshæl er dog, at der ud over disse få udsøgte præstationer ikke er noget at komme efter rent skuespilsmæssigt. For mange af de øvrige medvirkende er simpelthen ude af stand til at stå oprejst og sige en meningfuld replik på én gang, og faren - at der er mere stil end indhold - lurer hele filmen igennem. Men det glemmes hurtigt, når scenen overlades til Danes og DiCaprio, der smukt får denne naive urkærlighedshistorie til at give mening.
Filmbranchen er for tiden grebet af en besynderlig trang til at spytte Shakespearefilmatiseringer ud, uagtet at mange af dem har været lavet før. I disse måneder ser vi hele fire af slagsen: Al Pacinos semidokumentariske "Looking for Richard" (Richard III), Trevor Nunns loyale "Hellig trekongers aften", Kenneth Branaghs marathon-"Hamlet" og endelig denne - Baz Luhrmanns excentriske "Wiliam Shakespeares Romeo & Julie", der måske vil vise sig at være årets bedste bud på en Shakespearefilm, der vil blive husket fremover. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at dette er must-see filmen, hvis man skal vælge én ud af de fire. Alene den ublide medfart filmen har fået blandt anglofile og Shakespearefetischister i udlandet tyder på, at ingen forlader biografen uberørt.
Vild genreblanding
Lige fra starten, hvor en tv-speaker gør det ud for Shakespeares Prologue/fortæller, er man klar over, at det er en stærkt alternativ "Romeo og Julie", man er vidne til. Snart afløses speakeren af en sært tv-serieagtig titelsekvens, der giver mindelser om "NYPD Blue" eller andet af samme kaliber, og pludselig er vi midt i et spaghettiwesternshootout ledsaget af popgruppen Garbage for fuld skrue. Og så fremdeles. I en næsten hysterisk genreblanding og refereren til andre medieprodukter trykker "Romeo og Julie" på alle de knapper, nutidens publikum ventes at blive påvirket af. Som filmen udspiller sig for éns øjne, vil intet være mere naturligt end at genrerubricere den som en actionteaterdansefarceungdomskærlighedsfilm.
Våbenfetischisme
Historien er gammelkendt. Capulet'er og Montague'er kan ikke sammen med undtagelse af Romeo og Julie, som kan ualmindeligt godt sammen. Veronas byråd, der længe har tjent fedt på turistindtægterne fra Capulet'ernes og Montague'ernes fiktive renæssanceeskapader, må her afgive locationmonopolet til den til lejligheden opfundne strand, Verona Beach, der er en del af det kunstige men nutidige univers, der minder lidt om Miami med et stænk af Los Angeles og Californien. I dette univers er der ingen der undrer sig over, at mænd danser barmavede på stranden med store pistoler i skulderhylstre, mens de taler i blankversemål og kupletter, samt at politistyrkens hovedopgave er at skille to familier ad, der trods alt ikke kan mønstre mere end et par slagsbrødre hver især. Men stil har de. Ulasteligt stylet til narrestreger turer Romeo og hans legekammerater rundt og fægter med glinsende og potente skydevåben på størrelse med en barnearm. Våbenfetischisme for fuld udblæsning. En gang imellem bliver én skudt, men hey - hvem har sagt at livet på Verona Beach skulle være nemt? Til kostumeballet i Casa Capulet, hvor discomusikken pumper ud ad højttalerne, og Mercutio optræder som sort dragqueen i hvid paryk, møder Romeo i en ordentlig koger Julie. De rammes svært af Amors pile, og vejen mod tragediens fuldbyrdelse er banet.
No relation
Der kan være en vis pointe i, at denne udgave af "Romeo og Julie" hedder noget så overflødigt som "William Shakespeares Romeo & Julie". For snarere end at lægge sig i slipstrømmen på "Mary Shelleys Frankenstein" eller hævde åndeligt slægtskab med "Bram Stokers Dracula" skal titlen måske ses som en relevant forbrugeroplysning. For den film, Baz Luhrmann her har lavet, ligger milevidt fra den måde, man ofte ser Shakespeare overført til film. Specielt ligger den temmelig langt fra de tre foregående (engelsksprogede) filmatiseringer - Cukors fra 1936, Castellanis fra 1954 og Zeffirellis fra 1968 - med 1954-versionen som et skræmmeeksempel på, hvor fælt, hult og kedeligt, det kan gøres. Nej, med Baz Luhrmanns version er der ganske andre boller på suppen.
Aldrig kedelig
Luhrmann er en mand med en vision. Tilsyneladende har han sat sig for at popularisere stoffet og tilpasse det til publikum af vor tid. Med liden respekt for, hvad der måtte være god tone blandt Shakespeareelskere, har han trimmet teksten til det minimale og fortalt resten med festlige billeder tilsat et soundtrack, der består af en perlerække af popnumre. Numre som trods deres mangeartethed fremstår som et samlet hypnotiserende udtryk og giver filmen et stort løft. Det dynamiske billedsprog og instruktørens legesyge giver behagelige mindelser om Luhrmanns "Strictly Ballroom - De forbudte trin", men af og til stiller klipningens musikvideoæstetik sig i vejen for intensiteten i dramaet. Det virker som om Luhrman ikke stoler på, at replikkerne er stærke nok i sig selv, og aldrig bliver der dvælet ved et dramatisk øjeblik. Filmen er allerede videre på vej mod næste spændingstop. Det kan godt virke som et overgreb på stykkets integritet, men kedeligt bliver det aldrig. Visse steder fungerer det oven i købet rigtigt godt. For eksempel er dødsscenen - som om den ikke var grusom nok i forvejen - efter ovenstående anmelders mening blevet beriget med en anden timing, således at skæbnens blodige ironi nærmest er blevet ubærlig.
Solide hovedroller
Som Julie viser Claire Danes, at hun er mere end bare et kønt ansigt, og Leonardo DiCaprio, der før har imponeret i bl.a. "Hva' så, Gilbert Grape?" og " De hurtige og de døde", er helt fantastisk som Romeo. En stor del af grunden til, at filmen fungerer så godt, skyldes deres præstationer. Harold Perrineau spiller pudsigt Mercutio, som hvad der i Monty Pythonterminologi ville hedde "un pouf célèbre", og Peter Postlethwaite fylder flot Fader Laurence ud. Filmens akilleshæl er dog, at der ud over disse få udsøgte præstationer ikke er noget at komme efter rent skuespilsmæssigt. For mange af de øvrige medvirkende er simpelthen ude af stand til at stå oprejst og sige en meningfuld replik på én gang, og faren - at der er mere stil end indhold - lurer hele filmen igennem. Men det glemmes hurtigt, når scenen overlades til Danes og DiCaprio, der smukt får denne naive urkærlighedshistorie til at give mening.
19/11-2018
